I det flakkende og bagudrettede lys, vi kalder historien, kan Danmarks mest besynderlige spionsag begynde mange steder: til reception i 1972 på den sovjetiske ambassade i København. På støvede bjergveje en oktoberdag i 1974 i sovjetrepublikken Armenien. I en restaurant på Åboulevarden i København mange gange op gennem 1970'erne. Eller mellem et par hundrede gæster og en enkelt russer til et bryllup sankthansaften i 1981 på Langeland. Og den kunne for den sags skyld også begynde i nutiden: i et eftertænksomt øjeblik hos juraprofessor og tidligere justitsminister Ole Espersen. I en e-mail-udveksling med en rasende eks-KGB-officer. Eller i Rigsarkivet, hvor gulnede og fortrolige sagsmapper på 25. år gemmer anklager, som aldrig fik lov at føre til hverken fængsel eller frifindelse i en retssal, men alligevel sivede op gennem historien som en grå plet. Men vi må begynde med de to begivenheder, der blev vendepunkterne for den anklagede selv. Den første i november 1981: Mørket ligger over Tryggelev på Langeland. Det er en tirsdag aften. Klokken passerer kvart over syv. Forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen - en lille 38-årig mand med runde briller, overskæg og mørkt, krøllet hår - sidder foran fjernsynet sammen med sin kone, Inger. Hendes datter Fenja på 11 år leger i en anden stue. Arne Herløv Petersen har boet i landsbyens nedlagte stationsbygning siden 1973. De to etager med små 200 kvadratmeter vrimler med bøger. Huset ligger for enden af en blind vej. Pludselig hører de biler. Fem-seks motorer. Arne Herløv Petersen er vant til, at folk farer vild og ender ved hans hus. Han rejser sig for at gå ud og dirigere dem på rette vej. Så hamrer det på døren. En gruppe mænd træder ind i stuen. »Klokken er 19.21. De er anholdt«. »For hvad?«, udbryder Arne Herløv Petersen. »For spionage«. Anklagerne Den anden begivenhed finder sted godt et halvt år senere, i april 1982. Et brev fra den socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen dumper ind hos den anklagede - og hos landets medier, der allerede refererer indholdet. De fem maskinskrevne A4-sider forklarer, at Arne Herløv Petersen ikke får sin sag for en domstol. Justitsministeren giver tiltalefrafald - et skridt, hvor anklagemyndigheden anser en person for skyldig, men ikke finder grund til at føre en straffesag mod ham. Erklæringen remser op, hvad politiet mener, han har gjort: Han har gennem årene mødtes jævnligt med tre sovjetiske diplomater efter tur i Danmark under stort hemmelighedskræmmeri - diplomater, der i virkeligheden er fra den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Han har arbejdet for de sovjetiske efterretningsofficerer som mellemled i 'meningspåvirkning' af den danske offentlighed - blandt andet ved at skrive artikler, læserbreve og lave en underskriftindsamling fra danske kunstnere om en atomvåbenfri zone i Norden, som blev trykt som annoncer i danske dagblade. Han har videregivet dokumenter til den nordkoreanske ambassade i Danmark, som skulle forestille at stamme fra en amerikansk journalist. Han har givet den sovjetiske ambassade »oplysninger« - blandt andet om den danske venstrefløj. Han har udgivet en pjece i eget navn, der kritiserer den britiske premierminister Margaret Thatcher med en tekst, som den russiske ambassade i virkeligheden har leveret. Han har fået ordre om ikke at melde sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Han har fået spiritus, cigaretter, andre gaver, gratis rejser til Sovjetunionen og »kontante beløb« til at dække blandt andet trykningen af Thatcher-pjecen. Og så har han fået tilsagn om at blive evakueret til Sovjetunionen i tilfælde af truende krig. Hvad anklagerne bygger på i konkrete detaljer, står der ikke noget om. Men erklæringen oplyser, at politiet har