Dette er en artikel om en populærkultur, som stadig slikker sårene efter hårde domme i retssalene. Det er en artikel om nutidens tæmmede mainstreammusikere og om en kriminaliseret undergrund. Om hvordan moderne digital sampling og traditionelle komponisters ophavsret for første gang tørnede sammen i slutningen af 1980'erne, og hvordan samplermusikerne tabte og de samplede komponister vandt. Og hvordan de stadig gør det den dag i dag. Historien udspiller sig i USA, hvor juraen fortolkes mest radikalt, og hvor den juridiske præcedens også påvirker den europæiske musikkultur i voldsom grad. Et afgørende øjeblik er i det herrens år 1992. Hammeren falder tungt, og slaget runger ikke kun i retssalen, men langt ud i de amerikanske ghettoer. »Thou shalt not steal«, lyder det med bibelsk tyngde fra dommer Kevin Thomas Duffy, der er kendt for sin bryske, hvis ikke brutale stil. Han tager det syvende af De Ti Bud i brug, for han har ikke tænkt sig at tage let på sagen om rapperen Biz Markie og hans pladeselskab Cold Chillin' Records, der på nummeret 'Alone Again' fra 1991 har samplet Gilbert O'Sullivans 'Alone Again (Naturally)'. Det har den irske singersongwriter aldrig givet dem lov til, og da dommer Duffys hammer drøner, afsluttes et samplermusikalsk overdådigt kapitel i hiphophistorien: Hele oplaget af albummet 'I Need a Haircut' beordres tilbagekaldt, hvilket sender chokbølger gennem hiphopmusikken, der helt fra sin fødsel har været baseret på 'kreativt tyveri'. Musikalsk minedrift Dommen var dengang den foreløbige kulmination på stadig voldsommere sagsanlæg fra rettighedshavere og ophavsmænd, som følte sig misbrugt af hiphopmusikere. Eller så muligheden for at tjene penge på dem. Da den digitale sampler i slutningen af 1980'erne for alvor bliver tilgængelig for offentligheden, skaber teknikken et nyt Det Vilde Vesten i musikkens verden. Al tidligere indspillet musik ligger pludselig åben for digital sampling, der er uendelig meget nemmere end den analoge udgave på båndoptagere, og især hiphopmusikere begynder straks at grave sig ned i musikarven. Det betyder at ophavsmænd og rettighedshavere kan se deres musik og deres territorier - deres intellektuelle ejendom - blive genopdaget, men også hakket i stykker og genbrugt i nye musikalske arkitekturer. En ny form for musikalsk minedrift og guldfeber eksploderer, og snart begynder sagsanlæggene at strømme ind. Og efter nogle få års rasende kreativitet må collagemestre i grupper som Public Enemy, Beastie Boys, N.W.A. og De La Soul se sig nødsaget til at ændre en musikalsk praksis, som ellers har affødt musikalske milepæle. Samples der kan genkendes er simpelthen blevet for dyre og besværlige at få clearet, og der bliver skåret kraftigt ned for antallet, lige som mange samples søges camoufleret. »Public Enemys musik var mere påvirket af det end nogen andre, fordi vi brugte tusindvis af lyde«, fortæller frontfigur Chuck D på www.modkraft.dk. Skiftene i musikalsk praksis kan tydeligt høres på Public Enemys to album 'Fear of a Black Planet' fra 1990 og 'Apocalypse 91' fra 1991. På sidstnævnte er det infernalske mylder af samples, der definerede Public Enemys mesterskab, væk. Og det kan høres på Beastie Boys' 'Paul's Boutique' fra 1989 og 'Check Your Head' fra 1992. Førstnævntes psykedeliske samplecollager er på sidstnævnte erstattet af primitive rytmer og masser af håndspillede instrumenter. Licens til at sample »I 1988 var digital sampling omkring tre eller fire år ung, og der var få juridiske fortilfælde«, skriver Kembrew McLeod i sin bog 'Freedom of Expression' (Doubleday 2005). »En magisk tid hvor overraskelser kom i overflod på plader. Men i de tidlige 1990'ere var den fri eksperimenteren ovre. Vesten blev erobret af copyrightadvokater og store pladeselskaber, som indså at en helt ny indtægtsstrøm kunne flyde fra copyright-clearing-bureaukratiet«. I de tidlige 1990'ere begynder kunstnere på større pladeselskaber således at modtage en såkaldt 'sample clearance report', som de skal udfylde: Hvilke sange, med hvilke kunstnere har de samplet hvor meget fra? Rapporten bliver så videresendt til selskabernes juridiske afdelinger, der går i gang med at få clearet samples. Og det er siden blevet industristandard. Også i Europa. Hurtigspoling frem til september 2004, hvor det bliver endnu sværere at sample i Guds eget