På et bord i Rigsarkivets læsesal, mellem hvidkalkede søjler og hvælvede lofter, ligger en brun og slidt sagsmappe fra Justitsministeriets 3. kontor. Det er en gammel straffesag fra arkiverne. En spionsag. Den bærer journalnummeret 1981-966-304. I mappen ligger breve og korrespondancer mellem ministeriet og den anklagedes advokat. For i spionsager er det justitsministeren selv, der beslutter, om der skal rejses tiltale. Derfor ligger der også et sæt kopier af den erklæring, justitsminister Ole Espersen sendte ud i april 1982, hvor han gav tiltalefrafald - det særlige skridt, hvor man går ud fra, at den anklagede er skyldig, men ikke finder grund til at føre en straffesag. Mappen gemmer også en politirapport. Den er på fire sider, tætskrevet på skrivemaskine og underskrevet af en kriminalassistent. De første par sætninger slår fast, at forfatteren Arne Herløv Petersen har en anstrengt økonomi og derfor har måttet omprioritere sit lån i huset. Resten af rapporten handler om alt det, som skal vise, at Arne Herløv Petersen er hvervet agent for den russiske efterretningstjeneste KGB og derfor sigtet efter paragraf 108 - den såkaldt milde spionparagraf. Kriminalassistenten lister op, at Arne Herløv siden 1973 har mødtes med tre forskellige ambassadefolk, som efterfølgende bliver kaldt KGB-officerer i rapporten. De har mødt hinanden på restaurationer i København. Fra 1975 til 1979 har de besøgt Arne Herløv på Langeland på i alt otte ture, der har været »særdeles konspirative«, som der står. Siden maj 1979 har politiet aflyttet hans telefon. Der står, at KGB-officeren ringede fra en mønttelefon og blev afvisende, når Arne Herløv ringede til ambassaden, hvad han flere gange blev forbudt at gøre. De aftalte på et møde i København at sende åbne brevkort til hinanden med en tekst, »der skulle betyde, at de skulle mødes«. Arne Herløv fik forbud mod at melde sig ind i DKP. Og, beskriver rapporten, i en telefonsamtale med sin svigermor sagde han, at ved en krigstrussel ville han selv, kone og barn blive »EVAKUERET TIL SOVJETRUSLAND«. Så oplister rapporten, at han ifølge sine dagbøger i 1974 fik en rejse til sovjetrepublikken Armenien med alt betalt, ligesom han er blevet lovet rejser til Sovjet og i 1980 var på en turistrejse med kone og barn, som, fortalte han til en bekendt, i virkeligheden var betalt af den sovjetiske ambassade. Han har fået et meget stort antal flasker spiritus, cigaretter, en frakke m.m. I en samtale med en bekendt fortalte han, at han lige havde fået 10.000 kroner, »men at det var POLITISKE HEMMELIGHEDER«. I en samtale sagde han til en af KGB-officererne: »Og jeg tror, vi har mange flere ting at snakke om, men du ved godt, hvordan det er med telefoner her«. Han har også »givet oplysninger« om venstreorienterede grupperinger, den politiske udvikling efter valget i 1973 og NATO's 25-års dag. Han er »blevet anmodet om« at skrive om blandt andet den danske venstrefløj, Chilejuntaen, Sakharov-høringen, oversætte en rapport om amerikanske selskabers ejerforhold, om korruption og attentater i USA og meget andet. Han har afleveret en liste over danske venstreorienterede journalister. Han har prøvet at søge ind i hjemmeværnet, og han har søgt nogle offentlige stillinger i Energiministeriet, som tolk i EF og forhørt sig om at blive kultur- og presseattaché i Paris. Han har rekvireret et skitseprojekt om broplaner mellem Ærø og Langeland. Af bestillingsarbejder har han fået rejsen til Armenien, så han kunne udgive bogen 'Gylden oktober'. Han har fået »til opgave« at lave pjecen 'Kolde krigere' og fik overdraget et manuskript til en pjece om Margaret Thatcher, som han rettede til og udgav under eget navn. Han »afleverede nogle oplysninger« til den nordkoreanske ambassade, som han opgav stammede fra en amerikansk journalist. Endelig »fik han til opgave« at lave appellen med underskrifter fra forfattere og billedkunstnere om atomvåbenfri zone i Norden. Og han har efterfølgende fortalt, at den sovjetiske ambassade havde betalt udgifterne. Rapporten er signeret af kriminalassistenten. Anklager Her ligger anklagerne mod forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen sort på hvidt så mange år efter. Alt er med - inklusive de forhold, der endte i erklæringen fra Ole Espersen, og som senere er drevet op gennem historien. Justitsministeriet har givet tilladelse til at se politirapporten. PET afslår til gengæld at give aktindsigt i aflytninger, skygninger og andet materiale på Arne Herløv Petersen, som kan vise, hvad anklagerne konkret byggede på. Rapporten er omfangsrig. Men det er i sagens natur også konklusioner set gennem en anklagemyndigheds briller - af en slags, som