En kendt ung britisk kok forsøgte for nylig at gøre noget umuligt. Han prøvede at få eleverne på en kommuneskole til at holde op med at spise den junkfood, de plejede at få, ved personlig at lave sundere mad til dem. Eksperimentet var ikke en ubetinget succes. Mange elever nægtede at spise hans mad og opsøgte i spisefrikvarteret de nærmeste fastfoodrestauranter for at proppe sig med de pizzaer, hamburgere og pomfritter, som de var vant til. Noget ændrede sig dog lidt efter lidt, især fordi skoleledere, kommunale myndigheder og selv regeringen var så imponeret af hans bestræbelser og så foruroligede over de dystre udsigter for nationens unges sundhedstilstand, at bevillingerne til skolemad blev sat i vejret. Den unge kok blev endda dekoreret af dronningen for sin indsats. Han har nu intensiveret sin indsats for at vænne skoleeleverne af med at spise den elendige mad, de er så glade for. Og hvad - vil nogen sikkert indvende - har det så med dansk film at gøre? Faktisk temmelig meget, fordi den gennemsnitlige europæiske biografgænger tilsvarende ernærer sig af samme slags junkfood fra Hollywood og er ligeså utilbøjelig til at ændre indgroede filmvaner og forholde sig seriøst ikke kun til europæisk film, men også film fra deres eget land. Hvor er den unge filmskaber, der kan ændre denne situation? Måske vil han komme fra Danmark. Måske ikke. Problemet med europæere er, at de ved så lidt om hinandens film. Hollywood har haft så meget held med at kolonisere Europas kommercielle filmmarked, at man i mange tilfælde kan se den samme amerikanske film i hver eneste europæiske hovedstad. Og så er der sprogproblemet. Som Det Europæiske Filmakademi har konstateret, er der ikke stor interesse for årets bedste europæiske film bortset fra i det land, den går til. Det er dejligt for grækerne, når Angelopoulos vinder, men uden for Grækenland ses hans film næppe af mere end et lille mindretal af kunstfilmentusiaster. Masser af rosende omtale Hvordan er situationen så for dansk film? Vi briter vil nok mene, at den kører op ad bakke i modvind, men i de senere år har dansk film faktisk fået masser af rosende omtale fra internationale filmkritikere og (stadig mere utroværdige) festivaljuryer. Selv de bedste eller mest populære af filmene ses af cirka en tyvendedel af de mennesker, der går ind og ser den seneste knaldfilm fra Hollywood, uanset hvor overfladisk, den måtte være. Og hvis situationen i Danmark minder om den i Storbritannien, hvor selv anerkendte mestre som Mike Leigh og Ken Loach sjældent kommer ud i almindelig distribution, er der tilsyneladende ikke store chancer for virkelig at forandre situationen. I Storbritannien bliver det, som jeg optimistisk vil kalde ny dansk film, generelt begejstret modtaget i kunstbiografer, hvor filmkritikken bliver læst, om ikke forstået, med stor entusiasme. Men hvis man spurgte dette publikum om, hvad Dogme indebærer, ville svarene formentlig være temmelig tågede. På den anden side hersker der ingen som helst tvivl om, at den indsats fra sagens forkæmpere har påvirket europæisk filmproduktion dybt. Europæiske filmmagere er, nogle hurtigere end andre, kommet til en erkendelse af, at det er en ny og billigere måde at lave film på og, endnu vigtigere, en god måde at lave dem på. Det er selvfølgelig ikke en metode til at lave alle film gode. Nogle af de nye danske film er ret elendige, og vi får naturligvis kun de bedste at se. Men ser man på film som 'Festen', 'Breaking the Waves', 'Pusher 1 og 2', 'Brødre' og flere andre, forstår man, at de har haft stor betydning for det internationale syn på dansk film, og at Europa har god grund til at være taknemmelig over for filmskabere, som tappert forsøger at bryde rammerne. I det danske tilfælde var rammerne ikke svære at bryde ud af, idet dansk film, på trods af dens glorværdige historie og enkelte nyere undtagelser, havde siddet fast i et hængedynd af bog- og teaterfilmatiseringer, der, uanset