skygget og aflyttet Arne Herløv Petersen og beslaglagt hans dagbøger ved anholdelsen. Alt i alt - står der i erklæringen - har han udvist forhold, som »i princippet« falder ind under den såkaldt milde spionparagraf. Men det lader ikke til, at »danske interesser er skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale«. For at orientere offentligheden sender justitsministeren dog alligevel et resume af det, politiet mener at have på ham, ud til landets borgere. Gråzonen Så i 1982, mens Øst og Vest tog det sidste iskolde livtag, så Arne Herløv Petersens spionsag ud til at slutte. Men i virkeligheden begyndte den her. Sagens præcise enkeltheder så aldrig dagens lys. Og fordi der aldrig faldt nogen ægte dom eller frifindelse, bredte historien om Arne Herløv Petersen sig som flyveild til udenlandske medier, til en høring i Repræsentanternes Hus i USA, til hundreder af artikler og over 30 danske og udenlandske bøger om den kolde krig - kilder, der i hovedsagen viderebragte de anklager, den gamle erklæring fortalte. Eller pumpede dem op, så han pludselig var formand for en koreansk venskabsforening, chef for den samlede danske fredsbevægelse, arrangør af europæiske fredsmarcher og meget andet. Senest kom den udredning om den kolde krig, som Dansk Institut for Internationale Studier udgav denne sommer, og som også gentager de oprindelige anklager fra erklæringen. Og her knytter den gamle historie sig pludselig til nutiden. Den kolde krig er et varmt emne, og hvad handlede den gamle spionsag egentlig om? Var anklagerne mod Arne Herløv Petersen den uangribelige sandhed, eller var der også springende punkter, som en forsvarer ville have påpeget i en retssal? Hvad er Arne Herløv Petersens egen version så mange år efter? Og hvad vil det overhovedet sige at være agent? Da Politiken for mange måneder siden kontaktede Arne Herløv Petersen og spurgte, om han ville lade sig interviewe om sin gamle sag, sagde han ja efter lidt betænkningstid. Han gav efterfølgende avisen fuldmagt til at søge adgang til sagens gamle akter hos Justitsministeriet, politiet og PET - også hvad der måtte være belastende for ham selv. Justitsministeriet bevilgede før sommeren indsigt i sin gamle mappe på sagen, inklusive en politirapport, der i kort form refererer alt det, politiet mente at have på ham. Derimod afslog Politiets Efterretningstjeneste dette efterår at udlevere kopier af de snart 25-30 år gamle telefonaflytninger, skygninger eller andre dokumenter om Arne Herløv Petersens gøren og laden, som den retssag, han aldrig fik, ville have bygget på. Tjenesten vil heller ikke fortælle, hvad den faktisk ligger inde med om ham. Årsagen er hensyn til »statens sikkerhed, rigets forsvar og udenrigspolitiske interesser«. Derfor er det ikke muligt at fortælle den komplette historie om Arne Herløv Petersens spionsag. Men der er stadig en historie at fortælle - alene af den grund, at han aldrig fik sin sag for en dommer. Mange vil klandre den danske forfatter for det, han skrev og sagde, og for overhovedet at have knyttet bånd til repræsentanter for kommunistiske regimer, hvad enten de var KGB-folk eller ej. Men hvad sagens detaljer angår, er der - som vi skal se - punkter, der savner opklaring. Noget er hans ord mod myndighedernes. En del kan bekræftes af andre kilder. Men det meste ligger i en gråzone, hvor meget afhænger af øjnene, der ser. Nu først historien set fra den venstreorienterede verden, Arne Herløv befandt sig i. På ambassaden I 1972, mens modstanden mod USA's krig i Vietnam går mod nye højder på venstrefløjen, står Arne Herløv Petersen sammen med andre receptionsgæster med glas i hånden på den sovjetiske ambassade i København. En mand kommer hen til ham. Han siger, han hedder Leonid Makarov. Han præsenterer sig som diplomat ved