Buchanan & Goodman vs. Fats Domino, Smiley Lewis m.fl. Dette er det tidligste eksempel på 'sampling', som viste sig på den amerikanske Billboard-hitliste - vel at mærke længe før der var noget, der hed en sampler. I stedet klippede og klistrede duoen Buchanan og Goodman løs på en spolebåndoptager og skabte en morsom collagehistorie om en invasion fra rummet. For eksempel fortæller kommentatoren: »The flying saucer has landed again. Washington: The Secretary of Defense has just said ...« Og så bryder Fats Domino ind og synger »Ain't that a shame«. Elvis og mange andre blev også klippet ind. Singlen solgte over en million eksemplarer i 1956, og duoen blev mødt med et krav om erstatning på 130.000 dollar og om forbud mod singlen. Men dommeren gav Buchanan & Goodman medhold i, at værket var af parodisk karakter og i øvrigt et nyt værk i sin egen ret. Chic vs. Sugarhill Gang Allerede i hiphoppens spæde vår var der juridiske problemer, ja, faktisk rendte en af genrens allerallertidligste udgivelser ind i et sagsanlæg. Sugarhill Gangs single 'Rapper's Delight' fra 1979 loopede en genindspilning af basgangen fra Chics 'Good Times' - uden nogen form for kreditering eller clearing. Det var dumt. I dag er Chics Bernard Edwards og Nile Rodgers krediteret som eneste ophavsmænd til hele nummeret og modtager derfor alle indtjente royalties. Kraftwerk vs. Afrika Bambaataa Arthur Baker og Afrika Bambaataa krydsede på hiphop/elektroklassikeren 'Planet Rock' to Kraftwerk-numre, men krediterede ikke de tyske mestre som medsangskrivere. Det blev for meget for Kraftwerk: »Det var fuldstændig melodien fra 'Trans-Europe Express' og rytmesporet fra 'Numbers'. Så vi var vrede. Hvis du læser en bog og kopierer noget fra den, så gør du det som en forsker. Du er nødt til at fortælle hvem du tog det fra, hvem der er kilden«, har det daværende medlem Karl Bartos sagt. ABBA vs. The JAMs »All sounds on this recording have been captured by The JAMs in the name of Mu. We hereby liberate these sounds from all copyright restrictions, without prejudice«, stod der på The JAMs - The Justified Ancients of Mu Mu - debutalbum 'What The Fuck Is Going On?' Den holdt ikke i retten. Slet ikke når det var ABBA, der sagsøgte for den flamboyante brug af 'Dancing Queen'. Albummet blev tilbagekaldt og hele det resterende oplag destrueret. The JAMs er i øvrigt måske bedre kendt under navnet KLF, der står for Kopyright Liberation Front. James Brown vs. John Oswald Den canadiske komponist, altsaxofonist og lydcollagemester John Oswald udgav i 1989 det i dag klassiske samplingalbum 'Plunderphonic', som blandt andet indeholdt 'black', en dekonstruktion af James Browns musik. Canadian Recording Industry Association truede med sagsanlæg, og Oswald måtte tilbagekalde og destruere samtlige resterende eksemplarer af albummet. Siden har Oswald dog udgivet flere Plunderphonic-album og Negativland, der nyder noget nær urørlig status som ophavsretsoverskridere i musikbranchen, har udgivet Oswald-antologien 'Plunderphonics', som også indeholder 'black' og et væld af andre uclearede sønderklipninger af alt fra Madonna til MC5. Men spørger man ham om en autograf på noget af hans materiale, undslår han sig ... The Turtles vs. De La Soul 1,7 millioner dollar blev prisen for en uclearet sample af 1960'er-gruppen The Turtles' 'You Showed Me' på De La Souls 'Transmitting Live From Mars' fra debutalbummet og samplingklassikeren '3 Feet High and Rising' fra 1989. Til deres efterfølgende album to år senere clearede De La Soul samtlige samples for 100.000 dollar. »Enhver der med hånden på hjertet kan sige, at sampling har noget med kreativitet at gøre, har aldrig selv været kreativ«, har Mark Volman fra The Turtles sagt. Queen & David Bowie vs. Vanilla Ice Den hvide poprapper brugte hovedriffet fra Bowies og Queens 'Under Pressure' i 1990 på hittet 'Ice Ice Baby'. De blev aldrig krediteret, og i stedet var det kun Ice selv, Earthquake og Mr. Smooth, der figurerede som ophavsmænd. Der blev indgået forlig uden for retten for et ukendt beløb. U2 vs. Negativland En afgørende og meget berømt sag, der strakte sig over flere år. Sagsanlægget kom