en forsvarer normalt får lov til at sætte spørgsmålstegn ved. Arne Herløvs advokat, landsretssagfører Jan Schultz-Lorentzen, fik aldrig sagens akter at se, så han kunne problematisere dem. I dag er han død. Men det er nemt at finde punkter, der savner uddybende forklaring. For eksempel havde Arne Herløv svingende indtægter og en skrøbelig økonomi op til anholdelsen. Men når han omprioriterede sit huslån i 1980, var det, siger han, fordi han opkøbte nabogrunden. Rapporten fremhæver med store bogstaver, at han var lovet evakuering til Sovjetunionen. Arne Herløv har tidligere sagt, at evakueringen var noget, han sagde i spøg til sin svigermor. Nu viser den gamle sagsmappe, at det netop var den samtale med svigermoren, anklagen byggede på. Måske ville den præcise ordlyd i en aflytning afsløre, om det var en henkastet spøg, eller om han helt alvorligt mente, at russerne ville komme og evakuere hele familien fra Langeland til Sovjet, hvis krigen brød ud. Som da han sagde til en bekendt, at 10.000 kroner var »politiske hemmeligheder« - hvad var sammenhængen? Rapporten siger på den ene side, at forholdet til russerne var umådelig hemmelighedsfuldt. På den anden side fremgår det, at Arne Herløv Petersen har fortalt gud og hver mand om det. Mange anklager bygger på, hvad han har sagt til venner og bekendte i telefonen - mens han helt åbenlyst har været klar over, at linjen blev aflyttet. Når de sovjetiske diplomater tog deres »konspirative« ture, parkerede ved Arne Herløvs hus og deltog i hans fester. Arne Herløv siger selv, at han diskuterede Chile, Sakharov-høringen og tidens andre politiske spørgsmål med ambassadefolkene, når de mødtes. Men hvad bygger anklagen om, at han blev »anmodet om« at skrive om de emner på? Skrev han blot om det, der optog ham? Lod han sig inspirere af snakkene, fordi han - hvad man så end kan mene om det i dag - var politisk enig? Eller tog han mod ordrer og bestillinger? Hans gratis rejse til Armenien var en journalistisk arbejdsrejse. Den mundede ud i en bog, der blev rost for sin kritik af Sovjetunionen, og hvor han takkede Stanislav Tjebotok fra den russiske ambassade i forordet for at arrangere turen. Hvad pjecerne om 'Kolde krigere' og Margaret Thatcher angår, siger Arne Herløv selv, at han blandt andet lånte en masse avisudklip af den sovjetiske ambassade, da han gik i gang med arbejdet. Desuden har han op til i dag gemt en engelsksproget informationsartikel fra ambassaden om Margaret Thatcher på fire sider, som han også lånte af ambassaden, og hvoraf - ses det i dag - han har genbrugt nogle direkte citater fra vestlige aviser som The Times og The Guardian. Ellers er der ikke sammenfald i opbygning eller form. Er det de artikler, der udløser anklagen om, at han 'fik til opgave' at lave pjecerne og fik overdraget et manuskript til Thatcher-pjecen, som han 'rettede til'. Eller havde PET dokumentation for mere? Han søgte faste job op gennem 1970'erne, men i rapporten mangler begrundelsen for, at det skulle være suspekt. Han søgte også ind i hjemmeværnet for, siger han, at se, om værnet sorterede ansøgere politisk. Han blev da heller ikke optaget med den begrundelse, at han boede i kollektiv - og da han anførte, at det måtte være verdens mindste kollektiv med to voksne og et barn, fik han at vide, at der også var 'andre grunde'. Hvad et forbud mod at ringe til ambassaden angår, rettede han sig åbenbart ikke efter det, siden han blev ved med at ringe dertil efter at have kendt ambassadefolkene i 6-7 år. Han sendte et åbent brevkort, når han vidste, at han lidt senere kom til København - men hvorfor ikke et lukket brev, hvis det var hemmelighedsfuldt? På den anden side er politifolk ikke skønskrivere. Måske ligger der i virkeligheden dybere sammenhænge og beviser bag. I så fald kom de beviser bare aldrig for retten. I retten Den første onsdag i november 1981, omkring klokken 18.30, sidder Arne Herløv Petersen i retten i Rudkøbing på Langeland. Han er iført bukser med svaj og en mørk sweater. Hans kone Inger er der også. De har siddet knap et døgn i varetægtsfængsel. Nu fortæller den lokale vicepolitimester, at diplomaten Vladimir Merkulov netop er blevet udvist af landet, og at det var på ordre fra Merkulov, at Arne Herløv samlede underskrifter og annoncerede mod atomvåbenfri zone i Norden. Som dækning, siger politiet, har han fået 7.000 kroner, ni flasker sprut og et stereoanlæg. Arne Herløvs kone forklarer, at de godt nok kender Vladimir Merkulov, hans kone og datter, men at han intet har at gøre med annoncerne. De har aldrig fået 7.000 kroner, men har søgt penge fra fonde. De har fået nogle af dem fra Munk Plum-fonden og spædede resten til, hvorefter