ambassaden. De falder i snak. Den 29-årige cand.phil. i historie Arne Herløv Petersen modtager tit den slags invitationer. Han markerer sig som lovende forfatter, oversætter af engelsksproget litteratur og venstreorienteret skribent - et barn af en tid, hvor store politiske ideologier stadig kæmper mod hinanden. Hans far var aktiv socialdemokrat, men efter befrielsen, da de naziforfulgte kommunister blev båret på en bølge af begejstring, meldte både hans mor og far sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Efter et par år droppede hans mor ud igen, og i 1956, da Sovjetunionen slog oprøret i Ungarn ned, og den sovjetiske leder Khrusjtjov på 20. partikongres i Moskva løftede sløret for nogle af Stalins forbrydelser, meldte hans far sig også ud. Siden ledte Arne Herløv efter sin egen venstreorienterede vej. Som 14-årig troppede han op til møder i Danmarks Socialistiske Parti, der vrimlede med råkostspisere i sandaler, esperantotilhængere og mindst en håndfuld afarter af trotskister og andre fraktioner. Danmarks Socialistiske Parti fusionerede med det nye parti SF, som Arne Herløv holdt fast i, mens han rejste til USA et år som udvekslingsstudent, tog studentereksamen og begyndte at læse historie på Københavns Universitet. Han debuterede med en digtsamling i 1962, fik året efter udgivet sin første roman og arbejdede på Ritzaus Bureau som udlandsmedarbejder. Midt i 1960'erne valgte han at rejse verden rundt med skib og bus sammen med en gruppe af venstreorienterede og vendte først hjem i 1968 til ungdomsoprør og Vietnam-modstand og et sprængt SF. Fronterne stod skarpt. Der gik masser af historier om skygning og aflytning af venstreorienterede, hvad folk på venstrefløjen gjorde tykt grin med. Han meldte sig ind i det nye parti VS, der red på en bølge af revolutionære ideer. Vietnamesernes kamp mod USA, modstanden mod NATO, mod atomvåben, mod militærdiktatur i Grækenland, mod Francos Spanien, besættelser af universiteter og ejendomme, ideer om fri porno, fri hash, fri abort og meget andet gav en følelse af fremdrift, og USA var den store fælles fjende. Til gengæld skallede partiet hele tiden af i nye fraktioner, mens maoister og anarkister og andre faldt fra. Arne Herløv Petersen hørte til det segment, der ikke tog parti i striden mellem Kina og Sovjet. Her var Nordkorea interessant, for landet havde et godt forhold til begge lande, og den nordkoreanske kommunistleder Kim Il Sung skrev og talte i lange taler for, at ethvert land skulle finde sin egen særlige form for socialisme uden indblanding udefra. I Nordkorea havde det resulteret i en førerkult omkring Kim Il Sung selv, men det var jo netop koreanernes egen sag - og desuden havde Nordkorea en højere levestandard end det militærstyrede Sydkorea. Arne Herløv Petersen blev hurtigt træt af fodnoterne i VS og droppede ud. Til gengæld holdt han sig som menigt medlem af Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea og et par andre foreninger - blandt andet den albanske venskabsforening. Ellers koncentrerede han sig om at skrive og oversætte og blande sig i debatten. Og så var han altså også velkommen på den sovjetiske ambassade. Møder - og vodka I 1972, nogle dage efter ambassadereceptionen, sidder Arne Herløv Petersen i sin lejlighed i Jægergade, hvor han bor med sin kæreste Joan. Telefonen ringer. Det er Leonid Makarov. Han siger, at det har været spændende at snakke med ham. Han tager sig af diplomatiske kontakter til kulturlivet og pressen. Og han spørger, om Arne Herløv har lyst til at spise frokost en af dagene. De mødes på en restaurant i København. Det skinner tydeligt igennem, at der ligger et formål bag. Ligesom andre kulturattacheer og diplomater, Arne Herløv har mødt, interesserer Leonid Makarov sig for det første for, hvordan