I Danmark er alting mindre end i USA. Gudskelov. Og gudskelov også, når det kommer til sagsanlæg. Men mønsteret er alligevel det samme som i USA: 1. Et kreativt hurra! 2: Et ophavsretsligt hør hov! 3. Et juridisk og økonomisk fy! 4. Et kreativt æv! Eller sagt på en anden måde: 1. Også danske hiphopproducere opdager i slutningen af 1980'erne den prisbillige samplers muligheder og går på kreativ hugst i musikarven. Og ny musik opstår. 2. Rettighedshavere (komponister, udøvende kunstnere, forlag, pladeselskaber) opdager, at deres musik bliver klippet i stumper og stykker og genbrugt i ny form i hiphoppen. 3. Hiphopproducerne konfronteres med erstatningskrav og andre repressalier. 4. Og de bliver derefter nødt til at styre deres kreative brandert. Som i Danmark således også i USA. For rettighedshaverne kommer alligevel ofte fra USA og kan sagtens punke danske musikere ad juridisk vej eller bruge retslige fortilfælde i staterne som skræmmeeksempler. Ligesom de største danske pladeselskaber også typisk har internationale moderselskaber. Og som i Guds eget land er der også et før og et efter i Danmarks samplermusikhistorie. Et paradis, et syndefald og en ny og barskere verden. »Det er en verdensomspændende copyright-ting: Er der bare det mindste, så skal man spørge. For der er mange, der har brændt nallerne noget så vederstyggeligt«, fortæller Sony/BMG's lokale marketingchef, Torben Johansen, der blandt andet arbejder med clearing af samples for Outlandish. Ham vender vi tilbage til. Men lad os først rejse tilbage til dengang, danernes b-boy-konger hed MC Einar og Rockers By Choice, og man ikke tænkte over, hvad man måtte og ikke måtte med en sampler. Eller i hvert fald ikke regnede med, at det ville være særlig dyrt at gøre, lige hvad man lystede. Altså før syndefaldet. »Det var tilbage i slutfirserne«, fortæller Nikolaj Peyk, dengang kreativ primus motor i MC Einar, i dag i Østkyst Hustlers. »Jeg var en del af hiphopkulturen, og flere af de amerikanske rapgrupper som Run-D.M.C., Kurtis Blow og Treacherous Three havde lavet julenumre, som var streetwise og 'drop idyllen, sådan her ser det ud i virkeligheden'-agtige. Det var derfor givet på forhånd, at vores julenummer ikke skulle have en hyggelig tekst. Jeg mente derfor, det ville være en sjov kontrast, hvis musikken var hyggelig. Så Dj Jan gik på jagt efter en julesang, som han kunne mikse ind i et beat. Han endte med at købe en juleopsamlingsplade med elevatoragtige versioner af amerikanske juleslaskere, som han havde fundet i en rodekasse uden for en pladeantikvar«. Dyr juleplade Dj Jan med efternavnet Kabré fandt sammen med Peyk frem til en version af Leroy Andersons klassiker 'Sleigh Ride', som de samplede den karakteristisk hygsomme indledning fra. Den brugte de som en del, vel at mærke kun en del, af deres kommende kæmpehit 'Jul det' cool' - den med den sprogblomstrende MC Einar-rap om den forbistrede jul. Og fordi 'Sleigh Ride' stod så lysende ucamoufleret i nummeret, og fordi det var en kendt juleslager, så besluttede de at få det clearet. »Vi kunne ikke vide, at der ovre i USA findes folk, der lever fedt af, at deres bedstefar engang skrev en fjollet julesang«, fortæller Peyk. »År efter år bliver 'Jul det' cool' udgivet på en ny stak julekompilationer og ligger på radioernes top 5 hele december. Og år efter år modtager Leroy Andersons arvinger omkring 80 procent af, hvad nummeret indtjener. Resten er vi fem om at dele, for sådan gjorde vi det dengang. Og hvad mener jeg så om det? Jeg er ikke bitter over, at jeg ikke er blevet rig på min eneste evergreen, men jeg synes heller ikke, at det alene er Leroy Andersons skyld, at 'Jul det' cool' er et hit. Teksten