de betalte annoncen i Information. Annoncen i Land og Folk skylder de stadig for, forklarer hun. Deres stereoanlæg er et gammelt B&O, men de fik en lille transistorradio af Vladimir Merkulov som gave, da han var med til deres bryllup. Han havde nogle flasker vodka med, som gæsterne drak til festen. To dage senere tropper Arne Herløv Petersen for sidste gang op i retten, hvor han gennemgår det materiale, politiet har taget under deres ransagning - blandt andet dagbøger, lommebøger, notater, underskrifterne om atomvåbenfri zone, visa til østlande, sovjetiske servietter, brevpapir, familiens to transistorradioer og stakkevis af russiske visitkort, primært fra hans reportagerejse til Armenien. På et af dem er der tilføjet teksten »KGB-agent« med skrivemaskine. Arne Herløv siger, at en af hans venner har skrevet det som en spøg. Hans forsvarer bemærker til tilhørernes morskab, at det ville være første gang, en agent har stående på sit visitkort, at han er agent. Dagen efter løslader politiet ham. Siden indkalder politiet ham ikke til afhøringer. Imens svulmer medierne af reportager om spionsagen, hvor de forskellige anklager efterhånden siver, og annoncerne bliver tolket som et tegn på, at KGB poster penge i arbejdet for en atomvåbenfri zone i Norden. En detalje stemmer dog ikke helt. Fra Munk Plum-fonden bekræfter Lise Munk Plum, at hun personligt - mens fondens bestyrelse var på sommerferie - har givet 1.500 kroner til annoncen i Information. Arne Herløv har betalt en regning på 3.827,75 kroner til avisen i august. Og annoncen i Land og Folk er ganske rigtigt ikke betalt endnu. Arne Herløv Petersen kunne selvfølgelig godt have fået 7.000 kroner alligevel. Men i den senere erklæring fra Ole Espersen viser anklagen sig at være ændret fra, at han har fået penge, til at han har fået »et tilsagn« om penge til annoncerne i sommeren 1981 - altså efter, at de to annoncer var bragt. Til udlandet Imens breder den danske spionsag sig til internationale medier. I Storbritannien skriver journalisten Robert Moss - før den danske presse aner noget om det - historien om Arne Herløvs to pjecer. Han henviser til sine »kilder i København« og bruger pjecerne om koldkrigere og Thatcher som eksempel på KGB's desinformation. Året før har han sammen med en kollega udgivet romanen 'The Spike' om den slags påvirkningsarbejde. Ironisk nok bliver Robert Moss selv beskyldt for at have arbejdet som påvirkningsagent for CIA og blandt andet at have gødet jorden for Pinochets kup mod den socialistiske præsident Allende i Chile. Men ellers er det især underskriftsindsamlingen om atomfri zone i Norden, der vækker interesse, fordi fredsbevægelserne vokser sig stærke i Europa. I marts 1982 - godt fire måneder efter anholdelsen - skriver den danske historiker David Gress en større freelanceartikel til den amerikanske avis Wall Street Journal om de europæiske fredbevægelser. Han fortæller om sin landsmand Arne Herløv Petersen, som »blev anklaget for at have hjulpet Sovjet med at sprede desinformation og i særdeleshed for at have indrykket, på Sovjets regning, helsidesannoncer i danske aviser, der ansporede til modstand mod NATO og støtte til 'fornuftige' sovjetiske fredsforslag«. David Gress skriver også, at annoncerne officielt var indrykket af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed - den ledende organisation i den danske fredsbevægelse. Arne Herløvs to annoncer - én i Information og én i Land og Folk - fyldte en brøkdel af en side. De nævnte hverken NATO, Sovjet eller Samarbejdskomiteen. I dag siger historikeren David Gress: »Hvis annoncerne ikke havde den størrelse, jeg skrev om, er det selvfølgelig beklageligt - jeg har måske ikke haft adgang til dem - men det var ligesom ikke det, det handlede om. Det handlede om, at vi var midt i en situation i årene omkring missildebatten og fodnotepolitikken, hvor Arne Herløv Petersen tog fjendens parti. Det mener jeg stadig, han gjorde«, siger David Gress. Han er for tiden er ved at lægge sidste hånd på sin andel af en undersøgelse af den kolde krig, som han laver sammen med professor Bent Jensen på en særlig bevilling fra regeringen og Dansk Folkeparti. Senere vandrer historien videre - som regel støttet af de konkrete anklager fra erklæringen - men svulmer også op. Reader's Digest, engelske Daily Mail og tyske Der Spiegel skriver, at Arne Herløv Petersen arrangerede den europæiske fredsmarch fra Oslo til Paris. En svensk forfatter skriver, at danskeren har arrangeret fredshøringer med sovjetiske professorer, mens den populære Reader's Digest-forfatter John Barron afslører i bogen 'KGB Today', at Arne Herløvs annoncekampagne skulle berøve NATO's nordlige