»Den største fare er de her fundamentalistiske kulturbærere, som er ude på at kanonisere en dansk enhedskultur af fortidsminder og guldmalerier. En intellektuel elite, som vil missionere sin egen dannelseskultur over for resten af befolkningen, mens de fnyser af folk, der drømmer sig væk i Romanbladet. De forstår ikke, at resten af samfundet er fyldt med folk, som har helt andre fremtider, helt andre værdier og et andet kulturforbrug. At en erhvervsmand og en landmand og en enlig mor og en etnisk dansker lever i meget forskellige subkulturer. De intellektuelle kan få lov at læse deres litteratur og gå på Statens Museum for Kunst, men så lad os andre gå til fodbold eller se 'Krøniken'«. »Det er jo højrekræfterne, men fandeme også venstrekræfterne. SF's kernevælgere, som sidder med rav om halsen og striktrøjer og med nogle rigide engangsprogrammerede forestillinger om, hvad man skal formidle til ungdommen. De burde jo begynde at interessere sig for PlayStation og internet og tage udgangspunkt i, hvilke billeder de unge nu er omgivet af. Give børnene nogle redskaber, som de kan begå sig i samfundet med, og så i øvrigt overlade til dem selv at følge deres egne fascinationer. PlayStation er sgu er lige så interessant som at sidde og se en fransk film, hvor to mænd sidder og snakker ved et spisebord i tre timer. I virkeligheden skal man markedsorientere kulturen. Det betyder bare, at kunden er konge. Så hvis du er enlig mor og drømmer om prinsen på den hvide hest og pludselig lykke med skrabelodder og vil have hygge og Østersøruten og cykelferie på Bornholm, så er det lige så godt, som hvis du tager en weekend ned til Paris og går i operaen«. Vil der så findes nogen fælles dansk kultur i år 2040?

»Det bliver mere en genre blandt mange andre. Til jul tilhører vi alle sammen lyserødt segment. Så tror vi på fællesskabet og Danmark og Gud. Men det er noget, vi tager på os som en oplevelsesform. Der er så nogle enlige mødre, som vil være etniske, og finder sig en latinoelsker og går til lambada. Vi vil få et bredt udvalg af roller og genrer, man kan tage af og på og lege med, og det danske vil være en af dem. Irske pubber bliver jo allerede fabrikeret på en fabrik syd for München og kan sættes op i løbet af en dag. Så har de nogle røgmaskiner, som kan give det patina, og sgu også et vikarbureau med originale irske folkemusikere og bartendere«. Så vi vil kun være danske nogen gange?

»Når vi opfører os dansk, befinder vi os i et udtrykssystem, som er kunstigt produceret, og som vi kan tage af og på. Det er ikke noget, der er oppe i røven på en som en udødelig sjæl. Kultur plejer at sætte sig igennem bag om ryggen på os. Derfor har vi ikke genkendt det som noget kunstigt, men vi vil i højere grad indse, at vores adfærd og værdier er noget produceret, som vi kan lege med«. Hvad kan Danmark bidrage med i det store udbud?

»Den kritiske bevidsthed. Oplysning, demystificering, frigørelse, det glade vanvid. Men vi står jo for den glade udtryksleg, for tolerancen og forståelsen. Hvis indvandrerne ikke kan synge 'Jeg ved en lærkerede', kan de godt skride ad helvede til. Man kunne jo også sige: Hvad med at lære noget tyrkisk? Hvad med om din kone købte sig et mavedansersæt? En typisk måde at illustrere en avisartikel om andre kulturer på er et billede af en tyrkisk mand med stort overskæg, og bag ham går en kone med fem plastikposer og et sjal over hovedet. Hvis man anlagde samme blik på danskere, kunne man tage de første 100 billeder af direktører i jakkesæt med blåt slips og stribet skjorte, og bagved går konen med hans dankort i lommen og lyseblå buksedragt. Lige meget hvad du retter det blik imod, vil det fremstå besynderligt. Vores kulturelle programmering er lige så blind og lige så stereotyp som deres«. Er vi på vej til at få en kulturel ældrebyrde?

»At vi bliver ældre, er jo også en genre. Når man bliver gammel, ryger man ned i det lyserøde segment og sidder og er bange for det ukendte og for teknologien og søger hygge og tradition. Men nu om dage forlænger folk jo deres pubertet, indtil de er 40, så jeg kunne godt forestille mig, at nosserne til sidst ikke er faldet ned i pungen på dig, selv om du er 85. Desværre er man i Danmark ikke kun isoleret i sin subkultur, men også i sin årgang. I andre kulturer kan man jo gå ind på en café og se fire generationer drikke og grine sammen. Det savner jeg meget i Danmark«.