og udførelsen har vel også lidt at sige? Så et eller andet er der galt«. »Vi samplede på livet løs dengang«, erindrer Peyks nutidige medkumpan i Østkyst Hustlers, Bossy Bo, om sin tid i Flopstarz. »Jeg hører jo i virkeligheden til den første generation af samplister, hvilket jo var fantastisk for sådan nogen som os, som ikke rigtig kunne spille noget selv«. Lånt fra Bee Gees To år efter MC Einar fik Flopstarz for alvor ørerne i kopimaskinen. Det var i 1990 med nummeret 'Flopfeber', hvortil Bossy Bos makker Skipper havde samplet de to Bee Gees-discoklassikere 'Stayin' Alive' og 'Night Fever'. Rettighedsselskaberne KODA (KOmponistrettigheder i DAnmark) og NCB (Nordisk Copyright Bureau) hørte om lånet fra Bee Gees, og så modtog Flopstarz et brev. »De var så grønne dengang. Der stod noget i stil med »Det er kommet os for øre at« eller »Vi er blevet gjort opmærksomme på, at I har spillet andres nummer efter««, fortæller Alan Ricky Kristensen alias Skipper. »Og så havde de sat en ekspert på, og der fulgte en forklaring på, hvilke akkorder der blev spillet i hvilken rækkefølge. De mente så, at vi havde »spillet 'Night Fever' med Bee Gees efter«, og der sad vi jo og klaskede os på lårene og tænkte: »I skulle bare vide, mand«. På det tidspunkt var der ingen af os, der kunne sætte fingrene på et klaver, så det bare lignede noget, man kunne betragte som en akkord. Men de vidste ikke, at det var et sample, og de vidste ikke, hvad et sample var. Men der var ikke så meget at gøre, selv om vi prøvede at køre den, så langt vi kunne, og selv om vi forsøgte at få rettigheder på teksten. Det gjorde vi ikke engang. Vi tjente ikke en rød reje på vores første single, og den fik simpelt hen så meget airplay. Men nogen skulle jo tage det første blow. Og de fandt alligevel ikke ud af, at vi også havde samplet 'Stayin' Alive'. Eller at 'Funky Drummer' med James Brown lå nedenunder. Og at der var flere ting i nummeret. Det var stopfyldt!«. Ser du tilbage på det som en mere uskyldig tid? »Ja, det gør jeg. Det var ikke på nogen måde spekulation, det var mere skæg og ballade. Det var noget, drengene hyggede sig med. I dag er der rent faktisk folk, der lever af det her. Og da der gik inflation i sampling, så var der også flere juridiske firmaer, der satte sig ned og indledte en slags klapjagt på folk, der samplede«. Besværlige Outlandish Jo, det var en anden tid ... I dette Herrens år 2005 ved KODA og NCB godt, hvad sampling er. Og flere af de store danske pladeselskaber har systematiseret og fået hyrede hænder, deciderede clearingbureauer til at legalisere deres musikeres lån fra andre. Det er blevet en grundigt indarbejdet, om end kompleks rutine. Tag bare den danske afdeling af det multinationale gigantselskab Sony/BMG med hovedsæde i København. Her sidder lokal marketingchef Torben Johansen og arbejder med sine største danske kunstnere, hiphop/r&b-trioen Outlandish. De er også hans mest besværlige kunstnere. Ikke fordi de ikke er søde og rare, men fordi de sampler. »Did we promise you no samples on the next LP ...? Call us two lifetimes from now & then call us back ...«, står der i bookletten til deres første album, 'Outland's Official' fra 2000. Trioens tredje album, 'Closer Than Veins', er lige på trapperne, og de er ikke holdt op med at sample. »De skriver sådan nogle små jokes i deres credits på pladerne. Der er en intern joke kørende«, griner Torben Johansen. »Det er jo altid op ad bakke med sampling, fordi du ikke ved noget, før du har en endelig clearing. Og mange gange får man ikke en endelig clearing, og så er det spildt arbejde. Alt det man har indspillet og brugt kræfter på, og det sker også denne gang, ligesom sidste gang og