Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Per Vers bliver betragtet som lidt af en Kloge-Åge i dansk rap. - Foto: Mads Nissen

Per Vers bliver betragtet som lidt af en Kloge-Åge i dansk rap. - Foto: Mads Nissen

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det store fede enmandsfirma

Rapperen Per Vers er orkesterleder, marketingchef og piccolo i det enmandsfirma, der udgør hans rapmusik. En musik, der handler om så anti-street-agtige emner som skattesmæk, modersavn og piratkopiering.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dansk hiphop har fem til ti enere, som kan leve af deres talent, musik og anciennitet. Det er navne som Jokeren, L.O.C., Chief-1, Typhoon, Niarn. Og så er der Per V.

Da han i forsommeren slap sit debutsoloalbum 'Vers 1.0' løs, var det uden hjælp fra et stort pladeselskab. Til gengæld leger orkesterleder Per V med rapgenren og sproget, mens folk som Ole Thestrup, Povl Dissing og Rune T. Kidde fortæller historier, synger og hvisker til hans rap.

Førstesinglen 'Black Power', der ikke handler om sortes ligestillingskamp, men om Per V's store kærlighed til sort kaffe, blev 'Ugens uundgåelige' på P3 og fik status som 'fresh' på MTV, hvilket betød, at den blev spillet 80 gange på en uge.

Pladeselskabet Playground står kun for distributionen og PR, resten finansierer Per V selv. Og med over 3.000 solgte plader, hvoraf rapperen selv tjener 70 kroner per styk - mod tidligere kontrakters otte kroner - kan han nu leve af sin musik.

»Det var aldrig min plan at leve af rap, jeg regnede det ikke for realistisk. Men for fire år siden sagde jeg mit dead end-job op, og jeg har været selvstændig siden. Det er hiphoppen, jeg elsker at lave«, fortæller han.

Per V mødte hiphoppen, da han som 12-årig stillede ind på frekvensen til DJ Soulshocks radioshow. Dengang boede Per V, der egentlig hedder Per Uldal, i Gram i det mørke Jylland - blev kaldt fesseren i skolen og forbigået af håndboldskønhederne til festerne.

Mødet med hiphopmusikken blev altafgørende for den vej, hans liv har taget: Han begyndte at rappe sammen med vennerne Gert og Møller i gruppen Sund Fornuft til undergrundsjam i det ganske land. Med 'nede på jorden'-tekster og godt humør.

Kampen om en halv and
En dag stillede Per V op til en koncert uden at have forberedt sig hjemmefra og opdagede, at han havde talent inden for hiphoppens mest respekterede genre: freestyle rap - altså improviseret rap. Siden vandt han to gange MC's Fight Night-mesterskabet i improviseret rap og trak sig ubesejret fra konkurrencen.

Denne søndag er han lige gået af scenen på KafCafeen, hvor han var en af tre optrædende til et poesibanko-arrangement. Sammen med forfatterne Arko Højholt og Vagn Remme læste han bidder af sine tekster op, hvorefter publikum skulle krydse poesiord af i kampen om en halv and. Tidligere på weekenden var Per V på Bornholm og spille som en del af sin danmarksturne.

Dagen efter stod den på breakdanceforestillingen 'Det store æg' over H.C. Andersens 'Den grimme ælling'. Ud over det har han netop lavet et nummer til en dokumentarfilm om Halfdan Rasmussen; han har oversat en børnebog på rim og skal i gang med et multimedieprojekt til musikundervisning i folkeskolen.

Men det er musikken, der har Per V's hovedfokus. For et par uger siden gjorde han en bonus cd med 22 numre færdig, som man dog ikke kan købe i butikkerne. Den kan kun fås, hvis man har købt hans officielle album og sender en slip ind fra coveret.

»Jeg tror, de ville kalde det 'add value' på Handelshøjskolen. Det er mit store fede enmandsfirma, der har fået ideen til en ny måde at sælge musik på«, joker Per V, der også er sin egen piccolo og putter cd'er i kuverter, slikker frimærker og sender ud til sine fans. Også det farverige folde ud-kollagecover ligger der en nøje udtænkt marketingstrategi bag. Det er lokkemad til de mange hjemmebrændere:

»Jeg har prøvet at lave en speciel indpakning med lidt ekstra lir. Det forhøjer cd'ens værdi. Det er bl.a. det, der skal gøre, at man køber pladen frem for bare at downloade den til sin iPod eller brænde cd'en. Selv om det selvfølgelig altid er musikken, der er 100 procent central, så er de plader, jeg selv husker og hiver frem igen og igen, da tit dem med de fede covere«.

Hiphopbørnehave
Ja, det er ikke for ingenting, at Per Vers bliver betragtet som lidt af en Kloge-Åge i dansk rap. Og med så mange år på bagen har Per V set sin undergrundskultur være forhadt, glemt, retro, nyelsket igen og endda mainstream.

»I sin tid var hiphoppen en børnehave i ordets allermest positive forstand. Hiphoppen var der, vi legede og holdt fri. Nu er den blevet en arbejdsplads med budgetter, økonomiske hensyn og forskellige jobstillinger, der skal besættes, for at maskinen ruller«.

»Samtidig er vi blevet meningsdannere, folk orienterer sig efter os, moden f.eks. Skal du lave et nyt pc-spil, er der nødt til at være en figur i hængerøv og huen ned i øjnene. Det er det samme, når politiske partier lige vil have en rapper til at gøre dem funky og give dem noget street credibility hos de unge«.

Selv om Per V nærmer sig de 30, er han ikke et øjeblik i tvivl om, at parforholdet til rapmusikken har livstidsgaranti.

»Det at udtrykke sig kreativt har ingen alder. Jeg føler i høj grad, at jeg bliver bedre hele tiden. Ungdommelig sult er en god drivkraft, men erfaring er sgu også en god ting«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden