Sommeren 1945 var for Tyskland år nul, Stunde Null. Krigen havde kostet millioner af døde, hvor mange er der forskellige opgørelser af, 5-7 millioner er de almindelige tal, over halvdelen var civile. Luftangreb havde gjort de fleste større byer til ruinhobe, huse og lejligheder ubeboelige, dertil kom, at de vestlige dele af landet var oversvømmet med flygtninge fra øst. Fødevareforsyningen var utilstrækkelig, ernæringssituationen kritisk, pengevæsenet brudt sammen, cigaretter, der stammede fra amerikanske soldater, var hård valuta. Medlidenhed var der ikke tale om. Billeder af udmagrede koncentrationslejrfanger gik verden rundt. Tyskerne blev anset for pariaer, en fordømt slægt, der havde forbrudt sig mod Guds og menneskers lov. Hvad skulle man stille op med det ødelagte land? Forskellige projekter cirkulerede. Der var forslag om at opdele landet i små stater som før 1871, industrierne skulle nedlægges, Ruhr demonteres, befolkningen leve af at dyrke hvede og sukkerroer, Men alt det var pladder, ansvarlige statsmænd vidste, at Europas fremtidige velfærd afhang af, at Tyskland igen kom på fode. Men det måtte ske på en måde, så Tyskland ikke igen blev en trussel mod de andre. Det hele kompliceredes af, at krigstidens alliance mellem det kommunistiske Sovjetunion og de vestlige demokratier ikke var holdbar. Allerede i 1946 konstaterede Churchill, at et jerntæppe var trukket ned gennem Europa, man vidste ikke, hvad der foregik bag det. Spørgsmålet om Tysklands genopbygning og dets fremtid blev koblet sammen med modsætningen mellem øst og vest. Berlin opdelt Det delte Berlin gav de vestallierede en forpost i den russiske zone. Det havde ikke kun politisk og militær betydning. Da man opgav at komme til enighed om et forenet Tyskland, blev besættelseszonerne forvandlet til ideologiske slagmarker, der skulle demonstrere henholdsvis kapitalismens og socialismens overlegenhed. Med valutareformen og introduktionen af D-marken i 1948 var de vestlige zoner blevet slået sammen til en økonomisk zone. Det aktualiserede spørgsmålet om Berlin. Siden 1945 havde russerne systematisk afskåret Berlin fra den omgivende russiske besættelseszone. Indtil 1948 var forskellen på de vestlige zoner og Østberlin mest af politisk karakter, varer og penge manglede både i øst og vest. Men med Marshallhjælp og D-mark kom varerne som ved et trylleslag frem i vest. Pludselig var Øst- og Vestberlin to forskellige verdener. D-markens succes var et prestigetab af dimensioner for Sovjetunionen. I Berlin måtte hullet i jerntæppet, der både var politisk og økonomisk, lukkes. Resultatet var blokaden af Vestberlin, der blev besvaret med den allierede luftbro. Den kolde krig var en realitet. Fronten gik ned gennem Tyskland. Hver side organiserede sit Tyskland, i vest Forbundsrepublikken, i øst Den Tyske Demokratiske Republik, DDR. DDR var det gamle preussiske kerneland omkring Berlin, den nye stat blev en besynderlig blanding af traditionel preussisk embedsmandsstat, planøkonomi og sovjetinspireret marxisme; samtidig et besat land, hvor den sovjetiske besættelsesmagts krav sinkede genopbygningen og blokerede for økonomisk vækst. DDR's fiasko aflæstes i de stadig flere, der flygtede til Vestberlin og Vesttyskland, indtil hullet blev endeligt lukket med opførelsen af Muren i 1961. I begyndelsen af sin eksistens profiterede DDR i begrænset omfang af den gamle alliance mellem kunstnere og venstrefløj. Koryfæer fra 1920'erne som Brecht og Conrad Felixmüller forlenede styret med en vis kulturel prestige. Og som så mange andre autoritære regimer forsøgte DDR-styret at forandre virkeligheden gennem storstilede byggeprojekter. Hitler og Albert Speer havde ikke fået realiseret deres projekter, det gjorde kommunisterne til en vis grad. I Østberlin anlagdes den monstrøse Stalin Allee, en paradegade flankeret af et paladsagtigt boligbyggeri i totalitær klassicisme tilsat lidt sovjetisk kransekage med lejligheder forbeholdt