forrige gang. Sådan er det at arbejde med samples«. Altså I er rendt ind i så store problemer, at I har måttet droppe numre til det kommende album? »Ja. Men sådan er det. Alle parter ved det. Outlandish ved det. Det er frustrerende for dem, men de ved godt, hvordan det er«. At det er et betroet arbejde, Torben Johansen udfører, kan man erfare ud fra historierne om, hvor galt det egentlig kan gå, hvis de juridisk ansvarlige begår fodfejl. En af de værste danske historier har Den Gale Pose i hovedrollerne og deres største hit 'Spændt op til lir'' i titelrollen. Hittet er fra 1998, efter syndefaldet, og hiphoptrioens pladeselskab Warner var da også i gang med at cleare singlens sample fra Imaginations 'Music & Lights'. Men det blev bare aldrig gennemført, så da singlen 'Spændt op til lir'' gennemsyrede æteren, gik platin med mere end 12.000 solgte eksemplarer og sendte Den Gale Pose op i superligaen, så bankede rettighedshaverne på døren. Et forlig af de mere ubehagelige måtte indgås: 100 procent af alle rettigheder gik til folkene, der også ejer rettighederne til Imaginations sang. Så Den Gale Pose har faktisk aldrig tjent en øre på deres største hit, hverken fra tung rotation i radio og tv eller fra salget af singlen. »Der er ingen tvivl om, at den skade, der er sket, har skabt en generel angst for at gå ind og benytte sig af samples«, siger Den Gale Poses daværende manager Giovanni Gambino i dag til Politiken. Ligeledes efter syndefaldet var det tæt på at ende galt for Østkyst Hustlers. Sangen 'Frederiksberg Blues' på 'Fuld af løgn' fra 1996 indeholdt en genindspilning af en bid af et Beastie Boys-track. Genindspilning af en bid, man ellers ville sample, kan være en billigere strategi, der betyder, at man kun skal cleare rettigheder med ejerne af kompositionen, i det her tilfælde Money Mark, ikke også med ejerne af indspilningen. Det var samme strategi, som Kanye West benyttede sig af med en Lauryn Hill-bid på sit første album, 'College Dropout' (som beskrevet i den forrige samplingartikel 'Da Det Vilde Vesten blev tæmmet'). Tilladelsen til at kopiere Money Marks musik var bare aldrig ankommet, og ingen havde stoppet førsteoptrykket af 'Fuld af løgn', som tårnede sig op i 25.000 eksemplarer, alt imens releasedagen nærmede sig med stormskridt. »Der fik vi eddermaneme koldsved«, husker Bossy Bo. Godkendelsen kom først dagen før release, med krav om at Money Mark fik 100 procent af rettighederne. Så dén sang har Østkyst Hustlers intet tjent på, selv om albummet solgte hele 140.000 eksemplarer. »Money Mark har sikkert købt et sommerhus for pengene«, som Bossy Bo formulerer det. Hiphops grundsten »Sampleclearing er arkæologi og detektivarbejde«, siger Sony/BMG's Torben Johansen. »Mange gange er det jo gammelt, det man har samplet, og så skal man finde frem til, hvem der har rettighederne til det. Og man skal være sikker på, at dem, man har fundet frem til, rent faktisk er dem, der har rettighederne. For der er meget snyd i den her branche. Det er en lidt speget affære, og det er hårdt slid og koster rigtig mange penge. I mange tilfælde så koster det jo meget mere end en hel indspilning af en sang - altså med producere, musikere, tid i studiet, og hvad ved jeg«. Og så er det jo, man kan spørge, hvorfor der overhovedet samples? »Fordi det er helt vildt fedt at sample. Det giver enormt meget stemning, og hiphop er jo en kopieringskultur. Det er selve grundbestanddelen i hiphop, det er sådan, man laver den musik. Og i genrens barndom var det ikke legalt, men man gjorde det bare, for det var den eneste måde, man kunne lave musik på«. Diskuterer du med Outlandish, at de skal forsøge at være tilbageholdende med at sample?