land. Ved en appeldomstol konkluderes det, at hiphopgruppen N.WA. krænkede ophavsretsloven, da de på nummeret '100 Miles and Runnin'' samplede tre toner fra en elguitar på Funkadelic-nummeret 'Get Off Your Ass and Jam'. Oprindelig blev N.W.A. ellers frikendt med begrundelsen: »Ingen fornuftig nævning, selv en, der er bekendt med George Clinton, ville genkende kilden til samplet uden først at være blevet oplyst om kilden«. Men appeldomstolen omstøder dommen med de konkluderende ord: »Få en licens eller lad være med at sample. Det opfatter vi ikke som nogen signifikant undertrykkelse af kreativiteten«. Symbolsk klimaks Fra og med september sidste år har man således i USA ikke længere kunnet retfærdiggøre sin samplingpraksis og føle sig juridisk sikker ved at bruge bittesmå, ofte kreativt bearbejdede bidder af andres musik, som ikke krænker komponistens rettigheder - musikken er jo ikke umiddelbart genkendelig. Nu risikerer man også at blive sagsøgt for udelukkende at have krænket rettighedshaveren til indspilningen. »Vi ser det som et symbolsk klimaks på en 15 år lang kamp for at drive sampling ud af musik. Det viser præcis, hvor ekstremt og irrationelt det juridiske miljø omkring sampling er blevet«, siger Nicolas Reville, en af lederne af det amerikanske aktivistiske website Downhill Battle (www.downhillbattle.org), der i protest mod dommen organiserede en remixkonkurrence baseret på det omstridte Funkadelic-sample. Tidligere har de organiseret den ekstremt succesfulde protestdag Grey Tuesday. Nicolas Reville lyder træt: »Advokater er mellemmændene i samplingforhandlinger, og enorme summer bliver brugt på dem, og det gør folk, som lader sig sample, mere konservative og mere fokuserede på at få så mange penge ud af hver sample, så de kan dække de juridiske udgifter. Og i den proces kommer folk rent faktisk til at sample mindre og mindre«. Men nogle aktive samplingmusikere mener modsat, at clearing af samples er strengt nødvendige. For eksempel hiphopmestrene i De La Soul, der har lavet samplebaserede hovedværker og også rendte ind i et stort sagsanlæg tilbage i 1989 (se boksen 'Synderegisteret'). »Det er vigtigt for os, at vi får clearet samples - fra dag et til i dag«, siger De La Souls Trugoy The Dove. »Vi ønsker helt afgjort at folk bliver anerkendt og betalt for, hvad de har lavet« (til musikmagasinet Mojo). Ingen svar på Warhol Ikke desto mindre er det en svær situation for samplemusikere. Hvis vi sammenligner med strømninger inden for kunsten såsom dadaisme og popart og kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Marcel Duchamp, så er musikalske svar på deres æstetik ret besværlige at realisere lovligt i dag. Disse navnkundige kunstnere betjente og betjener sig alle ganske uhæmmet af sammenklipninger eller modifikationer af andres materiale, om det så er 'Mona Lisa', fotos af populærikoner som Marilyn Monroe eller bare avisudklip, der er råmaterialet. Men intertekstuelle, refererende, approprierende og samplende strategier inden for musik er utrolig besværlige at gennemføre på legal vis. Der er blevet foretaget visse imødekommende træk fra industriens side. Blandt andet bliver det stadig nemmere at finde frem til rettighedshaverne. Mange udgivere, rettighedsselskaber, pladeselskaber og private firmaer har oprettet hjemmesider, hvor man kan søge på sangtitler og ansøge om sampleclearing. Men det gør det ikke nødvendigvis hurtigere, for mange kunstnere skal alligevel først godkende musikken, hvortil de forskellige samples skal bruges. Og hjemmesider gør det heller ikke billigere at sample. Kostbart sample Når man clearer samples, skal man ofte betale et engangsbeløb, og man aftaler altid en procentdel af royalties (indtægter på salg af plader og online-salg) som betales til komponisten, der bliver samplet fra. I den mest rabiate ende finder man Prince, der som udgangspunkt kræver 100 procent af royalties. Og så skal man også cleare indspilningen. Hvis du f.eks. sampler Jimi Hendrix' coverversion af Bob Dylans 'All Along The Watchtower', skal du altså både cleare hos dem, der ejer Dylans komponistrettigheder og dem, der ejer Hendrix' indspilningsrettigheder. I forhold til komponistens rettigheder kan det ende i den bizarre situation, at den samplende kunstner, hvis han bruger flere samples, kan stå over for krav om mere end 100 procent af