»Der er et krav om stadigt mere både i personlig rigdom og i velfærd. Men sådan en inflation når jo loftet, når der ikke længere er råd til at finansiere kravene, og når alle mennesker på Jorden stiler efter en vestlig levestandard, de ikke kan få. Desværre har vi ikke noget at bremse det med. Derfor vil vi møde loftet som en katastrofe«. »Hver eneste gang, der kommer en ny lægelig behandling eller medicin, står folk jo og hamrer på døren og kræver deres ret. Men der kommer et tidspunkt, hvor ikke alle sygdomme, som rent lægeligt kan behandles, også vil kunne behandles kvit og frit. Det tør vi bare ikke diskutere. Derfor har vi ikke nogen model, der kan hjælpe os til at sige, hvilke sygdomme vi skal bruge penge på. Politikerne kan ikke løbe hurtigere ind i fremtiden, end deres vælgere kræver, og da vælgerne kræver rigdom og velfærd, har vi spundet os selv ind i nogle vækstillusioner, som vi er ude af stand til at bryde. Derfor kan vi frygte en brat opvågnen til en katastrofe eller en krig, når der pludselig ikke er mere vand«. »Inflationen i vores krav ligger i den del af oplysningsprojektet, der handlede om, at vi har nogle umistelige rettigheder, og så i en fremskridtstro, som blev fortolket som en tro på, at fremskridt er vækst. I de nordiske lande gik vi direkte fra individ til stat. Vi har ikke de mellemliggende instanser som for eksempel i Italien, hvor man først går til familien, så til de velgørende institutioner og til sidst til staten. Vi går direkte til staten og kræver en løsning af vores personlige problemer. Det er også indbygget i markedsmodellen, der handler om, at alle parter forventer, at de ved egen eller offentlig indsats kan få det hele. Men vi har ingen stopklodser, og når de sættes fra politisk side, bliver alle parter fornærmede, fordi det jo er den enkelte, der er syg, og for den enkelte er sygdom så vigtigt, at den skal behandles«. Hvad sker der, hvis væksten udebliver?

»Det ene er, at meget store befolkningsgrupper ikke vil få del i væksten. Det er det, der sker i store dele af Europa lige nu. Blandt andet med indvandrere. De ser, at det her projekt holder os danskere og franskmænd i gang, men de er ikke selv med. Og så opstår der uro. Det andet er, at vi jo ikke kan have, at Brasiliens og Indiens og Kinas milliarder har samme mål for rigdom som vi. For der er hverken olie eller vand nok. Indtil nu har økonomisk nødvendighed, altså arbejdspladser, altid vundet over økologisk nødvendighed, men på et tidspunkt vil naturen slå tilbage, og det bliver ikke noget smukt syn. Vi må håbe, at det går langsomt. At nedgangen kommer drypvis, uden at vi egentlig opdager det, så ballonen siver ud og ikke eksploderer«. Den advarsel har lydt i årtier, men foreløbig har tilhængerne af vækst jo fået ret?

»Det svarer til, at man hopper ud fra Empire State Building og stadig synes, at det går fint, når man kommer ned til 38. etage. Da miljøsnakken startede i 1960'erne, var det langhårede, vadmelsklædte folk, der sagde mærkelige ting, men nu er det en acceptabel måde at tænke på. Så vi har en sprogbrug, der er parat til at tage imod det. Men vi mangler at gøre os klart, at rigdommen må deles. At den normale levestandard i et land som Danmark er en forbrydelse, fordi den holder andre udenfor«.