Min kone og jeg har lige haft tiårsdag. Jeg ved godt, det er lidt pjattet at fejre, men det var altså den dag, hvor vi blev kærester, og det er vel immervæk vigtigt. For os i hvert fald. Det fornemmede ungerne også, og fra morgenstunden mærker vi et vist forbehold fra især Christian. »Var det så ti år siden, I kørte i hestevogn?«. Christian hentyder til vores bryllupsfoto, hvor vi står foran en hestevogn i anlægget ved Kastellet. Da vi tidligere har haft store jalousiscener: 'jeg-vil-osse-køre-i-hestevogn-hvorfor-må-jeg-ikke-køre-i-hestevogn?', skynder jeg mig at forklare, at det var længe før hestevognen, som kørte os fra kirken, og at det jo altså derfor var længe før, vi havde overvejet endsige tænkt på Christian S. »Det ved jeg godt, det har du jo fortalt mig. Men var det dengang, kapløbet begyndte?«. »???«. »Jo, du ved, dengang da haletudserne svømmede op og prøvede at blive den første. Og så var det Johanna, der kom først, og så kom jeg lige bagefter!«. Jeg forklarer, at haletudserne endnu ikke var begyndt at sætte slutspurten ind. Og at det var to forskellige hold af haletudser, der blev til ham og Johanna. Men Christian går ind for sammenhold med stort S, ligesom i Christian S, så han fremturer: »Det var da godt, Johanna kom først, for så var mælken klar til mig«. Nu nænner jeg ikke at sige, at heller ikke mælken er et fælles anliggende. Han elsker, når vi er en familie, elsker, når vi er i flok. Som hvis vi skal ud at køre. Eller skal bo i sommerhus i Lalandia. Eller hvis vi skal på toilettet. Sidder Johanna på wc, mens Kirsten børster tænder, og jeg renser kontaktlinser, så smutter han lige ud til håndvasken. Ikke fordi han skal vaske fingre, for magen til tidsspilde skal man nok lede længe efter. Bare for at være med. Hver morgen får han havregrød, og han skal have fire smørklatter. Fordi han er fire år, selvfølgelig. Men også smørklatterne er blevet indlemmet i hans familiedrama. Den store er far, den næststørste mor. Den lange er Johanna. Og så er der, jubii, Christian. Det smukke ved hans familiefornemmelse er, at den også rummer, at han gør noget for os. Som man siger i USA: Tænk ikke kun på, hvad dit land kan gøre for dig. Tænk på, hvad du kan gøre for dit land. Den anden dag lå jeg syg. Hostede og rystede og havde ondt af mig selv. Jeg lå og overvejede, hvilke ord der ville være passende at sige til min familie som en sidste hilsen, når timeglasset rinder ud. I det samme kommer Christian S ind. Står bekymret for fodenden og betragter det ynkelige syn: »Du skal have næsedråber, far«. Konstaterer han og går over til min kones natbord. Tager dråberne. Går rundt om sengen og stiller dem på bordet i min side. »Sådan, far. Nu kan du nå«. Jeg skal jo ikke sige, om det var den oplevelse, der gjorde, at jeg nægtede at fortsætte ned ad tunnelen med det skarpe hvide lys for enden. Men jeg blev så glad, så glad. Over at mærke Christians omsorg. Over at mærke, at han er familiens største flokdyr. Næst efter mig. Johanna, hun er sådan lidt mere på vej ud af klappen. Efter at være startet i børnehaveklassen kan hun bare ikke vente, til hun bliver 12 år. »Der er så mange film, man kan se, når man er 12 år«, siger hun, og det er jo rigtigt nok. Og så er der kun fire år, til man kan flytte hjemmefra og få den hund, som man ikke må få for sin far. Engang var der slet ikke tænkt på dem. Engang vil de ikke længere tænke ret meget på os. Strengt. per.munch@pol.dk