Man kan se det på den toptrænede flimren, som hans fingre bladrer gennem vinylpladerne med. Man kan se det i den musikarkæologiske passion, han gransker pladeetiketterne med. Og man kan se det i den kirurgiske præcision, hvormed han sætter pickupnålen i den millimeterpræcist rigtige del af pladerillen. Man kan se, at Anders Brixen Kristiansen alias Tue Track kender og elsker sine plader intenst og indgående. Men sjældent hele plader. Faktisk sjældent et helt nummer. Som musiker elsker han først og fremmest passager i musikken, fem sekunders magi her, et sekunds guddommelighed dér. For Tue Track er samplemusiker om en hals, og det har givet ham nomineringer og priser som både bedste musiker og sangskriver og for bedste album som rapper og producer i hiphoptrioen Malk de Koijn. Og for tiden barsler han med sit solodebutalbum 'Rockin'' under navnet Track '72. Vi står mellem alle hans plader i Tracks studie i en baggård på Frederiksberg i København. En rude i de gamle etlagsvinduer har givet op og er lemfældigt lappet sammen, en gammel sofa indbyder til henslængt lytning, og rundt om og i den tilstødende gang står metervis af vinylplader. To pladespillere og en mixer står parret i klassisk dj-opstilling, og på et skrivebord står en bærbar omgivet af tårne af elektronisk grej, heriblandt den helt uundværlige sampler. Tue Track spiller eksempler på magisk råmateriale fra vinylplader for mig. Men kun disse udvalgte passager, for det, der optager ham, når han går om bord i sin anselige pladesamling, er mulighederne for at sample fra den. Et eksempel: Han tager en plade ud af et cover, sætter pickuppen præcist ned, og en funky duvende bas, en labert groovy synthesizer og et sæt stramrøvede trommer smælder ud i lokalet. Han løfter pickuppen, da de skal til at synge. »Så propper jeg den her bid ind i min sampler, og så klipper jeg den op«, forklarer han. Som i tv-køkkenet har han allerede studset musikken på forhånd, og han afspiller de tilskårne bidder for mig. Der er en basgang alene, der er trommer, bas og synth sammen i en lille laber figur, der er et rent trommeslag. For kunsten at sample er at hente lyde fra andres musik, og det kan være alt fra et enkelt trommeslag til hele rundgange - og gerne fra så obskure plader som muligt, så man har sin egen unikke sound. Når man så har fundet de rigtige steder, så indspiller man dem i en sampler, og derfra organiserer man de samplede bidder i sin egen musik - de bliver så at sige ens musikalske byggeklodser: Er det f.eks. kun et slag på en lilletromme, så får man nok brug for at sample andre slag - måske på stortromme og hi-hat - for at skabe et ordentligt rytmespor. Er det en god saftig rundgang, ja, så skal man finde ud af, præcis hvordan den kan gentages, så det svinger. Og det kan faktisk være nemmere sagt end gjort. »Jeg oplever tit snobberi fra folk, der spiller ting selv og siger »hold kæft, hvor er I uoriginale, I stjæler jo med arme og ben, og I gør bare sådan og sådan og sådan««, fortæller Tue Track. »Der er bare lige en ting, de glemmer, og det er, at da de startede med at spille guitar, da startede jeg med at sample. Så jeg er hamrende god til at sample, jeg er virkelig, virkelig dygtig til mit fag. Og jeg ved godt, hvordan jeg skal behandle de her lydfiler, så jeg synes, de bliver originale«. Men hvorfor indspiller du ikke bare selv din egen musik? »Jamen, hvis man kan lide lyden på trommerne, lyden på koret, lyden på guitaren, strygerne, hvad der nu end ligger på pladen, og det er indspillet for mange år siden med gamle analoge maskiner på godt udstyr i et stort rum, måske en koncertsal af nogle meget dygtige mennesker, der vidste, hvordan man skulle stille det her op, hvorfor skulle man så gå ind og genindspille det? Så vil jeg hellere bruge det, de har gjort. Og bruge det til noget nyt. For det kan da godt være, at det virker lidt respektløst, at man behandler de her samples ved at klippe dem op. Men