Hvis Pernille Fischer Christensen på forhånd var nervøs for at møde verdenspressen her i Berlin, er hun en fremragende skuespiller. For på det velbesøgte internationale pressemøde, efter at hendes film 'En soap' var blevet vist for et næsten fyldt festivalpalæ, var der ingen slinger i valsen, når den debuterende instruktør udlagde teksten. »Jeg havde det godt. For jeg fornemmede, at filmen virker, som det var vores intention«, sagde Pernille Fischer Christensen til Politiken efter pressemødet. Sætter tanker i gangOg hvad er det så for intentioner?

»At den sætter tanker i gang om kærligheden. Om hvilke kærester vi har lyst til at have, og om hvilke kærester vi har haft. Og så kunne jeg mærke, at folk godt kunne lide den anderledes form, som filmen er bygget op efter. At den følger soap-seriernes mønster med referat undervejs og den slags«. Hvorfor har du valgt at skildre kærligheden - og dens muligheder og umuligheder - mellem en alenepige, som bruger sex som et våben mod at afsløre sine følelser, og en indadvendt transvestit, som venter på en kønsskifteoperation?

»For at vise, at der er meget brede grænser for, hvad vi kan tillade os på det seksuelle område i dag. Men at det samtidig er en frihed, som kan virke forvirrende for mange mennesker«. Tiden har ikke været spildt Pernille Fischer Christensen blev færdig på Filmskolen i 1999, så hun har ventet over seks år på at få lov til at lave sin første spillefilm. Hvorfor skulle der gå så lang tid? »Fordi jeg har haft svært ved at få finansieret mine projekter. Jeg arbejdede halvandet år på et andet projekt, som endte med ikke at blive til noget. Og nu har jeg brugt to år på 'En soap'. Men jeg føler ikke, at tiden har været spildt. For jeg har bl.a. brugt den på at finde ud af, nøjagtigt hvilken film det var, jeg havde lyst til at lave«, siger hun.