en ung forfatter ser på dansk politik, og hvordan han på den baggrund stiller sig i udenrigspolitiske spørgsmål. Og så prøver Makarov at tegne et rosenrødt billede af sit eget land - utvivlsomt med det håb, at det smitter af på Arne Herløvs holdninger og skriverier. Arne Herløv Petersen læser adskillige aviser om dagen, og selv om han ikke længere er med i partipolitisk arbejde eller har nogen tillidsposter, er han stadig god til at forudsige politiske tendenser. Han siger gerne sin mening til en russer, som har inviteret ham på frokost, og ville give ham samme udlægning, hvis han tilfældigt mødte ham på en bar. Og så er der selvfølgelig det udenrigspolitiske. Omkring USA's rolle i Vietnam, i Cambodja, Latinamerika og meget andet falder mange af Arne Herløv Petersens og russernes holdninger sammen, selv om han mener, at det spændte forhold mellem Kina og Sovjet er idiotisk og nedbrydende for en fælles socialisme i verden. Arne Herløv Petersen synes, snakken har været interessant. Kort efter præsenterer Leonid Makarov ham for sin landsmand Stanislav Tjebotok. I den kommende tid spiser han og Arne Herløv sammen en gang hver eller hver anden måned - som regel på en restaurant med skiftende navne på Åboulevarden - men nogle gange også hos hinanden privat, hvor Stanislav Tjebotok tager rigelige mængder russisk vodka og cigaretter med, og hvor de ryger og drikker og diskuterer til langt ud på natten. Stanislav Tjebotok er ukrainer og mistede sin far under slaget om Kursk i 1943. Efter nogle vodkaer fortæller han også om den enorme fattigdom efter krigen og diskriminationen over for ukrainere. Han svarer også knap så diplomatisk på spørgsmål om problemer i USSR som flaskehalse i økonomien, bureaukrati, partivælde og dårlige forsyninger i butikkerne. Arne Herløv Petersens daværende kæreste Joan Johansen husker stadig, når Stanislav Tjebotok kom forbi - nogle gange med sin kone og som gæst ved deres fester. »Han og Arne diskuterede selvfølgelig politik, for det blev der stort set snakket hele tiden hos os. Politik, politik, politik, amerikansk politik, dansk politik. Hvis jeg skal være helt ærlig, syntes jeg, de drak for meget, men så snakkede jeg med hans kone«, siger Joan Johansen i dag. For og imod Efter et års tid, midt i juli 1973, flytter Arne Herløv Petersen til Langeland sammen med Joan Johansen. Han finder et stort og billigt hus på Jernbanevej i Tryggelev - en gammel stationsbygning i rødsten, hvor skiltet 'Tryggeløv' hænger over døren. Men han spiser stadig frokost med Stanislav Tjebotok, når han jævnligt er i København. Mod slutningen af 1973 handler deres diskussioner blandt andet om septembers militærkup mod Chiles socialistiske præsident Allende, hvor diktatoren Augusto Pinochet kommer til magten, og CIA tilsyneladende spiller en rolle. Det er den store sag på venstrefløjen. Arne Herløv Petersen sætter en notits i forfatterforeningens blad og opfordrer til at sende underskrifter ind som protest mod bogafbrænding og forfølgelse af venstreorienterede og intellektuelle. 17 forfattere skriver til ham, og han sætter navnene i som et læserbrev i Information. På det indenrigspolitiske taler de om valget i 1973, hvor de traditionelle partier taber stort, Fremskridtspartiet får 28 mandater, og kommunisterne kommer i Folketinget med 6 pladser. En dag spørger Stanislav Tjebotok, om Arne Herløv er interesseret i en journalistisk rejse til Armenien. Det sovjetiske nyhedsbureau APN har tilbudt at være vært for en dansk journalist, Aeroflot giver flybilletten, han får stillet en tolk til rådighed og må i øvrigt bruge sin research, som han har lyst til. Arne Herløv Petersen rejser rundt i Armenien med bus og bil ad støvede bjergveje i oktober 1974. Han interviewer over hundrede mennesker. Som socialistisk samfund