Til Bikstok Røgsystems pladereception i Stengade 30 stod der pludselig en lille mulatpige på scenen med en mikrofon i den ene hånd og en flaske champagne i den anden. På den lange T-shirt-kjole stod der 'Can't Stop Pusherstreet'. Pigen hedder Natasja Saad og var stemmen på Bikstok-hittet 'Cigar', der proklamerede, at der var en »spanish town midt i København«, og at Islands Brygge var hendes havn. Nu udgiver Natasja Saad eller Little L eller Tasja endelig sit debutalbum - under navnet Natasja. Og hun har været længe undervejs. Den første reggaesang 'Under My Mummy' skrev hun som 12-årig, og den handlede om, at hun var træt af at skulle være hjemme klokken 22 om aftenen. Derefter stod den på 10 års undergrundsoptrædener sammen med veninden og kollegaen Karen Mukupa i pigebandet No Name Requested. Bandet No Name er historien om at være lige ved og næsten så mange gange, at Natasja ikke har tal på det. Så spørgsmålet er, hvorfor Natasja Saad efter næsten to årtier i den københavnske musikundergrund først udgiver sin debutplade nu? »Det lyder sådan rigtig tosse-skæbne-agtigt, men jeg tror, alting kommer til sin rette tid. Mig og Karen mistede lidt modet, fordi vi selv havde gjort så meget for at blive opdaget og udgivet. Vi rejste til New York og Jamaica og London og lavede demoer og blev ved med at opsøge pladeselskaber. Men vi var nok bare ikke kloge og gamle nok til at komme med den helt færdige pakke og præsentere det rigtigt«, mener Natasja Saad, der i dag er 30 år. No Name-pigerne stoppede med at lave musik sammen, Karen Mukupa lavede soloplader, og Natasja forfulgte sin anden store passion: heste. »Jeg ville have en uddannelse og stå op om morgenen og lave noget fornuftigt. Så jeg uddannede mig til galopjockey ude i Klampenborg«. Der skulle et alvorligt styrt, et lidt for nært bekendtskab med hospitalsvæsnet, en ny hofte og en fyring for at have sovet over sig til, før Natasja igen valgte at koncentrere sig om at lave reggaemusik. I mellemtiden havde dancehall-stjerner som Sean Paul og Beenie Man ført den tidligere så lille undergrundsmusikscene til MTV-videoer og hitlisteplaceringer. Selv Danmark hoppede med på modebølgen, og Bikstok Røgsystem solgte med deres dansksprogede dancehall tusinder af album. »Da jeg kom ud af hesteosteklokken og blev glad for musik igen, var min musikstil blowed up, og der var plads til dancehall. Nu skal alle de store rappere lige en tur til Jamaica og ryge en fed med nogle reggaefyre og lave et remix. Det er hot at have noget Island-flavor med på sin plade«, griner Natasja. Og netop reggaens hjemø Jamaica står da også den halvt dansk, halvt sudanske rapperpiges musikhjerte nært. »Jamaica er sådan en lille skaldet ø, fuld af arbejdsløse, kriminelle analfabeter, hvor der bliver skudt 34 mennesker om ugen. Og alligevel kan de lave en sang, hvor de faktisk synger lidt falsk i omkvædet, men med så meget sjæl og varme og rytme i, at de bestemmer musikmoden og bliver spillet på Hot 97 (den hotteste radiostation i NY, red.). I øjeblikket bliver der spillet dancehall mere end halvdelen af aftenen på de hotte natklubber i USA - der er bare blevet åbnet en eller anden dør«. Knivstikkeri i Kingston Natasja har flere gange, og ofte i mange måneder ad gangen, været på Jamaica og networke og lave musik med de lokale musikere. Hun har f.eks. jammet med UB40 og Ninjaman. Men selv om Jamaica ofte forbindes med Bob Marley, sunshine reggae og livsglæde, er øens beboere også benhårde og fattige på en måde, vi slet ikke kender til i Danmark. »Første gang jeg var til Sunsplash (kæmpe reggaefestival på Jamaica, red.), skulle jeg ned på busholdepladsen i Kingston med nogle jamaicanske venner. Så var der en junkie, der stjal min guldkæde. En af mine åndssvage venner jagtede ham rundt på pladsen med en kniv, selv om jeg sagde, det var lige meget. Så kom tyven tilbage og stod lige foran mig, og ham min ven havde fat i kraven på ham. Tyvens venner fik givet ham en kniv, så han stak min ven i brystet, så blodet flød ud, og jeg tissede i bukserne af skræk. Så skubbede buschaufføren mig ind i bussen og kørte mig væk derfra«, fortæller hun om den eneste gang, hun har været rigtig bange på Jamaica. »Men jeg har været heldig, der