»Hele tiden«. Hvilke problemer har I haft i slutfasen med 'Closer Than Veins'? »Her til sidst var der et nummer, der ikke nåede at komme med. Vi kunne ganske enkelt ikke nå at cleare det«. Inden albummet skulle i trykken?

»Ja. Vi prøvede at forhandle med de indiske rettighedshavere, og de svarede bare ikke tilbage. Og så fik vi at vide, at »Vi har lige haft en flodbølge her i Bombay, så vi kan ikke svare tilbage««. Hvor meget koster det for jer at sample? »Det svinger utrolig meget, alt afhængig hvor det er henne i verden, og hvem det er fra. Med deres tredje album kan jeg godt mærke, at Outlandish er blevet kendte ude i verden. Og det er altid et dårligt tegn, når nogen siger: »Årh, dem kender jeg godt, jeg er stor fan«. For så tænker jeg: »Åh-åh, nu ryger prisen i vejret«, og det gør den så også. Outlandish ved også nu, hvor de har skabt sig et navn rundt omkring i verden, at der er steder, man ikke skal sample fra. For eksempel er de jo kæmpestore i Tyskland og har solgt rigtig mange singler dernede. Og så har de så valgt at bruge et stykke musik, som er ejet i Tyskland, altså en tysk udgivelse ... Og det har været meget, meget svært for mig at få en fornuftig pris på det. Men altså ... du kan starte nede på noget så lidt som 20.000 kroner i flat fee for masteren (for indspilningen, red.), og så kan du være så langt nede som 16,66666 procent i forlagsdelen (for kompositionen, red.). Og så kan det gå hele vejen op til, at du skal betale 50.000 dollar i flat fee, plus at du skal aflevere 2 point (2 procent af verdensomspændende salg, red.), plus at du skal afgive 100 procent rettigheder (for kompositionen, red.)«. Har I betalt 50.000 dollar?

»Øhm, har vi gjort det ... det tror jeg ikke, vi har. Det har været foreslået på et tidspunkt, men så tror jeg måske, vi har sagt nej og sagt, at det var for urealistisk«. Hvad er det højeste, I har betalt? »Jeg synes, smertegrænsen er, når man er deroppe, hvor prisen svarer til studietid, producer, musikere og hele balladen på et track - at man skal give det væk«. Er Outlandish selv blevet samplet? »Det tror jeg faktisk ikke, nej. De har samplet sig selv, de har taget noget fra deres andre indspilninger og brugt det som samples«. Fra de to tidligere plader til deres nye? »Ja, det har de«. Bevæger de sig væk fra at sample? »Det tror jeg ikke, de gør, men altså, de bevæger sig væk fra at have et sample som fundament i sangen. Så det måske mere er et krydderi, måske en inspiration i demofasen, end det er grundbestanddelen«. Betyder det, at som systemet fungerer nu, og som lovgivningen er, så påvirker det deres måde at tænke og skabe musik på? »Ja«. Juridisk præcedens påvirker dem? »Ja, og det er også fornuftigt nok. Man skal jo respektere folks ejendomsret. Jeg ved, der er meget snak om at ophæve ophavsretten, men det har jeg svært ved at se ideen i. For det er jo også nogle hævdvundne, gamle systemer, som har en vis ræson. Altså, hvis der kommer stor kunst ud i den anden ende, så er det vel det værd, synes jeg. Man kunne jo forestille sig, at hvis ikke vi havde ophavsret, jamen, så var vi alle sammen komponister og alle sammen musikere. Og den kakofoni, den tror jeg ikke, jeg er interesseret i at høre. Jeg kan helt vildt godt lide, at der er nogle mærkelige sarte mennesker, der sætter sig ned og bruger hele deres liv på at frembringe noget, som, ja, er kommercielt, men søreme også er kunst et eller andet sted. Og det vil jeg i hvert fald