viser Armenien sig at være lidt af en skuffelse. Landet har helt åbenlyst en rig overklasse, og han interviewer to ingeniører, der scorer millioner på at jordskælvssikre bygninger. Da han senere udgiver rejsebogen 'Gylden oktober' om sin tur, takker han APN, Aeroflot og Stanislav Tjebotok fra den russiske ambassade i forordet for at arrangere rejsen. Han beskriver det hele, og i efterskriftet opsummerer han, at Sovjets økonomiske politik, bureaukratiet, de fede forhold for en lille elite og andre ting gør, at landet ikke er den ægte marxistiske vare, og erklærer, at han på en række punkter er mere enig med Kina - og anser Nordkorea for at udvikle sig til den første egentlige kommunistiske stat. Den kritiske beskrivelse af Sovjet udløser gode anmeldelser - Kristeligt Dagblad skriver, at forfatteren og journalisten heldigvis tager magten fra ideologen. Kun på det kommunistiske Land og Folk skriver anmelderen, at han har svært ved at tro, hvad han læser. Hvad angår sager, der smager af udenrigspolitik og USA's rolle, allierer Arne Herløv Petersen sig tættere med Sovjetunionen. I efteråret 1975 arrangerer en gruppe mennesker en Sakharov-høring på Christiansborg. Den handler egentlig generelt om retsforholdene i Sovjetunionen, men er opkaldt efter fysikeren og menneskeretsforkæmperen Andrej Sakharov. Efterhånden som Sovjetstyret har fjernet ham fra al militærrelateret forskning og lagt stigende pres på ham, er han vokset til heltestatus i Vesten. Arne Herløv Petersen skriver op til høringen i læserbreve i B.T. og Aktuelt, at Sakharov har udviklet sig fra afspændingsmand til en koldkriger, fordi han på det seneste er begyndt at udtale, at den amerikanske præsident Gerald Ford er for blød over for Sovjet, og at det er en tragedie, at USA trak sig ud af Vietnam - en rød klud i hovedet på venstrefløjen. Arne Herløv afviser, at Sakharov er undertrykt - snarere at han stadig tilhører en elite af forskere, der får særlige privilegier som privatchauffør og luksusvarer. Kort efter får Andrej Sakharov Nobels Fredspris. Hans kone må modtage prisen i Norge på hans vegne. Fem år senere får Sakharov byarrest i Gorkij. Skygget af PET En dag får Arne Herløv Petersen besøg af Stanislav Tjebotok på Langeland. Han ankommer i sin bil med blå diplomatplader og parkerer uden for huset. Da de sidder og snakker, spørger Stanislav Tjebotok, om Arne Herløv har lyst til skrive nogle artikler om Albanien til et sovjetisk tidsskrift. Sovjet har et spændt forhold til det lille land, og sovjetiske journalister har svært ved at skildre forholdene. Men Arne Herløv har været på en rundtur i landet med den albanske venskabsforening, som han også er medlem af. Arne Herløv takker nej. Han føler ikke, han kom ordentligt ind bag facaden, og desuden virker det noget dobbeltmoralsk at bruge besøget med en venskabsforening til at rapportere for et sovjetisk blad. Ikke, at han ville have noget imod at skrive for sovjetiske medier. Han så også gerne, at Sovjet oversatte hans bøger, selv om Stanislav Tjebotok grinende har sagt, at deres skildringer af politik og sex gør, at de ikke kan udkomme i Sovjet - modsat mere borgerlige danske forfattere. Stanislav Tjebotok siger, at de selvfølgelig nok skal betale en ordentlig arbejdsløn. Da han er kørt, opdager Arne Herløv, at Stanislav Tjebotok har lagt en kuvert med 3.000 kroner som forskud på artiklerne. Han diskuterer det med sin kæreste. »Vi blev enige om, at han skulle aflevere dem tilbage. De gav altid en flaske spiritus og cigaretter, men penge kunne misforstås, syntes jeg, selv om det var for noget arbejde. Han havde jo fornemmelsen af, at vi måske blev aflyttet. Han leverede dem da også tilbage til Stanislav«, siger Joan Johansen i dag. »Jeg synes, Stanislav gik over en grænse dér, men måske var