partifunktionærer. Planerne om at føre gaden igennem Berlins gamle centrum til Brandenburger Tor blev dog aldrig realiseret. Propagandaværdien forsvandt brat, for det var på byggepladserne på Stalin Allee, arbejderne gjorde oprør mod det kommunistiske styre og de sovjetiske besættelsestropper 17. juni 1953. Wirtschaftswunder Stalin Allee var en slags marmorbeklædte potemkinkulisser, der skulle skjule, at DDR-regimet var ude af stand til at hamle op med det vesttyske 'Wirtschaftswunder', der i 1960'erne gjorde den vesttyske økonomi til verdens tredjestørste, kun overgået af USA og Japan. Vesttysklands første kansler var Konrad Adenauer. Han var 73 ved tiltrædelsen, alligevel sad han på posten i 14 år. Han var rhinlænder, borgmester i Köln indtil 1933 og er blevet citeret for at have sagt, at der var tre slags tyskere, vintyskere i vest, øltyskere i syd og snapsetyskere i øst, og kun de første, dvs. rhinlændere som ham selv, havde forstand på at regere Tyskland. Pointen var, at Adenauer ønskede et Tyskland, hvor tyngdepunktet lå ved Rhinen, et Tyskland i nært samarbejde med de vestlige naboer. Det er blevet antydet, at Adenauer i virkeligheden skulle have været mod en tysk genforening. Det er næppe tilfældet, men han udnyttede, at der med hensyn til økonomisk og social struktur var større lighed mellem forbundsrepublikken og dets vestlige naboer end mellem de to Tysklande, til at integrere Vesttyskland i Vesteuropa. Det havde ikke noget at gøre med DDR og kommunismen. Adenauers betragtning var historisk. I hans øjne skyldtes den tyske katastrofe, at det politiske tyngdepunkt siden middelalderen havde forskudt sig fra Rhinlandets byer med deres borgerånd og foretagsomhedsmentalitet til det storgodsdominerede Preussen med dets feudale og militære tradition. Adenauers 14 år ved magten betød en mental revolution. Resultatet blev en europæisering af tysk bevidsthed og historieforståelse. I skolebøger, museumsudstillinger, overalt understregede man ligheden mellem Vesttyskland og Vesteuropa. Det betød ikke, at national bevidsthed forsvandt. Men nationale tilkendegivelser var altid beherskede, man vidste, at udlandet var på vagt over for selv den svageste antydning. Wirtschaftswunder gav imidlertid ny selvbevidsthed, men fremkaldte også nostalgi og antimodernitet, der kom til udtryk i 1950'ernes Heimat-film, som overgik selv danske Morten Korch-film i banalitet og tåbelighed. Fodbold Reservatet for tysk selvfølelse blev fodbold. Da Vesttyskland højst uventet besejrede Puskas og de andre ungarske stjerner i VM-finalen i 1954, oplevedes det af mange tyskere som oprejsning, begrebet Tyskland havde fået et positivt indhold. Det var ikke den sidste triumf. VM i fodbold domineredes i årtier af Vesttyskland og Brasilien. Det paradoksale er, at DDR satsede langt større ressourcer på sport end forbundsrepublikken. Ved OL var DDR sammen med USA og USSR sportens supermagt, selv om indbyggertallet var langt mere beskedent. Satsningen på sporten skulle styrke DDR's anseelse både udad- og indadtil. Men DDR's mange sportslige sejre var uden identitetsmæssig betydning. I de fyrre år mellem 1949 og 1989 udviklede forbundsrepublikken en stærk og entydig demokratisk og europæisk bevidsthed. Bortset fra fodboldens særlige reservat blev nationalfølelse og fædrelandsforestillinger kun anset for legitime i disse sammenhænge. Det tyske fædreland var ikke længere noget metafysisk. Tysk identitet var omsider blevet knyttet til rationelle politiske og moralske begreber. Det nye demokratis modstandskraft viste sig, da 1970'ernes venstrebevægelser afsporede og endte i Rote Armee Fraktion. Senere blev det afsløret, at bevægelsen havde støtte i DDR og hos Stasi. Men det var en udvikling, Vesttyskland havde været alene om. Indespærringen af DDR-borgerne bag Muren betød, at befolkningerne i de to Tysklande kom til at leve i hver sin verden og fjernede sig mentalt fra hinanden. Hvor meget skulle vise sig efter 1989.