det er jo bare udviklingen i musik. Og det er faktisk med dyb, dyb respekt, man bruger tingene. Jeg har samples, som jeg har haft liggende i et par år, fordi de er så fede, at jeg ikke tør røre ved dem. Det skal være den rigtige dag, til det helt rigtige«. James Browns funk Mange kunstnere har også nydt godt af at blive samplet. For eksempel forbindes James Browns renæssance i 1980'erne og 1990'erne i høj grad med den heftige sampling af hans funkrytmer, som især hiphoppen har svælget i. Og så er der i øvrigt også gode penge i at blive samplet, hvis folk vælger at gøre det ad legal vej. »Vi brugte en lille guitarbid på 'Jagt' fra 'Smashhit in Aberdeen' (Malk de Koijns debutalbum, red.). Den kom fra James Brown, og den gik vi oven i købet ind og camouflerede med nogle effekter, så den lød lidt anderledes. Det er en bid, der varer et sekund, måske halvandet, som vi så gentager igen og igen, og vi snakkede meget med pladeselskabet om, hvorvidt vi skulle cleare den. Det er noget, man skal vurdere: Er den her sampling f.eks. så uundværlig, at den ikke kan genskabes? Alle mente, at den var uundværlig, og så blev den clearet. Det betalte vi 5.000 dollar for, for sådan en halvandetsekunds bid. Og det var i 1998«. Betyder det, at det i dag er blevet en vigtig disciplin at kunne camouflere sine samples? »Ja, det er det, og det giver helt bestemt også noget nyt til musikken. Det bliver en sport at 'flippe samples', altså vende dem om og gøre ting ved dem, så de ikke er umiddelbart genkendelige. Eller også blander man dem med reelle instrumenter, og på den måde prøver man hele tiden at grave dem længere og længere ned. Man stopper jo ikke med at lave musik, fordi det er ulovligt at bruge samples, eller fordi der er så heftige restriktioner på det. Så finder man på nogle nye ting. Slaverne sang jo også deres sange, ikke? Man kunne ikke tage musikken fra slaverne«. Har der alligevel været eksempler på, at du har måttet droppe at udgive noget på grund af samplinger?

»Ja, vi var nødt til at tage nogle ting af 'Sneglzilla' (Malk de Koijns andet album, red.), fordi det ville blive for dyrt at cleare, og det ville være en for stor risiko at løbe at bruge dem uden at spørge om lov«. Hvad med din kommende soloplade? »Ja, der har også været ting, der har måttet lade livet, fordi der blev brugt en for risikabel eller for dyr sampling til formålet. Så kan man så sige, at jeg burde give det et nyt bud og prøve at lave et nyt track, men det tager brodden af det kreative i det nummer - det, der opstod omkring det«. Har du overvejet at arbejde uden samplinger som fundament? »Ja, det har jeg. Men i stedet bliver mine samples mere og mere camouflerede og fragmenterede og blandet med ting, jeg selv spiller. Jeg ville aldrig tage mine samples ud af musikken, for det er en kæmpe, kæmpe stor del af livet i min musik«. En bid af Beatles Tue Track arbejder altså - som utallige andre samplermusikere - med ikke-clearede eller, om man vil, illegale samplinger. Så længe risikoen for at blive opdaget ikke er for stor. Så da jeg spørger ham, om han nogensinde har samplet Beatles, som er notorisk ekstravagant dyre at få lov at sample, så svarer han bekræftende. Men han vil ikke afsløre, hvor man kan høre den godt gemte lydbid. Og da han spiller endnu en sampling, og jeg vil vide, hvor den kommer fra, bliver jeg også ladt hen i det uvisse. »Det er jo det spændende ved sådan nogle sampleting, at man kan nørde og prøve at gætte sig til, hvor samplingerne stammer fra«. Så det er ikke af juridiske årsager, at du ikke vil fortælle det? »Jo, det er det måske også ...«. Han ser fiffig ud, da han siger det. Inde ved siden af øver et band på det, nogle vil kalde rigtige instrumenter. Bas, guitar, keyboard. Tue Track trykker på nogle knapper på sin sampler, og ny musik fylder en af nationens mest interessante kreative forbryderbuler. Og solen skinner ind på vinylpladeskatten, selv gennem den lappede rude.