det først, da Arne var blevet anholdt, og jeg blev afhørt af PET, at jeg tænke sådan på det. PET-folkene var også meget optagede af en stor flaske whisky, han havde fået til en fødselsdag. Den røg til en fest, kan jeg huske«. Stanislav Tjebotok plejer at fortælle, at PET skygger ham, når han kommer - hvad han vanskeligt kan brokke sig over, fordi udenlandske diplomater også bliver fulgt på klos hold i Sovjet. I 1976 kommer den lokale købmands søn, Per Østergaard Jacobsen, forbi hos Arne Herløv. Han fortæller, at da han en dag kom hjem fra gymnasiet, sad to nydelige herrer i stuen og drak kaffe og udspurgte hans far. De var danske efterretningsagenter og ville vide noget om Arne Herløv Petersen. Købmanden er konservativ kommunalpolitiker. Men sønnen, Per Østergaard Jacobsen, er på det tidspunkt aktiv på venstrefløjen og kommer jævnligt hos Arne Herløv sammen med sine gymnasievenner. »For os var Arne lidt et intellektuelt samlingspunkt, som havde været ude at røre ved den store verden og havde nogle spændende og provokerende ideer. Der var altid mange gæster, og ved festerne var der mulighed for en god diskussion. Jeg hilste også på en af de russiske diplomater, men det var meget kort, så jeg har ikke siddet og drukket vodka med dem«, siger Per Østergaard Jacobsen, der i dag er direktør i en kommunikationsvirksomhed. I marts 1976 inviterer Arne Herløv Stanislav Tjebotok med til sin fødselsdag sammen med cirka 70 venner og bekendte - og en del kolleger, som har været til møde hos forfatteren Vagn Lundbye. Mange år senere husker Vagn Lundbye, at han talte med russeren, der senere sætter sig og spiller skak med forfatteren Ivan Malinovski det meste af aftenen. Selv om Arne Herløv Petersen bor på Langeland, har han stadig en stor omgangskreds. Til fester op gennem 1970'erne drikker folk tæt og diskuterer politik på de høje nagler. Arne Herløv fortæller livligt om sine forbindelser - blandt andre til forfatteren Henning Mortensen. »Det var en underlig romantisk revolutionær drømmeverden, som oven i købet fik en ordentlig én på kassen, fordi der blev drukket så meget. Det var lidt fint at have med Arne at gøre, fordi han faktisk kendte folk fra kommunistiske lande og havde været i for eksempel Nordkorea. Det var mere end de fleste andre«, siger Henning Mortensen. »Han sagde også til mig, at han følte, at han blev skygget. Den slags syntes mange var sådan lidt helteagtigt. Men der var ikke en ægte paranoia i forhold til politiet. Arne skjulte jo heller ikke noget. Han viste en flaske snaps med en slange i og vodka, han havde fået, og fortalte gud og hver mand, hvordan han mødtes og snakkede med de mennesker. På den måde virkede han rabiat, men det var som teoretiker og fantast. Derfor blev der også meget stille i visse kredse, efter at han blev snuppet for spionage. Folk troede, det var en leg«. Kolde krigere I 1978 flytter Arne Herløv sammen med keramikeren Inger Gorm Knudsen og hendes datter Fenja. De kender hinanden fra det venstreorienterede miljø på Langeland. Stanislav Tjebotok er rykket videre med kone og barn til Norge. Arne Herløv er blevet præsenteret for kollegaen Vadim Tjernyj, som han ikke får et så nært personligt forhold til. Til gengæld går der mere og mere druk i deres møder. Tjernyj kommer forbi et par gange i 1978. Generelt lever Arne Herløv et temmelig usundt liv. Han oversætter flittigt amerikanske romaner som altid og får blandt andet også oversætterjob for den nordkoreanske ambassade, der udgiver Kim Il Sungs marxistiske værker via venskabsforeningen. Men kunstnerisk kan han ikke tage sig sammen til at følge op på sin roman 'Imod Fremtids Fjerne Mål', som har fået den hidtil bedste kritik og udløser Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Læserbreve skriver han nogle stykker