flanke sit atomforsvar, at han arrangerede den europæiske fredsmarch, og at han var aktiv i Samarbejdskomiteen - »en kommunistisk filial af Verdensrådet«. KGB-afhopperen I 1985 tager sagen en ny drejning. Den sovjetiske KGB-officer Oleg Gordijevskij hopper af til Vesten. Det kommer frem, at han i mange år har virket som dobbeltagent. Fra 1972 til 1978 arbejdede han på den sovjetiske ambassade i København. Samtidig samarbejdede han med PET og senere, da han rykkede videre til London, med den britiske efterretningstjeneste MI6. I 1990 udgiver han sammen med den britiske historiker Christopher Andrew en moppedreng af en bog om KGB's operationer - hemmeligt arbejde, der ofte foregik under dække af at være ambassadearbejde og blandt andet handlede om at påvirke den offentlige mening. Han nævner Arne Herløv Petersen som eksempel på en side i bogen, der refererer, at Arne Herløv blev rekrutteret af Leonid Makarov, udgav læserbreve på forslag fra sine 'føringsofficerer' og udsendte de to pjecer - med KGB's ordlyd i en satirisk tone, der skulle være et svagt punkt for tjenesten. Anklagerne er ikke nye, og i Danmark er der en vis usikkerhed om, hvor meget Oleg Gordijevskij konkret kender til Arne Herløv. Da bogen udkommer i 1990, siger Oleg Gordijevskij i et interview med TV 2, at Arne Herløv Petersen af KGB blev anset for at være »en løst tilknyttet, lavtstående agent, der aldrig modtog penge fra KGB«. Halvandet år senere medvirker Oleg Gordijevskij i en eksklusiv artikelserie i Ekstra Bladet, som udpeger danske politikere, journalister og kulturpersonligheder som påvirkningsagenter - folk, der spiste frokoster og mødtes med sovjetiske diplomater, som i virkeligheden var fra KGB. I serien bliver Oleg Gordijevskij nu citeret for at sige, at »Arne Herløv Petersen var en meget, meget god KGB-agent« og »en agent af første klasse«. Oleg Gordijevskij bor i dag i England. Politiken fik hans e-mail-adresse af hans forlægger og spurgte, om han havde lyst til at give et interview. Han skrev tilbage, at avisinterview efter hans mening kun har det formål »at hvidvaske venstrefløjen for dens ukritiske forhold til Sovjetunionens tyranni«, og at det endda er sket med »den højrefløjs-sympatiserende Jyllands-Posten«. Politiken skrev tilbage, at et interview kunne give ham muligheden for at udrede sagen og for første gang forklare, hvad han faktisk ved om de to pjecer, og om det kan bevises, at de var KGB's værk. I artikler gennem årene er det blevet hævdet, at KGB udgav den samme ordlyd i andre lande, men hvor? Var han selv involveret, hørte han om pjecerne inden eller først efter, at Arne Herløv blev arresteret? Hvad vidste han om underskriftindsamlingen og annoncekampagnen? Og når han har udtalt sig noget forskelligt om Arne Herløvs rolle gennem årene - hvad er hans viden konkret baseret på? Oleg Gordijevskij svarede: »Nu ved jeg, at jeg gættede rigtigt. Dit forehavende er ikke at samle information, men at hvidvaske det forbryderiske sovjetiske systems håndlangere. Du ville ikke have et interview, men et forhør. Jeg hørte først en hel del om AHP i 1972 fra Leonid Makarov, som dengang var AHP's føringsofficer. Mellem 1974 og 1978 gik al håndtering af AHP gennem mig. Du vil have beviser. Er vi i en retssal? Skandinaviske aviser har en meget dårlig vane med at gå ud fra, at politi, advokater, undersøgere og forhørsledere fungerer skamløst, i de fleste tilfælde med det formål at hvidvaske ekstreme venstreorienterede kriminelle«, skriver Oleg Gordijevskij og slutter: »Skriv aldrig nogensinde til mig igen. Jeg hader kommunistiske medløbere«. Frem til nutiden dukker sagen op igen og igen - ikke mindst i de opgør, det borgerlige Danmark tager med venstrefløjen, og hvor professor Bent Jensen er blandt de skarpeste kritikere af blandt andre Arne Herløv. Han har gennem årene skrevet, at Arne Herløv modtog penge fra KGB, fedtede pæne og naive mennesker ind i »sin betalte agentvirksomhed« og blandt andet fik »en måneds betalt luksusophold i Armenien«. Bent Jensen var også den første, der kom med den teori, at den socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen droppede sagen mod Arne Herløv, fordi den atomvåbenfri zone, Arne Herløvs to annoncer skulle fremme, kort efter blev Socialdemokratiets officielle politik. »Det er rent spekulativt, for jeg har jo ikke adgang til Ole Espersens eller Kjeld Olesens tanker dengang. Det har bare slået mig, at det ville have stillet Socialdemokratiet i en umulig politisk situation, at de ville straffe en person for at have støttet et forslag, som de selv gik ind for«, siger Bent Jensen. Denne sommer udsendte Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) så