er altid et eller andet, Jah guide ('Jah' betyder Gud på patois, red.), der passer på mig. Jeg har kun mødt fede musikere og producere. Man hører hele tiden i radioen, at de finder lig over det hele og busrøverier og baghold, men jeg har heldigvis ikke oplevet noget rigtig farligt«, siger Natasja og banker forsigtigt 7-9-13 i bordet. Bøssehad på dansegulvet Sideløbende med den nye, hårdere reggae, dancehall'ens, indtog på de vestlige dansegulve, har der været en voksende debat omkring de jamaicanske musikeres overordentlig homofobiske og direkte bøssehadende tekster. »Der bliver jeg sgu lidt trist. Da jeg var helt ung, kørte jeg selv med på det og havde en sang om, at lesbiske var ulækre, og at de skulle ikke lægge op til mig. Men så bliver man jo klogere og mere voksen. Men da jeg var på Jamaica i sommer, var jeg chokeret over at høre, at hver anden sang nu handler om død over bøsser og lesbiske. Det er for meget! Og så står alle sammen og skal stikke hånden op, når nogen synger 'Bon battyboy' og 'Kill them dead', for ellers betyder det, at de selv er bøsser. Det er SÅ barnligt! Jeg tænkte, ej, er de ikke kommet videre, mand! Det er, som om det er gået tilbage for dem. Det kan da kun skabe flere og flere skabsbøsser og mere og mere vrede. Men det er jo et lille indspist samfund. De er så ulandsagtige og fucking fattige, og to tredjedele af befolkningen er analfabeter«. Hvor reggaens fædre som Bob Marley og Peter Tosh lavede kærlighedssange og sang om smukke kvinder og 'one love', er der mange dancehall-stjerner - mænd som kvinder - der laver direkte pornografiske tekster. »Der bliver talt rigtig nedgørende om kvinder. Jeg skiller mig ud fra de andre dancehall-kvinder. I deres tekster handler det hele om fisse, og om hvor lækre de er, og 'uh, jeg kan knalde dig, til du falder om'. Men det er, fordi de kommer fra en mandsdomineret verden på Jamaica. De kvindelige musikere sidder i mændenes studier og har tit knaldet sig til at hænge ud med de der fyre. Sådan er det desværre. Pigerne er mere eller mindre til salg alle sammen. Enten for et telefonkort og noget aftensmad eller for penge eller en pladekontrakt. De har den indstilling fra starten. F.eks. er Lady Saw (stor kvindelig dancehall-stjerne, red.) kommet langt med sexsnak, fordi hun er den, der snakker klammest. Jeg håber, at jeg en dag bliver udgivet på Jamaica og kan pille lidt ved de her emner og sige nogle ting. Men selvfølgelig skal jeg ikke tage ned på Jamaica og sige 'jeg synes eddermame, I er dumme', for så saver jeg min egen gren over«. Jokeren på jamaicansk Trods sit lidt skizofrene had-kærligheds-forhold til Jamaica rapper, synger og toaster (reggaens svar på rap, red.) Natasja sine tekster på det jamaicanske engelsk, patois. »Jeg ved, det lidt er en forhindring, at jeg rapper på patois og ikke på dansk. Og en dag skriver jeg et album på dansk. Men det er virkelig svært. Igennem årene har der været MC Einar, Jokeren og Clemens, som jeg synes må rappe på dansk. Resten lyder bare ad helvede til. Man skal virkelig være i den klasse, hvor man kan lege med ordene, før man kan rappe på dansk. Der er stor klasseforskel på f.eks. Jokeren og alle de danske rappere, der vitterlig bare skal lukke røven. Men dancehall er et andet flow, så der er jeg heldig. Og Bikstok har jo gjort det virkelig godt«. Ville en jamaicaner så forstå teksterne på dit album, ligesom jeg forstår Jokerens album? »Ja, det ville han. Jeg var på Jamaica i august og havde ikke været der i 10 år, så jeg var meget nervøs for, om de kunne forstå min accent. Men jeg blev godtaget og fik faktisk at vide af mange dernede, at jeg lyder fuldstændig jamaicansk. Det er en meget positiv ting for mig. For det ville lyde dumt, hvis jeg sang mit reggae på skoleengelsk«. Hvor har du lært patois? »Jeg har lært det på Barbue (griner) og i øvelokaler og på turneer og meget sammen med Skyjuice Soundsystem og fra plader. Og på mine rejser. Og ved at snakke med folk og skrive sange og være på Jamaica. Og så har jeg et godt sprogøre. Jeg synes, Bob Marley var fantastisk, fordi han gjorde patois mere tilgængeligt for alle. Og brugte sit patois på en enormt charmerende måde, uden at det blev uforståeligt overhovedet«.