af. I 1977 laver han også et særnummer af Marxistiske Studenters lille blad Clarté om syv koldkrigere - blandt andre Margaret Thatcher, NATO's generalsekretær Joseph Luns og den tyske konservative aviskonge Axel Springer. Cuba-krisen ligger 15 år tilbage, Vietnamkrigen er slut, og mange på venstrefløjen mener, at risikoen for spændinger og atomkrig nu især skyldes højreorienterede fredsforstyrrere, mens Sovjet nærmer sig USA i et forsøg på afspænding. Den sovjetiske ambassade tilbyder at låne ham en stak avisartikler fra ambassadens udklipsarkiv - blandt andet fra vestlige aviser som The Times og Die Welt. Resten finder han ved at gennemgå aviserne på den amerikanske ambassades bibliotek, Hovedbiblioteket i København og andre steder. Den færdige pjece er på 48 sider med en indledning og en håndfuld sider om hver politiker. Den daværende redaktør Regnar Mandsbjerg husker særnummeret, som var et af de sidste, før Clarté lukkede. »Vi vurderede, at det var spændende stof og passede godt til bladets læsere. Da vi lavede aftalen, sagde Arne, at han havde samlet forskellige ting - meget med citater fra engelske og amerikanske blade. Jeg vil tro, at det udkom i omkring 1.000 eksemplarer til abonnenter og medlemmer. Vi prøvede som regel også at sælge nogle stykker i boghandler og på udvalgte bogcafeer«, siger han. Evakuering Mod slutningen af 1978 begynder Arne Herløv Petersen at se en ny diplomat. Han hedder Vladimir Merkulov. Han kommer på besøg et par gange i løbet af 1978 og 1979, tager også sin kone og datter med til Langeland, og de mødes som tidligere, når Arne Herløv er i København. Arne Herløv får også besøg fra den nordkoreanske ambassade - en enkelt gang også besøg af diplomater fra Sydkoreas militærdiktatur, der vil fortælle deres version af konflikten og medbringer et koreansk kvædetræ som gave. Arne Herløv har taget det kommunistiske Nordkoreas parti i læserbreve gennem årene. Han oversætter stadig for ambassaden og bliver i 1979 inviteret med til en nordkoreansk konference i Delhi. Til lejligheden medbringer han sit Clarté-særnummer om kolde krigere, som han har oversat til engelsk og fået trykt en stak af som offset-hæfte på Jelling Bogtrykkeri. Margaret Thatcher er til venstrefløjens rædsel netop kommet til magten i Storbritannien, og en engelsk socialist siger, at han kan sælge 'Cold Warriors' på en venstreorienteret café i London og endnu flere hæfter, når og hvis Arne Herløv udvider afsnittet om Thatcher og trykker en selvstændig pjece om hende. Politisk begynder den kolde krig igen at trappe op. NATO forbereder at modernisere sit atomforsvar med nye mellemdistanceraketter og krydsermissiler, som modsvarer og overtrumfer Sovjets planer om mellemdistanceraketter i Østeuropa. En stærk fredsbevægelse vender sig mod oprustningsplanerne. Men i december 1979 invaderer sovjetiske tropper pludselig Afghanistan i en blodig aktion for at sikre et kommunistisk styre. Fredsbevægelsen knækker over, fordi dele af den - hvor Danmarks Kommunistiske Parti åbenlyst spiller en rolle - ikke vil fordømme invasionen. Den amerikanske præsident Carter langer ud efter nedrustningsfolk i hele verden. Arne Herløv skriver læserbreve i B.T., Ekstra Bladet, Information og Politiken. Han kritiserer, at USA fordømmer invasionen, når amerikanerne selv har invaderet og bombet og blandet sig i andre landes forhold i et århundrede. Han skriver også, at invasionens baggrund ikke står klart, men hvis den afghanske regering selv har bedt russerne om at komme, kan han ikke se, invasionen behøver være en krænkelse. Og han raser mod Kina, der bakker op om USA's kritik i stedet for at alliere sig med et andet socialistisk land. I de kommende måneder boykotter USA og en række andre lande de olympiske lege i 1980 i Moskva. Arne Herløv