0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kap. 2: Da Det Vilde Vesten blev tæmmet

Musikken var fuld af nye guldgruber og uopdyrket land, i årene efter at sampleren åbenbarede sin muligheder for initiativrige musikere i USA. Den tid er for længst ovre. I denne anden artikel om sampling og ophavsret ser vi nærmere på, hvordan samplermusikkens Vilde Vesten blev tæmmet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Negativland er et af de mest banebrydende bands inden for sampling. - PR-foto

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dette er en artikel om en populærkultur, som stadig slikker sårene efter hårde domme i retssalene. Det er en artikel om nutidens tæmmede mainstreammusikere og om en kriminaliseret undergrund. Om hvordan moderne digital sampling og traditionelle komponisters ophavsret for første gang tørnede sammen i slutningen af 1980'erne, og hvordan samplermusikerne tabte og de samplede komponister vandt. Og hvordan de stadig gør det den dag i dag. Historien udspiller sig i USA, hvor juraen fortolkes mest radikalt, og hvor den juridiske præcedens også påvirker den europæiske musikkultur i voldsom grad.

Et afgørende øjeblik er i det herrens år 1992. Hammeren falder tungt, og slaget runger ikke kun i retssalen, men langt ud i de amerikanske ghettoer. »Thou shalt not steal«, lyder det med bibelsk tyngde fra dommer Kevin Thomas Duffy, der er kendt for sin bryske, hvis ikke brutale stil. Han tager det syvende af De Ti Bud i brug, for han har ikke tænkt sig at tage let på sagen om rapperen Biz Markie og hans pladeselskab Cold Chillin' Records, der på nummeret 'Alone Again' fra 1991 har samplet Gilbert O'Sullivans 'Alone Again (Naturally)'. Det har den irske singersongwriter aldrig givet dem lov til, og da dommer Duffys hammer drøner, afsluttes et samplermusikalsk overdådigt kapitel i hiphophistorien: Hele oplaget af albummet 'I Need a Haircut' beordres tilbagekaldt, hvilket sender chokbølger gennem hiphopmusikken, der helt fra sin fødsel har været baseret på 'kreativt tyveri'.

Musikalsk minedrift
Dommen var dengang den foreløbige kulmination på stadig voldsommere sagsanlæg fra rettighedshavere og ophavsmænd, som følte sig misbrugt af hiphopmusikere. Eller så muligheden for at tjene penge på dem.

Da den digitale sampler i slutningen af 1980'erne for alvor bliver tilgængelig for offentligheden, skaber teknikken et nyt Det Vilde Vesten i musikkens verden. Al tidligere indspillet musik ligger pludselig åben for digital sampling, der er uendelig meget nemmere end den analoge udgave på båndoptagere, og især hiphopmusikere begynder straks at grave sig ned i musikarven. Det betyder at ophavsmænd og rettighedshavere kan se deres musik og deres territorier - deres intellektuelle ejendom - blive genopdaget, men også hakket i stykker og genbrugt i nye musikalske arkitekturer.

En ny form for musikalsk minedrift og guldfeber eksploderer, og snart begynder sagsanlæggene at strømme ind. Og efter nogle få års rasende kreativitet må collagemestre i grupper som Public Enemy, Beastie Boys, N.W.A. og De La Soul se sig nødsaget til at ændre en musikalsk praksis, som ellers har affødt musikalske milepæle. Samples der kan genkendes er simpelthen blevet for dyre og besværlige at få clearet, og der bliver skåret kraftigt ned for antallet, lige som mange samples søges camoufleret. »Public Enemys musik var mere påvirket af det end nogen andre, fordi vi brugte tusindvis af lyde«, fortæller frontfigur Chuck D på www.modkraft.dk.

Skiftene i musikalsk praksis kan tydeligt høres på Public Enemys to album 'Fear of a Black Planet' fra 1990 og 'Apocalypse 91' fra 1991. På sidstnævnte er det infernalske mylder af samples, der definerede Public Enemys mesterskab, væk. Og det kan høres på Beastie Boys' 'Paul's Boutique' fra 1989 og 'Check Your Head' fra 1992. Førstnævntes psykedeliske samplecollager er på sidstnævnte erstattet af primitive rytmer og masser af håndspillede instrumenter.

Licens til at sample
»I 1988 var digital sampling omkring tre eller fire år ung, og der var få juridiske fortilfælde«, skriver Kembrew McLeod i sin bog 'Freedom of Expression' (Doubleday 2005). »En magisk tid hvor overraskelser kom i overflod på plader. Men i de tidlige 1990'ere var den fri eksperimenteren ovre. Vesten blev erobret af copyrightadvokater og store pladeselskaber, som indså at en helt ny indtægtsstrøm kunne flyde fra copyright-clearing-bureaukratiet«.

I de tidlige 1990'ere begynder kunstnere på større pladeselskaber således at modtage en såkaldt 'sample clearance report', som de skal udfylde: Hvilke sange, med hvilke kunstnere har de samplet hvor meget fra? Rapporten bliver så videresendt til selskabernes juridiske afdelinger, der går i gang med at få clearet samples. Og det er siden blevet industristandard. Også i Europa.

Hurtigspoling frem til september 2004, hvor det bliver endnu sværere at sample i Guds eget land. Ved en appeldomstol konkluderes det, at hiphopgruppen N.WA. krænkede ophavsretsloven, da de på nummeret '100 Miles and Runnin'' samplede tre toner fra en elguitar på Funkadelic-nummeret 'Get Off Your Ass and Jam'. Oprindelig blev N.W.A. ellers frikendt med begrundelsen: »Ingen fornuftig nævning, selv en, der er bekendt med George Clinton, ville genkende kilden til samplet uden først at være blevet oplyst om kilden«. Men appeldomstolen omstøder dommen med de konkluderende ord: »Få en licens eller lad være med at sample. Det opfatter vi ikke som nogen signifikant undertrykkelse af kreativiteten«.

Symbolsk klimaks