'Husk at du er dødelig' lød inskriptionen på en sejrrig romersk feltherres forgyldte stridsvogn under triumftoget ind i Rom. Gajus Julius oplevede det selv, før han blev Cæsar. Og hvornår var det nu, dét var? Lille ukuelig by Nåh jo, det ved ethvert barn da: »Vi skriver Anno L (år 50) før Kristus«. »Hele Gallien er ikke mere delt udi trende parter, som Cæsar sæl' beretter i sine erindringer fra krigen, thi selvherskeren har underlagt sig landet ...«. »Er da alle de gæve gallere blevet Imperiets lydige slaver?«. »Næh, højt mod nord, helt oppe ved kanalen, der hvor selv de romerske ørne vender, ligger der én eneste lille ukuelig by bag en mur af legionærer ...«. Hele den smøre og mere til indleder jo de første Asterix-album. Det ved mange voksne nu også, for album nr. 1 udkom i 1961, da vore dages bedsteforældre kun var nået til latin for begyndere: 'Italia terra est'. Nr. 33 i otte millioner eksemplarer Hverken tegneren Albert Uderzo, dengang 34 år og andengenerations-indvandrer fra netop Italien, eller den et år ældre tekstforfatter René Goscinny anede, at den tegneserie, de to år tidligere havde offentliggjort de første sider af i seriebladet Pilote, skulle ende som et triumftog langt ud over Romerrigets grænser. Men fredag udkommer Asterix-album nummer 33 i et samlet oplag på 8 millioner eksemplarer med deloplag tekstet på de fleste eksisterende europæiske sprog og med distribution i 27 lande, der rækker fra Godthåb i nord til Gibraltar i syd, fra Galway på Irlands vestkyst og til Ganges-deltaets engelsktalende publikum i øst. Næsten lige så langt, som tegneseriens rejselystne gallere er nået ud i verden et lille halvt århundrede og talløse helstegte vildsvin senere. Det bli'r i familien Så Uderzo, der fyldte 78 i april, kunne måske have brug for samme huskeseddel som de romerske triumfatorer, da han trådte ind i den store, reolbeklædte bogsal i Bibliotheque Solvay i Bruxelles en sensommerformiddag for nylig - og modtog de stående ovationer fra de 200-300 journalister og fotografer, der var trommet sammen med anledning i en mangedobbelt belgisk hyldest af mesteren: Gallere malet på det tidligere nationale luftfartsselskabs fly såvel som afbildet på frimærkerne og på en officiel Asterix-medalje; statuen Manneken Pis klædt på som Obelix og Bruxelles' berømte Grand Place omskabt til gallerlandsby, uddeling af trylledrik til alle og åbning af en ny udstilling om verden set i gallerens spejlkabinet, 'Le Monde Miroir d'Asterix'. Profeter er aldrig fra hjemlandet Men hvorfor belgisk - når nu Uderzo er fransk? »Hergé og Franquin, ophavsmændene til Tintin og Splint & Co., er også mere populære i Frankrig end i Belgien - man bliver ikke profet i sit fædreland«, konstaterer tegneren med et skuldertræk. Men placeringen af pressemødet i Bruxelles - tre velberegnede uger før udgivelsen af det ny album - begrundes også med, at det tilfældigvis »var her, jeg første gang blev sat i forbindelse med René Goscinny«. Den idérige tekstforfatter, et år ældre end Uderzo, stod også i tidens løb bag serier som Lucky Luke og Iznogood, men døde allerede i 1977, efter Asterix-album nr. 24. De efterfølgende har været Uderzos helt private værk, og hele serien udgives i dag af familiefirmaet Albert René, hvoraf Albert Uderzo ejer 80 procent og Renés datter Anne Goscinny de sidste 20 procent. Hun er også med til pressemødet, der ligesom forlagets daglige drift styres med fast hånd af tegnerens datter Sylvie og hendes mand. Firmaets årsomsætning anslås til knap 70 millioner kroner. Den farveblinde tegner »Jeg skriver stadig selv historien, udvikler selv skitserne frem til rentegningen og tegner forsiden og sågar titelteksten selv«, forklarer den velholdte herre ikke uden stolthed. »Tuscharbejdet står en anden for, og ligeledes farvelægningen. Tidligere klarede jeg jo også dét selv, men det havde nu sine vanskeligheder. Jeg er faktisk farveblind, og engang havde jeg i en færdig stribe glemt at farvelægge en hest af den slags, vi kalder en fuks, så den var bare hvid. Fejlen blev opdaget i tide, og jeg rettede den - så nu blev hesten grøn!«. Som farveblind maler man vel ikke oliemalerier i fritiden, sådan som Deres kolleger Hergé og Carl Barks begge gjorde det? »Overhovedet ikke! Nej, heller ikke croquistegning for træningens skyld! Næ, jeg har levet af at tegne, siden jeg var 18, og jeg arbejder altså stadig løbende på Asterix«. »Jeg har jo tegnet som en gal i 60-70 år, det må være nok!