Til daglig fremhæver Politiken hovedsagelig den forbilledlige bygningskunst eller den, vi mener, har særlig almen interesse. Men i læserkonkurrencen 'Danmarks syv makværker' beder vi læserne vælge de byggerier, planløsninger eller landskaber, der kan tjene som eksempler på det mest uheldige. »Et godt initiativ«, genlyder den næsten konsekvente opbakning i mængden af mail og breve, Politiken har modtaget siden forrige tirsdag. Men en håndfuld henvendelser har lydt på, hvorfor vi dog ikke udnævner de bedste ting - hvorfor skal det være så negativt? Ja, i rækken af makværker, der nomineres på Rådhuspladsen i København, indstiller en læser Politikens Hus som det værste af dem alle - netop på baggrund af konkurrencen. Ømme forhold Det korte svar er selvfølgelig: Det kan også sagtens tænkes, at vi gør det en anden gang. Men hvorfor overhovedet give plads til at løfte låget for negativiteten? Konkurrencen har flere mål. Dels et undersøgende: Hvad er det, vi irriteres over i vores fælles miljø? Dels et terapeutisk: at give mulighed for at lufte frustrationer over forvaltningen af omgivelser. Dels et opbyggeligt mål: Vi beder ikke kun om følelsesudbrud, men også begrundelser. Hvad er det, der får en til at mene, at et byggeri eller en planlægning er et makværk? Ved at lodde denne mørke ende af folkestemningen håber vi at belyse nogle af de ømme forhold og problemer, som ansvarlige politikere, planlæggere og private bygherrer bør være opmærksomme på, når de forvalter vores fælles omgivelser. Stedets ånd En væsentlig andel af indstillingerne handler om følsomme bydele eller landskaber, om byggeriets kontekst eller 'stedets ånd'. I et brev skriver Alix Scavenius og Søren Skov Knudsen således, at opstillingen af Svend Wiig Hansens skulptur »'Slægt løfter slægt' på Gammel Strand i København er en uskøn og bastant forurening af byrummet på et alt for lille torv og med en tanketom symbolik«. Helle Nyberg peger på »Hovedbanegårdens indre med de malplacerede indkøbs- og rekreationslabyrinter. Disharmonien mellem bygningens fine, luftige tagkonstruktion og de anmassende papklodsers smålighed på gulvet fjerner al karakter fra det flotte rum og skaber indtrykket af en utrolig rodet og forplumret tankegang«. Jørgen Møller nominerer Arkitekternes Hus i Strandgade og skriver, at huset både i sig selv og med hensyn til placering fortjener titlen makværk. »Jernristen på facaden til Strandgade er højst mystisk og bestemt ikke noget, der bidrager til gadens helhedsindtryk«. Også Nationalarenaen Parkens placering indstilles som malplaceret af flere læsere. Jørgen Thomsen: »Denne bygning er meget dominerende, anmassende og ikke indpasset i en ellers stilfærdig og særegen bebyggelse«. Byplan Ole Knauer har øje for Ørestads skalaskift. Det er en tæt bebygget og høj storby, der er forbundet via metro og motorvej med resten af landet, men ikke nærmiljøet. Folk, der bor i den umiddelbart tilstødende bydel, må en enorm omvej for at komme til indkøbscenteret Field's i Ørestad City, skriver han og indstiller hele Ørestad. Erik Labori Olsen nominerer cykelparkeringen i København som et planlægningsmæssigt makværk. »Der er for få pladser til cyklerne, og der er for mange cykler i stativerne, der ikke bliver benyttet«. Nostalgi - som erindringen om fødestedet, man ikke længere kan vende tilbage til - driver selvfølgelig flere af motiveringerne. Kurt Thomsen skriver det ligeud og indstiller Varde, der med Føtex og McDonald's ikke blot har ændret byens fremtoning og skala, men også dens indkøbs- og madkultur. Funktionelle makværker Når både kunstmuseerne Arken og Ordrupgaard med sin nye tilbygning indstilles, er det ikke nødvendigvis, fordi de ikke er spændende at se på. Arken beskriver Jørgen Kjærgaard »som en svane udenpå, men en grim ælling indeni«. Begge er med skæve vægge ikke optimalt indrettet til kunsten, mener flere læsere. Bastian Huwer, der dog hverken bryder sig om Ordrupgaard-tilbygningens ydre eller dens manglende tilpasning til det gamle hus, mener, at grimheden underbygges »af en upraktisk vejledende rundtur, hvor man flere gange er nødsaget til at passere indgangspartiets snævre pas, der således bliver et større knudepunkt end Hovedbanegården fredag eftermiddag«. Fremtoning I Holbæk har man opført et bibliotek midt i gågaden, der skulle trække handlende til. Måske er det tænkt som en flot krum murstensfacade, men det er blevet en lukket mur med små skydeskårsvinduer, der ikke inviterer nogen indenfor. Else Marie Elmstedt, der har indsendt en tegning af Frimurerlogen på Blegdamsvej i København, siger at den ser flot ud på papiret, men i virkeligheden tager den sig ret uhyggelig ud. »Makværk er den nok ikke i betydningen dårligt bygningshåndværk, men grim, uhyggelig, dominerende og undertrykkende«, skriver hun. Kold Mærsk-bygning En tredje alt for barsk fremtoning har Peter Budtz fundet i Mærsk-hovedsædet på Esplanaden i København: Bygningen »er på raffineret vis næsten grimmere end Codanhus, kold, umenneskelig, afvisende, uden liv - er der overhovedet mennesker derinde, og hvordan kommer de ud og ind?«, skriver Peter Budtz. Michael Tvermoes istemmer nomineringen af dette »det grimmeste og mest ødelæggende stykke arkitektur i København. Huset, som er bygget på trods af almindeligt gældende fredningsbestemmelser i den smukkeste del af byen, har aner til fascismens arkitektur i Tyskland og Italien«. Thyge Thygesen er det faldet for brystet, at Koppels Langeliniepavillonen nu er indstillet til fredning. I stedet, skriver han, bør man rive det ned, opføre Jørn Utzons vragede forslag til samme konkurrence i 1953 og så frede det. »Resultatet af arkitektkonkurrencen bekræfter i øvrigt med al ønskelig tydelighed, at arkitektur ikke nødvendigvis bliver skabt på grundlag af afstemninger efter demokratiske flertalsprincipper«. Også Utzons svømmehal, der kunne have ligget ved Peblinge Søen og hans forslag til Silkeborg Kunstmuseum er to værker, der kommer med på listen, fordi de aldrig blev opført. Det sidste værk, vi vil nævne i spøgelseskategorien, nominerer blandt andre Gustav N. Kragh-Jacobsen: »Denne lille (og egentlig temmelig ubetydelige plads) er indbegrebet af den forstenede konservative holdning, københavnerne har til deres egen hovedstads udseende! Forkastelsen af van Egeraats projekt burde (rent symbolsk) give Krøyers Plads en plads blandt Danmarks syv makværker!«.