sin store udredning om den kolde krig på 2.350 sider, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen bestilte i 2000, og som den nuværende regering udvidede i 2002. Tre af siderne omtaler Arne Herløv Petersen-sagen og henviser ud over avisartikler og Ole Espersens erklæring til tre papirer fra PET's arkiver. Op til undersøgelsen har PET frigivet omkring 300 udvalgte og screenede dokumenter til brug for forskerne. Dokumenterne indeholder tydeligvis PET's vurderinger af Arne Herløv-sagen. Teksten citerer nogle udsagn fra dokumenterne - for eksempel at »KGB's formål med forbindelsen til Arne Herløv Petersen synes at være nytten af hans villighed til gennem medierne at støtte de sovjetiske synspunkter«. Resten af udredningen gentager anklagerne om, at han fabrikerede læserbreve, pjecen mod Margaret Thatcher og de to annoncer på ordre fra KGB. Om Thatcher-pjecen lyder formuleringen nu, at PET angiveligt havde beviser for, at Vladimir Merkulov var »den egentlig drivkraft« bag Thatcher-pjecen og støttede den økonomisk. Der står også, at PET's efterforskning viste, at Vladimir Merkulov var ophavsmand til annoncerne og støttede dem økonomisk. Arne Herløv Petersen har klaget over, at han ikke er blevet kontaktet, så han kunne forholde sig til de anklager, der aldrig har været for retten - om ikke andet for at gøre opmærksom på, at han ikke var medlem af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, som DIIS skriver i den første sætning. Instituttet svarede ham: »Det har ikke været DIIS' opgave at tage stilling til juridiske spørgsmål i fremstillingen af begivenhedsforløbet«. Her er vi fremme ved sagens måske vigtigste pointe. For hvis der er noget, Arne Herløv og hans modstandere trods alt er enige om, er det, at justitsminister Ole Espersen ødelagde muligheden for at nå til en afgørelse i sagen. Fordi han hverken lod sagen gå for retten eller droppede den uden forbehold, blev det aldrig lagt frem, hvad Arne Herløv faktisk havde gjort, og om det overhovedet var ulovligt. Ministerens udlægning I dag sidder den tidligere justitsminister og juraprofessor Ole Espersen på et lille kontor på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i København. For nylig gik han på pension fra Københavns Universitet og bruger nu sin tid som jurist på centret. Så hvordan forklarer en ekspert i folkeret, at han sendte en erklæring ud, som på den ene side anså en mand for at være skyldig og på den anden side med tiltalefrafaldet reelt spændte ben for, at han kunne modbevise det? Efter dansk lov kan tiltalefrafald ikke appelleres. Det er et nådigt skridt, man oftest tager over for helt unge lovbrydere, der stjæler en knallert eller begår andre mindre forbrydelser - og vel at mærke selv erkender, at de er skyldige. Ole Espersen har for længst afgivet forklaring under vidneansvar over for den PET-kommission, der nu i over seks år har undersøgt efterretningstjenestens arbejde. Når han indvilger i at sige noget om Arne Herløv-sagen i dag, er det, fordi kommissionens arbejde trækker ud og stadig ikke ser ud til at ligge tæt ved en afslutning. Det var i efteråret 1981, at Ole Espersens administration orienterede ham om, at PET efterforskede Arne Herløv Petersen og vurderede, at forfatteren overtrådte straffelovens paragraf 108 - en bestemmelse, der meget bredt handler om at hjælpe et fremmed efterretningsvæsen til at virke i Danmark. I spionsager er det justitsministeren selv, der beslutter, om der skal føres en sag. Journalister har gennem årene antydet, at regeringens sikkerhedsudvalg holdt møder om, hvorvidt Arne Herløv overhovedet skulle anholdes. Det passer ikke, siger Ole Espersen nu. Anholdelsen var et skridt, politiet selv tog. Da Arne Herløv var arresteret, høstede udenrigsministeren Kjeld Olesen kritik for at sige, at der ikke var tvivl om beviserne - selv om han senere erklærede, at det kun var den udviste Vladimir Merkulovs skyld, han havde udtalt sig om. Så da Ole Espersen et halvt år senere udsendte sin erklæring, blev han beskyldt for at redde Kjeld Olesens skind. Han blev også beskyldt for at dække over PET's uduelighed. Senere er Bent Jensens teori om Socialdemokratiets holdning til et atomvåbenfrit Norden kommet til. Ole Espersen har under ed forklaret over for PET-kommissionen, at grunden til tiltalefrafaldet lå i efterforskningsmaterialet - de aflytninger og skygningsrapporter og andre materialer på Arne Herløv Petersen, han fik til gennemsyn. »De, der har stået for en efterforskning, kommer næsten per automatik til at se med alvor på sagen og opbygger et beredskab hos sig selv. Men nye øjne giver en anden synsvinkel. Derfor er politi og anklagemyndighed i de fleste