skriver i et satirisk læserbrev, at man også bør boykotte det kommende OL i Los Angeles, som blev valgt som OL-by, mens amerikanerne bombede Vietnam. I stedet, skriver han, kunne man oprette den neutrale OL-stat Olympos og afholde OL der i fremtiden. Imens vokser frygten for atomkrig, og den nyvalgte præsident Ronald Reagan lægger en stram kurs over for Moskva. En dag snakker Arne Herløv i telefonen med sin svigermor. Hun taler om, at hun jo selv er gammel og kan være ligeglad med krig. Men hun er bekymret for, hvad det hele dog skal ende med for hendes datter, svigersøn og barnebarn. Arne Herløv siger, at hun ikke skal være nervøs. Han har gode forbindelser. Hvis der bliver optræk til atomkrig, skal de nok blive evakueret til Sovjetunionen. I september 1980 får Arne Herløv uventet besøg af forfatteren Vagn Lundbye i Tryggelev. Han vandrer Langeland rundt sammen med sin søn og samler stof til en rejsedagbog. Senere refererer Vagn Lundbye i bogen, hvordan Arne Herløv arbejder på sin nye pjece på engelsk om Margaret Thatcher, da de kigger ind, og tilbyder at læse op af den. De to forfattere ser en del til hinanden på det tidspunkt. Når de ringer sammen, viser Arne Herløv åbenlyst, at han tror, PET aflytter ham. »Nogle gange sagde Arne direkte: »Så, nu bliver vi aflyttet«. Andre gange kunne han finde på at sige i telefonen: »Husk, tasken står oppe bag hyldebærbusken. Du skal huske at hente den«. Jeg spillede med og sagde: »Det skal jeg nok«. Han spøgte meget med det. Det har nok ikke ligefrem været til hans fordel senere«, siger Vagn Lundbye. Atomfri annonce I maj 1981 sidder Arne Herløv Petersen og snakker med sin kommende hustru Inger - de planlægger bryllup i næste måned - om den store fredskonference, som løber af stablen i Aalborghallen med den aalborgensiske fagbevægelse som arrangør. Partier lige fra DKP og langt ind i Socialdemokratiet slutter op om arrangementet. Et par måneder før har fredsbevægelsen samlet sig om mottoet 'Norden som Atomvåbenfri Zone'. Nu annoncerer fagforeningerne for ideen i aviserne. Arne Herløv sætter sig ved skrivemaskinen og skriver en lignende appel på vegne af billedkunstnere og forfattere. Den får overskriften: 'Atomfri zone i Norden'. Teksten beskriver kort, at flere og flere lande kappes om at komme med i 'atom-klubben', men at de nordiske lande bør vise et godt eksempel. I bunden slår han en linje af punktummer til underskrift. Så sender han og hans kommende kone teksten til en stribe danske kunstnere med deadline 15. maj. De får godt 180 underskrifter tilbage. De indrykker teksten og navnene som annoncer i de to mindre aviser Information og Land og Folk, én gang hvert sted i en weekendudgave. I Information står annoncen på udlandssiden i nederste højre hjørne under en annonce for en plejefamilie og ved siden af en annonce for Gentofte Studenterkursus. Den er to spalter bred, og navnene - Benny Andersen, Dea Trier Mørch, Jørgen Nash og mange andre kendte kunstnere - står med små bogstaver i en tynd sort ramme. Alligevel løber annoncerne op i godt 7.000 kr., og de sender ansøgninger af sted til fonde, som de håber, vil bakke op om initiativet. Bryllupsgæsten En måned senere, sankthansaften 1981, holder de bryllup. Året før har Arne Herløv købt nabogrunden. Festen foregår i den store have. De tænder bål. Det er en smuk aften - i en spændt politisk tid. Et par dage før er gruppen Kvinder For Fred begyndt en europæisk fredsmarch fra København til Paris i protest mod atomoprustning. Et par hundrede mennesker fester. Vladimir Merkulov er også med. Han forærer dem en lille transistorradio med kassettespiller i bryllupsgave. Han medbringer også nogle flasker sprut, som gæsterne kaster sig over. Vladimir Merkulov forsvinder i mængden. Snart forsvinder han også ud af landet.