Som barn var Marie Louise Wille vild med gyserfilm. Hun legede gerne med tanken om at spille de uhyggelige roller - monstrene. Og hun forestillede sig, hvordan hun skulle male sig sort om øjnene og på læberne, spise hvidløg og vælte sig i blod, der flød. Der var ikke andet at gøre end at blive skuespiller. »Jeg var meget tidligt optaget af livet og dets muligheder - en livssluger, kan man kalde det. Jeg drømte om at opleve nogle rigtig frygtelige ting, og det kom jeg også til - både kærlighedssvigt og en voldsom eksistentiel angst. Det var, som om der ingen mening var med livet. En stor tomhed. Og alligevel var det bare af sted og ud for at opleve endnu mere«, fortæller Marie Louise Wille, der fra i morgen spiller Nora i Henrik Ibsens drama 'Et dukkehjem' på Betty Nansen Teatret - én af de absolutte pragt- og drømmeroller for de fleste kvindelige skuespillere. Vejen til skuespilleriet har imidlertid været lang og trang for Marie Louise Wille. Hun optrådte en periode som værtinde i TV 2-programmet 'Puls', men teatret stod fortsat i front på ønskesedlen, og endelig lykkedes det. »Jeg var på et rigtig godt hold på Statens Teaterskole. Det er stærke personligheder, og vi gik meget i clinch og provokerede hinanden. Men det lærer man meget af - det er som at være med 'Robinson' uden at kunne blive stemt ud«. For tre år siden forlod Marie Louise Wille Statens Teaterskole som nyudklækket skuespiller. Planen var, at hun skulle indgå i det nye ensemble på Bådteatret i Nyhavn, men teaterskibet lagde aldrig fra kaj med de nye planer, for teatrets tilskud blev kraftigt barberet. I stedet ringede teaterchef Geir Sveaass fra Aalborg Teater. »Jeg var frygtelig bange for, at han ville tilbyde mig engagement i tre år. Men det drejede sig kun om rollen som Lisbed i 'Erasmus Montanus', så jeg sagde ja. Det var en skøn forestilling, og jeg blev stærkt grebet af den utrolige faglige seriøsitet, jeg mødte på Aalborg Teater«. Farlig overflade Det endte med, at Marie Louise Wille tog sin skuespillermand, Thomas Bang, under armen, og sammen flyttede parret til Nordjylland. Det blev til næsten tre år på Aalborg Teater, hvor Marie Louise Wille kom til at spille et stort og meget vidtfavnende repertoire, der gav masser af erfaring. Men det forstærkede efterhånden også lysten til igen at være 'fri fugl'. »Vi tog tilbage til København uden at vide, hvad der ventede. Det var ét af den slags valg, man må tage. Det nytter ikke noget at gå rundt og være nervøs eller bange for fremtiden. Det ville da være alt for ærgerligt i det lille liv, man nu engang har«, siger Marie Louise Wille, der har svært ved at forestille sig, hvordan de næste år vil forme sig. Forude ligger dog flere opgaver på Det Kgl. Teater og en stor monolog på Kaleidoskop. »Jeg elsker det store og det vilde. Samtidig lever jeg i fare for at blive for overfladisk, hvis nogen ikke hjælper mig - og jeg bryder mig ikke om, hvis det ikke har bunden med sig. Det er ikke altid lige rart at skulle finde derhen, men når man så er der, er det utroligt forløsende. Det gælder om i mødet og i samarbejdet med andre kolleger at finde den sandhed, der er afgørende for, om en given forestilling kommer op at flyve og løfter sig ud over rampen«, siger hun. Sig det igen! Teatret på Frederiksberg Allé har valgt at navngive stykket efter dets hovedperson, der vælger at forlade mand og børn, da fortiden indhenter hende, og Nora må erkende, at hun intet ved om sig selv og om livet uden for det sikre, borgerlige hjem. Marie Louise Wille måtte bede teaterchef Henrik Hartmann gentage spørgsmålet flere gange, da han tilbød hende rollen som Nora. »Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt. Naturligvis blev jeg vildt glad, selv om rollen som Nora er en giftig opgave. Jeg har ikke tænkt over at skulle sammenlignes med alle de skuespillere, der har spillet Nora før mig. Det er for latterligt. Men jeg var bange for, om det ville lykkes for mig at løse opgaven og nå derhen, hvor jeg selv gerne ville være«, siger Marie Louise Wille, som ikke lægger skjul på, at anmeldelser betyder meget for hende. »Det er bedre at læse dem selv end at kunne se dommen i blikket på sine omgivelser: »Nå, den var nok ikke så god søster!«. Hvor langt vil man gå? 'Et dukkehjem' bærer en historie med sig siden urpremieren på Det Kgl. Teater - det var som at kaste en atombombe i København i 1879, da Ibsen med sin chokerende realisme, og 30 år før kvinderne fik valgret i Danmark, lod denne kvinde forlade mand og børn. Og dermed forsvarede synspunktet, at kvinder også er mennesker. »Sådan vil stykket ikke virke i dag, for sådan ser ægteskabet ikke længere ud. 'Et dukkehjem' fortæller ikke, hvordan mænd og kvinder har det med hinanden. Det er for mig en fremragende og meget konkret historie, der udspiller sig over nogle juledage, og det er en voldsom thriller, der udspiller sig inde i Noras hoved.« »Stykket fortæller en historie om et menneske, der er undertrykt i kærlighedens navn. Det er eviggyldigt og smertefuldt at forsøge at slippe ud herfra ved helt alene at skulle tage nogle dramatiske valg. Jeg håber, vi får genfortalt historien, så den høres igen. Mærkeligt nok er der mange i min generation, der ser ned på 70'ernes feminisme og kvindefrigørelse. Man kan i dag møde den opfattelse, at kvinder drømmer om at blive slaver, der gerne vil have lænker på igen. Det er lidt frækt. Mener nogle«, siger Marie Louise Wille. »Men 'Et dukkehjem' er vigtig for den romantik, der fylder så meget i Noras liv. Tanken om at dø for dem, man elsker. Hvor langt vil man gå? Det er rigtigt, at romantikken kan være håbløs, men noget af kærligheden går også tabt, hvis man ikke vil gøre alt for et andet menneske. Jeg synes i hvert fald ikke, man må være alt for overlegen over for at elske på denne måde«, siger Marie Louise Wille.