lande - men ikke i Danmark - totalt adskilte. Sandheden er, at jeg kiggede på materialet og fandt, at Danmarks interesser ikke var skadet i en sådan grad, at man skulle rejse tiltale. Faktisk mente jeg ikke, de var skadet overhovedet«. Hvorfor så ikke bare lade sagen falde helt? »Der var jo to interesser. Den ene var, at jeg ikke ville have, at borgere skulle fængsles eller tiltales uden grund. Den anden var, at PET havde en interesse i at få slået fast, at det ikke var helt tåbeligt, hvad de gik og lavede. Det mener jeg bestemt heller ikke, det var, for Arne Herløv havde kontakter, der var naive og kastede mistanke på ham«. Men PET mente vel, de havde noget på ham? »Det havde de jo også. Men det var ikke noget, der kunne skade eller havde skadet danske interesser. Det skete i en tid, hvor man efter Helsinki-aftalerne opfordrede til informationsfrihed og kulturel udveksling. Så har man også lov til at møde russere. Man har også lov til - hvis man ikke bryder sig om hende - selv at skrive eller for den sags skyld oversætte andres grimme skriverier om Margaret Thatcher. Problemet er, at hvis du gør det igen og igen, kan nogen føle sig fristet til at bruge den gummiparagraf om at hjælpe efterretningstjenester«. Forstår du, at Arne Herløv har følt det som en dom? »Ja, det ville jeg nok også føle. Omvendt - hvis en dommer havde anlagt den strengeste fortolkning af paragraffen, kunne han måske have fået et par år. For hvem ved, når du har en meget vag bestemmelse og en ophidset stemning i et land«. Hvad med de oplysninger, han skal have givet om danske forhold? »Hvis de har snakket om, hvem der var venstreorienterede journalister, og hvordan det politiske landskab i øvrigt var, kan du måske finde en dommer, der vil mene, det var i strid med paragraf 108. Det vil jeg ikke. Det bringer ingen i fare. Selv hvis der var en liste med navne, er det vel, fordi Sovjet vil kontakte dem eller sende dem materiale, og journalister må kunne skelne den slags henvendelser. Hvis det var flygtninge i en sårbar situation, var det noget andet«. Hvad med lovningen om at blive evakueret til Sovjet? »At russerne skulle interessere sig for at evakuere Arne Herløv fra Langeland til Sortehavet, er jo helt gakgak. Men han kunne jo selv have troet på det. Var det sjov eller alvor? Efterretningstjenester plejer bestemt ikke at have nogen større humoristisk sans, men når man har den slags kontakter, skal man også være opmærksom på, hvilke indicier man efterlader«. Hvor går grænsen så? »Jeg har også engang mødtes med en russer med et kæmpe overskæg - et nydeligt menneske, hvad man sikkert kan konstatere i PET's fotoalbum - der kaldte sig kulturattaché. Man spørger jo ikke, om han er fra KGB. Det vigtige må være, hvad man opfordres til. Spørger de om militære, prekære, hemmelige ting? Er det noget, der bringer landets sikkerhed i fare? Paragraffen er så gummiagtig, at man i princippet kan argumentere for, at alt falder ind under den. Derfor valgte jeg at sige, at de her forhold i hvert fald ikke kunne skade landets interesser«. Grænsen? Siden har juridiske eksperter diskuteret, hvad paragraf 108 i virkeligheden dækker. Juristen Jørn Vestergaard har påpeget, at Folketinget faktisk tilbage i 1952 besluttede, at det ikke skulle være ulovligt at sprede propaganda med støtte fra fremmede magter. Kun kommunisterne var af en anden mening. De ville ramme de Marshall-penge og andre amerikanske tilskud, som USA-venlige organisationer fik i årene efter krigen. »Spørgsmålet om påvirkningsagenter var direkte oppe til drøftelse, og det blev klart slået fast i folketingsdebatten, at bestemmelsen ikke kan bruges, når det handler om folk, der har kontakt med fremmede magters hemmelige tjenester og bagefter går ud i den danske offentlighed med påvirkning og udbredelse af ideologi og synspunkter. Det falder uden for paragraf 108 - også selv om man får penge for det«, siger Jørn Vestergaard, der er docent i strafferet ved Københavns Universitet. Til gengæld kan det være ulovligt at give oplysninger til efterretningstjenester. Hvornår man hjælper et fremmed efterretningsvæsen på den måde, er til gengæld en gråzone. I 1992 fik en embedsmand ved Gladsaxes folkeregister 8 måneders fængsel, fordi han udleverede informationer om, hvordan CPR-systemet fungerede, hvordan man udstedte personlige dokumenter og meget andet. Intet af det var hemmeligt, men hans oplysninger kunne gøre det lettere at fabrikere falske dokumenter. Han gav det systematisk til en KGB-agent. »Der går en usynlig grænse mellem meningsudveksling og diskussion og så oplysninger, der rent faktisk er en bistand til det fremmede efterretningsvæsen. Et eller andet sted kommer