Han var 23, da han tog til New York og fik chokket. Mødet med byens musikere blev afgørende. Det blev en oplevelse, der huggede sig ind i hans sjæl, og han lod sig ikke anfægte, da han var vel tilbage i Danmark igen. »Da jeg kom hjem, forsøgte nogle mennesker at bilde mig ind, at jeg har mere til fælles med Mærsk Mc-Kinney Møller, fordi vi begge har dansk pas. Det gik op for mig, at der ikke er noget, der er mere forkert«. »I New York oplevede jeg mennesker, der viste sig at nære samme passion som jeg selv, og som satte deres liv ind på den. På en eller anden måde kom jeg ind til sagens kerne. Jeg opdagede, hvor stærkt det musikalske sprog er. Hvis det var musikken, man ville, gik man ind for den med hud og hår. Og jeg har fået en dyb og religiøs tro på, at der i musikken ligger en universel kommunikationslyst, der bevæger sig på tværs af kommunegrænser og racer. En jazzmusiker fra København kan tale med en jazzmusiker i New York«. Vist er der forskel på skibsrederen Mærsk Mc-Kinney Møller og saxofonisten Jesper Løvdal. De tjener for eksempel ikke det samme, men bortset fra det, hører penge ikke til Jesper Løvdals foretrukne temaer. Ofte er det sagt, at livet som jazzmusiker økonomisk kan være temmelig udsigtsløst, men så må man nøjes med at bruge, hvad man har, lyder den løvdalske melding, der bortset fra det flyver højt over dagligdags rutine og forstadsdrømme. »Vi har i min generation besluttet, at vi ikke vil være statister. Vi vil på banen, vi vil være en del af det hele. Vi vil ikke tage til takke, men være med, hvor det er allermest spændende. Vi har tænkt os at knokle på. Det er et spørgsmål om at have passionen og gå efter den«. Fri af fraktioner I dag kan han som 36-årig konstatere, at hans liv i høj grad har haft musikken som omdrejningspunkt. Han er bachelor i musikvidenskab og har tilbragt to år på New School of Music i New York og fem år på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Og typisk for generationen dukker hans navn op både her og der. I 'Out to Lunch', 'Ventilator', Ib Glindemanns big band, 'Mårten Lundgren Quintet', 'Hvad er klokken', 'Pernille Bevorts Special Edition', 'Babop' ... og senest gruppen 'Lovedale' med trommeslageren Anders Mogensen, bassisten Jonas Westergaard og pianisten Jacob Anderskov. »Fremragende musikere« hed det i forbindelse med deres cd, der var med til at nominere Jesper Løvdal til en grammy som årets nye jazznavn. Han har udviklet sig til en af de centralt placerede, yngre saxofonister herhjemme, og nu får han så årets Bent Jædig Pris ved et stort arrangement i Copenhagen JazzHouse. »Da jeg voksede op, blev jeg tudet ørerne fulde af, at jazzmiljøet rummede en masse fraktioner. At den gruppe ikke kunne lide den gruppe osv. Det er noget, vi prøver at komme væk fra, vi prøver at finde et sted, hvor vi kan spille med alle slags mennesker. Både mainstream og avantgarde, i big band og duo«. Det er ikke for sjov Der ligger stabler af noder på gulvet i huset på Amager, hvor Jesper Løvdal bor med sin kone, der er forlagsredaktør. Det flyder med plader, også 78'ere, der betjenes af en gammel rejsegrammofon, og her er både klaver og trommesæt. Det sidste sætter Jesper Løvdal sig ved dagligt. »Trommesættet har en af de vigtigste funktioner i jazzen, og når jeg øver mig på det seriøst, har det noget at gøre med, at man for rigtigt at forstå, skal kunne tingene i sin krop. Det er ikke nok at forstå musikken intellektuelt. Man er nødt til at føle den 'in the bone'«. »Og før man beslutter sig for at blive musikkunstner, må man sætte sig ind i, hvad det indebærer. Det må gerne være sjovt, men er ikke for sjov. Den indre kamp kan være hård, men er man kommet gennem den, så bliver det nemt. Hvis man virkelig er blevet en universelt åben kunstner, skal skæbnen nok tage hånd om én. Så kommer det til dig. Også jobbene og publikum«.