sine royalties og dermed miste penge, hver gang han sælger en plade. Og dette lille regnestykke har forandret den måde, populærmusikken og især hiphoppen bliver skruet sammen på: Nok så guldkædetunge rappere blærer sig typisk kun henover ét sample pr. nummer. Ellers ville der ikke være penge til limousiner i deres pladesalg. »Over de sidste 10-15 år er det blevet stort set umuligt at udgive samplerbaseret musik«, mener Nicolas Reville fra Downhill Battle. »Kunstnere og producere er blevet tvunget til at droppe samples eller maksimum bruge ét sample. Så nu får folk et meget simplificeret billede af, hvad sampling er i populærmusikken, og man har en kunstform, som er blevet gjort umulig. Det skader kreativiteten enormt, hvilket er ironisk, for formålet med ophavsret er jo at opmuntre til kreativitet og belønne dem, der er kreative«. Allerede i de tidlige 1990'ere, da sampleclearing var i sin spæde vår, blev det estimeret, at clearingbudgettet på et gennemsnitligt amerikansk hiphopalbum lå på omkring 30.000 dollar. Og siden er priserne steget drastisk. Hvilket stjernerapperen og -produceren Kanye West fik at mærke, da han skulle cleare et Lauryn Hill-sample til sit første album 'The College Dropout' fra sidste år. Pris: Omkring 150.000 dollar. Han valgte i stedet at genindspille nummeret, for på den måde behøvede han kun at cleare kompositionsrettigheder, ikke indspilningsrettigheder. Og omkostningerne faldt markant. En ulovlig milepæl »Der er en valgmulighed: Enten bryder du loven, eller også lader du være med at være kreativ«, siger den progressive ophavsretsguru Lawrence Lessig, der er professor på Stanford Law School og stifter af den for tiden meget omtalte nonprofit-ophavsretsorganisation Creative Commons. Amerikanske Danger Mouse valgte at bryde loven. På sit kritikerroste album 'The Grey Album' mixede han Jay-Z's raps fra 'The Black Album' med kunstfærdige samplercollager af musik fra Beatles' såkaldte 'White Album'. »Jeg var nødt til at sige til mig selv lige fra starten, at jeg overhovedet ikke skulle diskutere de juridiske perspektiver med nogen som helst. Jeg skulle ikke engang tænke på det«, har han fortalt til TechTV. Danger Mouse undgik med andre ord behændigt den selvcensur, som også præger mange samplermusikere i dag. »The cop in your head«, som Martin C. Schmidt fra den storsamplende duo Matmos kalder det. Snart bankede ret så virkelige advokater alligevel på Danger Mouses dør, og han blev tvunget til at trække samtlige 3.000 gratis, brændte promo-cd'er tilbage efter krav fra bestyrerne af Beatles' sangkatalog, EMI Recorded Music. Så gik ophavsretsaktivister kloden over i aktion, og Downhill Battle organiserede protestdagen 'Grey Tuesday'. Det var 24. februar sidste år, tirsdagen hvor hjemmesider wwwerden over enten brugte grå som grundfarve eller mere radikalt tilbød det illegale album til fri download. En civil ulydighedsaktion, der indtil videre er endt med at 'The Grey Album' er blevet downloadet over en million gange. »Det er jo den første ægte megahitplade, som ingen har betalt noget som helst for. Historisk set er det en milepæl«, siger Mark Hosler fra den amerikanske samplerveterangruppe Negativland til Politiken. Med Danger Mouse fik samplermusikere og ophavsretsudfordrere verden over sig en ny martyr, men også en understregning af, hvor hurtigt man kan få ørerne i kopimaskinen, hvis ikke man har solid juridisk backing. Civil ulydighed Nede i undergrunden lever samplerkulturen til gengæld forholdsvis uforstyrret i dag. Her samples på livet løs, man deler sin og andres musik i fildelingsnetværk (P2P-netværk) og på hjemmesider, og her hersker en anarkistisk attitude til ophavsret. Alt i mens pladeselskaberne har mere end rigelig travlt med at håndtere piratkopieringen af mainstreammusiknumre i mp3-format. Undergrundskunstnere risikerer sjældent at blive opdaget, og der er alligevel ikke mange penge i at sagsøge kunstnere, der måske sælger et par tusind eksemplarer. Kun hvis en samplende undergrundskunstner nogensinde skulle få et hit, ville hun eller han rende ind i problemer. Hvilket netop skete for Danger Mouse. Det var også i undergrundsnetværket, at genren bastardpop eller mash-up opstod. En genre hvor popkulturelle referencer er en central del af produktet, og hvor man lægger minimum to sange oven i hinanden og skaber noget