man på den forkerte side af grænsen«, siger Jørn Vestergaard. Arne Herløv siger, at han har diskuteret politik, haft overblik over det politiske landskab og også har sagt sin subjektive mening om masser af menneskers politiske holdninger - sikkert også venstreorienterede journalister. Men at han ikke har fabrikeret systematiske lister over dem og »givet oplysninger« - blandt andet fordi han ikke var medlem af partier eller bevægelser, der kunne give ham mere end andenhåndskendskab. Det samme gælder en anklage, der blev regnet for at være alvorlig - at han skulle have misinformeret den nordkoreanske ambassade. Arne Herløv siger selv, at han under en frokost i København diskuterede Korea-politik med Vladimir Merkulov, som nævnte, at Kina og Sydkorea drøftede samhandel. Vladimir Merkulov sagde, at hvis Arne Herløv diskuterede det med ambassadefolk fra Nordkorea, måtte han hellere sige, at han havde hørt det fra en amerikansk journalist. Nordkorea holdt sig neutral i balladen mellem Kina og Sovjet. At arvefjenden Sydkorea samarbejdede med Kina, kunne måske drive Nordkorea tættere mod Sovjet. Arne Herløv talte ofte politik med nordkoreanerne, men benægtede, at han skulle have overbragt dokumenter, som der står i erklæringen fra Ole Espersen. Da sagen mod Arne Herløv rullede i pressen, talte formanden for den nordkoreanske venskabsforening, Christen Amby, med nordkoreanerne om sagen. »Deres synspunkt var, at de snakkede med så mange, og de havde vænnet sig til at få mange udlægninger og opfattelser af forskellige ting. De troede ikke på, at de var blevet misinformerede«, siger Christen Amby, der i dag er rådgivende skatterevisor og folketingskandidat for SF. »Men jeg siger ikke, at de ikke er blevet det. Jeg siger bare, hvad de har sagt. Under alle omstændigheder fortsatte Arne med at oversætte for dem bagefter, og det havde han vel næppe fået lov til, hvis de ligefrem havde følt sig ført bag lyset«. I Norge kan et tiltalefrafald appelleres. I Danmark kunne Arne Herløv ikke få prøvet sin skyld i den slags anklager. Han kunne højst anlægge en erstatningssag. Da et stormvejr rejste sig mod Ole Espersen i pressen, tilbød han at give Arne Herløv fri proces til en erstatningssag. Arne Herløvs nu afdøde forsvarer, Jan Schultz-Lorentzen, svarede i en Kronik i Politiken, at en erstatningssag var uinteressant, fordi den ikke kunne handle om, hvorvidt Arne Herløv var skyldig eller ej - kun om han havde opført sig mistænkeligt nok til, at politiet måtte efterforske hans sag. Det havde han formentlig. I erklæringen fra Ole Espersen stod jo, at »en forbindelse af denne art helt naturligt måtte påkalde sig dansk politimæssig interesse«. »Nu har vi gået rundt et kvart århundrede, og folk kan huske, at Arne Herløv Petersen på en måde blev fundet skyldig«, siger juristen Jørn Vestergaard, »for han kom godt nok ikke i fængsel, men skyldig var han da vist. Vi er nogle jurister, der har peget på, at det er utilfredsstillende, at en person, der får tiltalefrafald, ikke kan sige: Jeg mener, at jeg er uskyldig. For hvad der end lå til grund for sagen, har Arne Herløv Petersen aldrig haft mulighed for at rense sig«. Moralen? Selv Arne Herløv Petersens hårdeste kritikere som for eksempel professor Bent Jensen siger i dag, at den danske forfatter ikke fik en fair behandling med det mærkelige tiltalefrafald. Måske ville klarere beviser eller sagens springende punkter være kommet frem i en retssag. Så ville Arne Herløv Petersen have fået rene linjer - og skulle måske ikke have levet med stemplet 'Spionen fra Langeland'. Men selv om han muligvis ikke overtrådte loven, er de sovjetdiplomater, han mødtes med, senere identificeret med høj sikkerhed som KGB-folk. Og Sovjetunionen var et totalitært regime. Hvad med den moralske side af sagen? »Jeg har aldrig forherliget alt, hvad Sovjet lavede, sådan som kommunister gjorde«, siger Arne Herløv Petersen i dag, »men man må også tage tiden i betragtning. Meget, troede vi, var propaganda. Det var naivt, men det var opfattelsen. De 40.000 polske officerer, der blev dræbt i 1940 under Katyn-massakren, troede jeg, blev dræbt af nazister. Det var i virkeligheden af kommunister. Jeg troede heller ikke, at Gulag var, som det har vist sig«. Hvordan har du det med det i dag? »Jeg er da ked af, at jeg ikke troede på det. Men meget af det, østblokken sendte ud om amerikanernes forbrydelser i Vietnam og Cambodja, og som højrefløjen troede var propaganda, var jo også sandt. Tre millioner døde i Vietnam. Men det undskylder ikke det andet, det ved jeg godt«. Vidste du ikke, at du selv legede med ilden? »Næ, det vidste jeg ikke. Aflytning var almindelig kendt, man tog det ikke