gerne som privatperson honorere. Så jeg ser stadig en fremtid for ophavsretten«. Nem Kim Larsen Der er da også en del lykkelige eksempler på, at den nuværende fortolkning af ophavsret i forhold til sampling giver mening for musikere, også danske af slagsen. Tag duoen The Loft, der har begået et af de mere markante samples på et hit, nemlig samplingen af to instrumentaltakter fra Kim Larsens 'Midt om natten' på singlen 'City of Dreams'. En helt anderledes smertefri proces gik forud for dén udgivelse. The Lofts Jakob Weise Hellum fortæller: »Vi havde lavet nummeret helt færdigt. Det er den bedste måde at gøre det på, for så kan folk forstå, hvad det er, man vil. Ellers kan det være svært at forstå ideen. Og så var vi så heldige at have en kontakt til Peter Ingemann, som er Kim Larsens manager og revisor. Han spillede det for Kim Larsen, og så fik vi sådan set bare lov. Der gik en måneds tid, fra vi afleverede det til Ingemann, til vi fik svar«. Kan det ikke være gambling at gøre nummeret helt færdigt, inden man søger om tilladelse? »Det er det. Men jeg tror tit, at folk tænker, at det ikke kan lade sig gøre, og at det bremser dem. Hvor man måske bare skal prøve at spørge og være lidt fræk«. En enkelt sampling blev derimod et smertensbarn for Malk de Koijn og deres daværende pladeselskab BMG, da hiphoptrioen skulle albumdebutere med 'Smash Hit in Aberdeen' i 1998. En rettighedshaver fandt ud af, at albummet var i trykken, inden vedkommende havde færdiggodkendt det relevante sample, og fik presset prisen voldsomt i vejret. Ikke desto mindre er Malk de Koijns Tue Track ganske fortrøstningsfuld, og han mener heller ikke, at den ophavsretlige modstand nødvendigvis kun er af det onde: »Det skubber musikken i en ny retning. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke kan lave en plade på samme måde som i start-90'erne, men det hører også lidt en anden tid til. Der er sket så meget siden, og det har skabt nogle nye muligheder, at man ikke bare har måttet sample. Det er ligesom forbudstiden i USA, hvor man ikke kunne købe whisky. Så måtte man jo bootlegge på sin egen måde«. Bootlegging var ordet for spritsmugleri tilbage i forbudstiden, og i dag er det også ordet for flere former for illegal musikalsk udfoldelse ... såsom camouflage af illegale samples, som Track og mange andre praktiserer. Ophavsretten trodses Også i Danmark er der en kriminaliseret musikundergrund i fuld flor. Danske Mikael Schustin fra kunstner- og softwaregruppen Copenhagen Brains ser parallelle tendenser i ind- og udland: »Det at holde sig under den kommercielle radar foregår meget naturligt for utrolig mange mennesker, og meget af den musik, jeg selv lytter til, er fra folk, der bare sampler og ikke bekymrer sig så vanvittig meget om ophavsret og håndhævelsen af samme«. Kender du nogen, der vælger lovens vej? »Pfuh ... det er da muligt, der er nogen, der gør det. Jeg kender ikke nogen, jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen, der gør det. Hverken herhjemme eller i udlandet. Og så længe det foregår mere eller mindre på et undergrundsplan, så er der jo ingen, der reagerer på noget som helst«. Også Nikolaj Peyk, der ellers opererer i mainstream med Østkyst Hustlers, trodser ophavsretten. Han er helt holdt op med at cleare samplinger: »Enten undgår jeg at bruge for kendte ting, eller også tager jeg simpelt hen chancen. Af bitter erfaring har jeg lært, at hvis man gør, hvad man bør, så kan det