fra U2's pladeselskab Island Records som reaktion på at samplergruppen Negativland udgav singlen 'U2 Negativland', hvor de blandt andet havde samplet U2's 'Where The Streets Have No Name'. Året var 1991, og ingen af parterne vidste, hvilken hvepserede de stak hænderne ind i. Inden U2 selv nåede at høre noget om sagen, kørte det juridiske maskineri, og da Negativland endelig fik dem i tale, var der allerede brugt så mange penge på advokater, at Island Records var urokkelige i deres erstatningskrav. Så blev Negativland oven i det hele uvenner med deres pladeselskab, SST Records, som mente at Negativland skulle holdes eneansvarlige for udgifterne. Island Records krævede omkring 40.000 dollar i erstatning samt tilbagekaldelsen og destruktionen af hele oplaget af singlen, og Negativland befandt sig i en tofrontskrig. Men med deres skarpe formuleringsevne og tæft for at spille på medierne faldt sagen i sidste ende ud til deres fordel. Ganske vist kostede den dem mange penge og deres single og masterudgaver blev destrueret, men de vandt den moralske sejr ubetinget i pressen. Og i branchen. »Jeg har mødt folk i mainstream-musikindustrien, som har sagt: Åh ja, vi ved præcis, hvem I er, og vi har tænkt os at lade jer være i fred. Vi vil ikke i retten, vi vil ikke have, at der dannes juridisk præcedens, som kunne give folk lov til at gøre den slags«, fortæller Negativlands Mark Hosler i dag til Politiken. Roy Orbison vs. 2 Live Crew I 1994 blev hiphopgruppen 2 Live Crew sagsøgt for at have samplet guitar, bas og trommer og omarbejdet teksten fra Roy Orbisons hit 'Pretty Woman'. Men i dette sjældne tilfælde gav amerikansk højesteret 2 Live Crew medhold i, at sangen var af parodisk karakter, og de blev frikendt. Stevie Wonder vs. Coolio Et eksempel på sampleclearingens potentielle konsekvenser for ytringsfriheden. Coolio spurgte pænt om lov til at bruge Stevie Wonders 'Pastime Paradise' på 'Gangsta's Paradise' fra 1995, og Wonder krævede at Coolio gjorde sin tekst mere stueren. Coolio efterkom censurkravet, og singlen blev den mest sælgende på verdensplan i 1995. The Rolling Stones vs. The Verve Ikke The Verve, men The Rolling Stones' udgiver ABKCO ejer komponistrettighederne til Verves megahit 'Bittersweet Symphony' fra 1997. The Verve gik ellers den lovlige vej for at få clearet deres brug af fire takter fra Stones-nummeret 'The Last Time', men rendte ind i en genstridig forhandler i form af ABKCO's ejer Alan Klein. »Jeg kan ikke komme overens med sampling på et helt principielt grundlag«, lød det fra Klein. Prisen for brugen af samplet var 100 procent af ophavsretten til kompositionen, og selv om de fire takter ikke bærer nummeret, så var det således Jagger/Richards, der blev nomineret til en Grammy for 'Bittersweet Symphony' ... Spot blev siden føjet til skade, da Stones' gamle manager Andrew Loog Oldham også sagsøgte. Han ejede rettighederne til selve indspilningen af 'The Last Time' og vandt efterfølgende retten til The Verves indspilning. Og så havde The Verve ikke længere nogen rettigheder til nummeret overhovedet. AC/DC vs. Beastie Boys I 1985 udgav Beastie Boys singlen 'Rock Hard', hvor de uden at have søgt om tilladelse samplede AC/DC's 'Back in Black'. Oplaget blev hurtigt udsolgt, og intet skete. Men da de i 1999 ville inkludere nummeret på deres antologi 'Sounds of Science' fik de blankt nej fra rockbørsterne. »Intet personligt imod jer, vi går bare ikke ind for sampling«, lød det fra AC/DC. Marley Marl vs. Snoop Dogg Samplermusikere sagsøger også hinanden. Produceren Marley Marl sagsøgte i 2001 Snoop Dogg for at have samplet fra hans 1988-produktion 'The Symphony'. Dogg og advokater valgte den overrumplende strategi at hævde, at siden Marls oprindelige produktion rummede en ikke-clearet sampling af Otis Redding, så var Doggs lån ikke nogen krænkelse af ophavsretten. Men den holdt ikke i retten. The Beatles vs. Public Enemy Hiphopveteranerne måtte droppe nummeret 'Psycho of Greed' fra deres 2002-album 'Revolverlution', da deres sampling af Beatles' 'Tomorrow Never Knows' affødte et skyhøjt krav om clearinghonorar fra Capitol Records og de overlevende beatler.