«, udbryder Uderzo, da jeg efter det store pressemøde som en af de få opnår ti minutter alene med ham - hvilket er en gevaldig cadeau til Egmont Serieforlaget og det danske marked snarere end til Politiken. Asterix og vikingerne Ved pressemødet har Uderzo bl.a. ytret et vist forbehold over for planen om endnu en realspillefilm om Asterix, med Gérard Depardieu som Obelix osv. Derimod har han store forventninger til den tredje tegnefilm i spillefilmlængde, som det danske A.Film for tiden er med til at lægge sidste hånd på: »Ja, jeg har set 40 minutter færdig film, og jeg er særdeles tilfreds. Lydsporet, der jo danner grundlag og lægger tempo for animationsarbejdet i en tegnefilm, er indspillet med amerikanske skuespillere, og først senere kommer der franske, danske og de øvrige sprogs stemmer på«. »Men A.Film gør en strålende indsats, det har virkelig høj kvalitet. 'Asterix og vikingerne' hedder filmen, og den får premiere i april 2006«. »Men i det hele taget foretrækker jeg klart at se Asterix som tegnefilm frem for realfilm, simpelthen fordi tegnefilmen i sit udtryk ligger den originale tegneserie så meget nærmere. Men man kan jo ikke afvise realfilmen som medie, eftersom den når et meget større publikum. Tegnefilm betragtes stadig udelukkende som et medie for børn«. Fri for politik Uderzo tvivler nu ikke på, at også hans egen tegneserie hovedsageligt henvender sig til børn. Den lille gallerbys frihedskamp mod det vældige Romerrige er ellers i tidens løb blevet spændt for mange politiske vogne - ikke mindst modstanden mod vore dages Rom-union, EU - men dén hopper han ikke på: »Vi prøver at undgå politiske emner eller stillingtagen ud over det helt menneskelige niveau, frihed over for overmagt osv. Man skal ikke lede børn i bestemte politiske retninger. Efter min opfattelse er det simpelthen forbryderisk at indpode børn bestemte politiske ideer«. »Jeg aner faktisk ikke, hvilket politisk parti Goscinny stemte på, og når jeg indfletter små karikaturer af kendte personer, sker det også uden politisk sigte. Chirac optrådte engang, ja, men det var, mens han endnu var borgmester i Paris. Om der er kendte ansigter med i den ny historie? Mais oui, evidemment! - selvfølgelig«. Det store pressemøde i Bruxelles finder sted, uden at nogen af os journalister kender det ny album. Forlæggere og oversættere over hele Europa har personligt måttet skrive under på intet at røbe om historien før udgivelsesdagen - ikke engang titlen. Ingen groteske anakronismer Men midt under pressemødet i Bruxelles beslutter tegneren og hans svigersøn alligevel at røbe titlen og forsiden på det ny album. Næppe ganske improviseret, for de har det parat til projektion fra computeren direkte op på væggen: 'Da himlen faldt ned om ørerne på os'. »Nej, der foregår ingen rumrejser i den ny historie«, forklarer Uderzo tålmodigt. »Faktisk er dette album måske det første, hvor gallerne slet ikke kommer ud at rejse fra deres landsby. Rumrejser indlader jeg mig ikke på, vi har altid villet undgå alt for groteske anakronismer«. Hertil regner han åbenbart ikke gallernes møde med vikinger fra tiden omkring 800-1000 efter vor tidsregning eller indianere med våben og fjerprydelser, der snarere leder tanken hen på Nordamerika i nybyggertidens 16- og 1700-tal. Asterix' sidste eventyr? »Forsidetegningen på det ny album har da en tydelig lighed med forsiden på det allerførste Asterix-album fra 1961!«, udbryder en spansk journalist. Er det en hentydning til, at Uderzo vil trække sig tilbage? Lukker og slukker Asterix efter sig med det 33. album? »Asterix kommer ikke til at leve videre som tegneserie efter os. Det lyder måske prætentiøst, men jeg har set andre tegneserier blive fortsat efter de oprindelige skaberes død, og det har ofte været en skuffelse - det vil vi ikke narre læserne til«. »Efter Goscinnys død har jeg følt mig forpligtet til at sikre, at gallerne og deres univers forbliver, sådan som vi sammen skabte dem«, siger tegneren, før han kalder den afdøde makkers datter - dvs. sin nuværende medejer af firmaet - på scenen, næsten som for at anskueliggøre arven efter Goscinny. Han når dog også lige at tilføje: »Hvis den rigtige idé dukker op, er det da ikke udelukket, at der kommer et Asterix-album mere«. Den 78-årige har bestemt ikke glemt, at han er dødelig; men nu har han »tegnet som en gal« det meste af livet, så hvorfor holde op lige nu?