hele ende en anelse for kafkask«. Den elektroniske musiker Thomas Knak alias Opiate, der blandt andet har skrevet og produceret to numre med Björk til hendes album 'Vespertine' fra 2001, er ligeledes i gråzonen: »Alt starter med samples for mig«, fortæller Knak. »Et par gange har der været tale om direkte at loope en frase eller en hel rundgang fra andres melodi, men som regel er der tale om mikrobidder af alverdens musik, som nøje limes sammen til, hvad jeg tillader mig at kalde min musik«. Er du bevidst om de ophavsretslige aspekter af at sample fra andre? »Ja, jeg er fuldt ud klar over rettighedsfænomenet og har fuld forståelse for kunstnerens rettigheder og kreditering. Men det er sjældent kunstneren, som sagsøger, men derimod det firma, som reelt lever af at eje - i dette tilfælde - musik. For dem kunne det være rettigheder til alt muligt andet, for eksempel patentet på et specielt værktøj eller opskriften på hundemad ... Deri ligger problematikken og det etiske dilemma«. I Danmark er alting som sagt mindre end i USA. Også de juridiske konsekvenser: »Mig bekendt har der ikke været nogen sager for retten om sampling. Der er ingen retspraksis med hensyn til sampling«, siger Dansk Musiker Forbunds juridiske konsulent, Morten Madsen, der rådgiver og mægler i masser af samplingspørgsmål for forbundets medlemmer. »Og det er jo, fordi der har udviklet sig en tradition for, at når noget er af en vis størrelse, når man kan høre, at der er samplet, simpelt hen, så spørger man altså pænt og ordentligt«. Oplever du, at det er blevet sværere de sidste 10-15 år inden for dansk lovgivning at sample - som det er blevet i USA? »Nej, det kan man ikke sige. Det handler jo om det grundlæggende forhold mellem eneretten og citatretten. De regler er der ikke blevet ændret på siden 1961«. Numre ryger ud Men der er problemer. For nylig havde Morten Madsen for eksempel en sag med en unavngiven musiker, der havde fået tilladelse af et unavngivent band til at skabe en ny samplerkomposition ud af deres musik. Blot havde parterne glemt at aftale den procentuelle økonomiske godtgørelse, og så begyndte problemerne at vise sig. Ikke-clearede samples har også forhindret udgivelser af dansk musik. Malk de Koijn har måttet udelade numre fra deres to album, og trioens producer, Tue Track, har måttet gøre det samme på sit splinternye soloalbum 'Rockin''. Hiphopsatirikerne i Gramsespectrum måtte droppe at udgive en rap, der indeholdt et sample fra Anne Linnets 'Alting kan gå itu', og duoen UPS kunne ikke få lov at udgive deres mash-up af den britiske technopopgruppe Visage og den svenske rockgruppe Kent, radiohittet 'Fade To Kent'. Mens både Outlandish og Thomas Blachman har prøvet at vente over et år på enkelte besværlige samplinger, før de kunne udgive deres album. I den anden ende af spektret har den danske housegruppe Filur for nylig været involveret i en sag i Belgien, hvor en kunstner ulovligt havde samplet dem. Endda i anden generation. Det vil sige, at Filur var blevet samplet fra en anden kunstners nummer, som indeholdt et Filur-sample i lovlig, clearet udgave. Det går hurtigt derude ved computerne ... Østkyst Hustlers er også blevet samplet i parodisk øjemed af Gramsespectrum på nummeret 'Lystfisk Hustlers'. Men de reagerede modsat Anne Linnet: »Jeg bliver jo enormt beæret, og jeg synes, det er sjovt«, siger Bossy Bo fra trioen. »Så de fik også nogle procenter. De havde jo trods alt skrevet noget nyt«.