nyt, omdefinerende, men alligevel popkulturelt genkendeligt. Fænomenet har for længst nået mainstream, hvor kunstnere som Kylie Minogue, Richard X og 2 Many Dj's har udgivet fuldt clearede mash-ups. Men der er alligevel få lovlige udgivelser, for det involverer besværlig jura. Så det var og er stadig i undergrunden at genren stortrives. Kan ikke stoppes »Det er et spørgsmål om risikoberegning«, siger Mark Hosler fra Negativland, der også fungerer i undergrunden og netop har udgivet det 100 procent samplebaserede album 'No Business', der blandt andet sampler notorisk kostbare Beatles på første nummer uden nogen form for clearing. »Vi praktiserer en vis grad af civil kulturel ulydighed, og vi siger: Hør her, de her regler er forkerte. Vi kan ikke forandre dem, vi kan ikke påvirke Kongressen, vi er ikke Time Warner, vi kan ikke påvirke afstemninger. Men vi kan skabe vore værker og få dem udgivet på trods af alt dette. Og forhåbentlig derigennem statuere et alternativt eksempel«. Negativland er netop blevet berømte for deres udfordring af ophavsret, og deres indædte kamp for retten til det. Ikke mindst efter at have været i karambolage med advokater, der repræsenterede U2's selskab Island Records i starten af 1990'erne i en af historiens mest berømte samplesager (se boksen 'Synderegisteret'). »Der er ingen eksisterende institution, der kan stoppe sampling. Der er millioner af rødder, der alle arbejder på computere og samplere og alle laver musik og udveksler den online eller udgiver den på album i små oplag. Det er et faktum. Hvis et pladeselskab udgiver dette - som jeg har gjort - så er oplagene så ekstremt små, at store selskaber ikke ville drømme om at lave en større sag ud af det«, mener amerikanske Jason Forrest, der selv sampler, hvad han har lyst til, og tidligere har opereret under det i sig selv ophavsretsligt provokerende navn Donna Summer. Han har også selskabet Cock Rock Disco, som netop har udgivet soloprojektet Duran Duran Duran, hvor man blandt andet finder samples fra technopopduoen Yazoo. Hjælp fra uventet hold Men måske er der alligevel hjælp på vej til mainstreamsamplerkunstnerne i USA, endda fra noget uventet hold. Meget tyder nemlig på, at selv de fire store multinationale pladeselskaber, der ellers tjener masser af penge på samplinglicenser, er begyndt at slå bak. Repræsenteret af RIAA - Recording Industry Association of America - opponerede de nemlig mod dommen i september sidste år i sagen om N.W.A's sampling af tre toner fra en Funkadelic-sang. RIAA skrev blandt andet til appeldomstolen: »Dommerpanelets 'løsning' vil forårsage vanskeligheder langt mere substantielle end de problemer, som den angiveligt handler om. I mere end et årti har musikindustrien tilpasset sin praksis til eksisterende regler og har anskaffet sig samplinglicenser, når det har været passende, og har støttet sig til de minimums- og fair use-principper, når og hvis de var gældende«. Selv om man kan diskutere, om der har været nogle helt klare eksisterende regler, som RIAA hævder, så er det i hvert fald tegn på en opblødning af storindustriens holdning til sampling. Hvilket måske blandt andet kan skyldes det generations- og kulturskifte, der er på vej i den amerikanske musikbranche. Et skifte, der er mest markant med stjernerapperen Jay-Z, der i dag er ny direktør for det stolte hiphopselskab Def Jam Recordings under verdens største multinationale pladeselskab Vivendi Universal. Ved at udgive en acapella-version af sit 'The Black Album', lagde Jay-Z i sin tid selv op til at blive samplet, og han har da heller aldrig protesteret mod brugen af sine raps på Danger Mouses 'The Grey Album', der jo ellers i lige så høj grad krænker Jay-Z's som The Beatles' ophavsret. For mange yngre branchefolk, især af afroamerikansk oprindelse, er sampling en helt naturlig musikalitet i sin egen ret. Men der ligger måske også strengt økonomiske overvejelser bag RIAA's protest. For dommen rammer også kunstnere, de selv repræsenterer, og gør deres arbejde med det næste guldklingende hit endnu mere besværligt og bekosteligt. Ikke desto mindre fastholdt appeldomstolen sin dom efter en ny høring foranlediget af RIAA's brev. I en erklæring 3. juni i år blev ordene fra den oprindelige dom gentaget: »Få en licens eller lad være med at sample«. Så indtil videre forbliver Det Vilde Vesten tæmmet.