tungt«. Heller ikke med de forbindelser, du havde? »Stanislav Tjebotok glemte engang sin lommebog hjemme hos mig i en brandert. Da jeg bladrede i den, så jeg navne på masser af politikere og journalister, som han mødtes med. Der var bare aldrig nogen, der var anklaget for noget i den forbindelse. Når nogen blev knaldet for spionage, var det spionage«. Og du vidste ikke, diplomaterne var fra KGB? »Nej«. Burde du så ikke have regnet det ud? »Nej, for jeg mener virkelig, de opførte sig som diplomatiske repræsentanter eller kulturattacheer. De gjorde alt, hvad de overhovedet kunne for at formidle et godt indtryk af deres land og knyttede formelle og uformelle kontakter. De propaganderede da tykt for Sovjetunionen, det vidste jeg. Men jeg er altså ikke nogen marionet, og desuden havde jeg ingen hemmeligheder at give dem«. Var du naiv og lod dig køre af dem, uden du vidste det? Arne Herløv rynker panden. »Min kone siger en gang imellem, om det ikke er mærkeligt, jeg ikke har hørt fra dem siden. Og jo, det er det måske også. Så måske. Jeg udelukker det ikke. Men så må de virkelig have været gode agenter for at kunne holde masken, så meget som vi drak. Medmindre KGB, som jeg har læst et eller andet sted, havde nogle piller, så de ikke blev så fulde«. Gav de dig så ikke ideer til de ting, du gjorde? »Jeg talte med tusinder af mennesker dengang. Jeg kan ikke svare på det. Men jeg har ikke gjort noget, jeg ikke ellers ville have gjort. Man kan kritisere det, jeg skrev og mente dengang. Men jeg skrev det selv. Det er forbløffende, at folk ikke tror det, når jeg har skrevet 40 bøger«. Der ligger trods alt også mange anklager mod dig, der siger noget andet? »Hvis du tager alt, hvad der er blevet sagt gennem ti år - også i sjov og som fuldemandssnak og drilleri og sarkasme - og plukker citater ud, kan du få alle til at ligne tyve og mordere. Men det holder kun, indtil du går ned i de konkrete ordvekslinger og begivenheder og tager hele billedet med. Det er derfor, at jeg gerne vil have lov at se alt materialet nu. Så kunne jeg i det mindste forsvare mig mod alt det, der bare bliver gentaget og gentaget. For det er anklagemyndighedens fortolkning af beviserne. Ikke beviserne«. Spørgsmål er så, om de gamle beviser overhovedet findes. Eller om de er makuleret, så kun politirapporter og efterretningstjenestens vurderinger står tilbage. Arne Herløv Petersen har også selv søgt aktindsigt hos PET i sin gamle straffesag - både som privatperson og som cand.phil. i historie. PET afslår af hensyn til »statens sikkerhed, rigets forsvar og udenrigspolitiske interesser«. Men skriver, at enkelte forskere kan få adgang til materiale om hans sag ud fra en konkret vurdering. Og det vil de formentlig få i de kommende undersøgelser af den kolde krig. Professor Bent Jensen oplyser, at han ikke har søgt adgang til Arne Herløv-sagen til sin koldkrigsundersøgelse. Men han siger, at det vil være oplagt at gøre det. Han har allerede de fornødne sikkerhedsgodkendelser. Han siger også, at han forstår, at Arne Herløv ikke synes, det virker betryggende, at han ikke selv må se de dokumenter om sin egen sag, som forskerne nu og i de kommende år måske får lov at endevende. Måske gemmer PET's arkiver stadig gamle aflytninger og skygninger og andre materialer, der beviser eller modbeviser de påstande, der aldrig blev prøvet i en retssag. Gennem årene har Arne Herløv Petersen oversat og selv skrevet science fiction-noveller om tidsrejser. Og måske ville det faktisk kræve en tidsmaskine at finde ind til hele sandheden om danmarkshistoriens mest besynderlige spionsag. Den daværende chef for Politiets Efterretningstjeneste hed Ole Stig Andersen. Han har vidnet over for PET-kommissionen om Arne Herløv-sagen og de politiske beslutninger omkring tiltalefrafaldet. Han siger til Politiken, at han er usikker på, hvor langt hans tavshedspligt går, og mener desuden, det ville være forkert at udtale sig, når PET-kommissionen arbejder.

Svendborgs daværende politimester, Axel Sørensen, har heller ikke lyst til at kommentere sagen. Han havde ansvaret for det almindelige politimæssige arbejde, men husker ikke længere sagen i detaljer og henviser blot til, at tiltalen blev frafaldet.

Chefudreder Svend Aage Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier arbejder for tiden i udlandet og ønsker ikke at udtale sig om koldkrigsudredningens behandling af Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersens daværende kone, Inger Gorm Knudsen, som blev anholdt sammen med ham, fik efterfølgende erstatning fra staten for uberettiget anholdelse. Hun fastholder i dag sin forklaring om annoncekampagnen og forholdet til Vladimir Merkulov.