hvor godt de var produceret og spillet, var vand på møllen for folk, som mente, at alt andet end svensk film var dræbende kedeligt. Der var idiotiske undtagelser som 'Tandlæge på sengekanten', som havde en vis folkelig gennemslagskraft. Men i det store hele var der ikke den store interesse for filmene, der var præget af en noget tung agtværdighed. Jeg er klar over, at Dogme-konceptet er blevet gradbøjet, og at nogle af de bedste danske film ikke nødvendigvis er lavet helt i overensstemmelse med reglerne. Men det oprør, som Dogme indebar, skabte og skaber fortsat resultatet i film som 'The King Is Alive' og 'Adams æbler'. Det, vi måske kan vente os nu, er et oprør mod oprøret, i visse tilfælde fra de instruktører, som startede hele postyret. Ikke at det er sandsynligt, at udviklingen i dansk film vil vende. Dertil har disse film haft alt for vidtrækkende konsekvenser. De har lært danske skuespillere, at det at spille film er noget helt andet end at spille teater eller endda tv-dramatik. De har lært danske filmfolk, at smukke billeder sjældent er nok, og at det ikke er gjort med realisme alene. De har givet danske instruktører en chance for at frigøre sig af de antydningsvise Hollywood-plagiater, i mange tilfælde for meget små midler. Hvad har de lært? Men hvad har de lært det danske publikum? Det bør jeg afholde mig fra at gøre mig klog på. Men jeg må sige, at hvis danskernes smag er ligeså konservativ som englændernes, er der lang vej igen til, at det store publikum bliver mere engageret. Trods kritikerroserne kan jeg endnu ikke forestille mig, at Lars von Trier, Nicolas Winding Refn eller Thomas Vinterberg vil være i stand til at overstige den forhindring. Men måske har det aldrig været sådan. Der har ganske vist været fremragende instruktører, som har formået at nå ud til det brede publikum, for eksempel John Ford, Howard Hawks, Alfred Hitchcock og Billy Wilder. Men de fleste af de anerkendte mestre brød aldrig igennem hos det brede publikum, og det ser ikke ud til, at det nogensinde bliver anderledes. Satyajit Ray blev bortset fra Bengalen aldrig vist i Indien, den store japanske instruktør Yasujiro Ozu lavede aldrig en populær film, og var det ikke Martin Scorsese, som engang sagde: »Jeg er ikke Hollywood-instruktør. Jeg er instruktør på trods af Hollywood«. Det, der fascinerer mig, er, hvor den ledende skikkelse Lars von Trier er på vej hen. Og hvor hans yngre tilhængere, hvis man da kan tale om tilhængere, vil ende. Jeg kan se, at der vil komme flere gode film fra Danmark. Når man ser en film som 'Pusher 2' eller 'Brødre', forstår man, at Dogme ikke i sig selv har meget med god filmproduktion at gøre, men at ægte talent nok skal finde vej uanset hvilken form, den måtte antage. Skal ny dansk film forsøge at nå ud til et bredere publikum, eller skal den simpelthen forsøge at lave så gode film som muligt, uanset hvad? Jeg er tilbøjelig til at mene, at alle, der insisterer på, at filminstruktører skal forsøge at appellere til et bredere publikum, er galt afmarcheret. Støttemyndigheder som British Film Council har pligt til ikke at opfordre instruktører til at lave såkaldt kommercielle film, men til at støtte deres talent uanset hvilken form, den måtte antage. I Storbritannien har en stor instruktør som Terence Davies ('Fjerne stemmer, stille liv') ikke fået lov til at lave en film i over fem år, fordi de, der kunne hjælpe med at finansiere hans værker, ikke anser det for sandsynligt, at de bliver tilstrækkeligt populære. Det er en stor fejl. Det handler ikke om popularitet, men om kvalitet. Tingene finder deres eget leje og bør have lov til det. Der vil komme en tid, hvor folk med blot antydningen af intelligens ikke længere har nok i 'Batman Begins' og lignende film. Jeg tror, at denne tid, måske takket være dvd, er begyndt. Unge mennesker synes at have højere forventninger, som ikke bliver indfriet. Oversættelse: Lorens Juul Madsen