Cornelia Schleime har tidligere forarget sit publikum. Både med en serie henførte nonner, der i den grad så ud til at være i ekstase, og som helt ung østtysker, hvor hun blandt andet sang i et punkband. Lige nu forarger hun med en serie, der har den nyligt afdøde pave Johannes Paul II som motiv, der bliver kaldt både kritisk og ironisk. Sådan ser hun dog ikke selv på det: »Jeg synes ikke, mine malerier er hverken kritiske eller ironiske. I mine malerier behandler jeg paven med respekt. Kun i mine tegninger kan du finde ironi, men udelukkende i forhold til den katolske kirke som institution, ikke paven som person«. Cornelia Schleime er selv vokset op med katolicismen, men brød sig ikke om de mange regler. På grund af sine provokerende værker var hun i DDR under konstant overvågning og fik forbud mod at udstille sine malerier. I 1984 fik hun endelig lov til at forlade landet, men ikke til at tage et eneste af sine værker med sig. Til gengæld skabte hun så senere værket 'Bis auf weitere gute Zusammenarbeit Nr. 7284/85' (For det videre gode samarbejde No. 7284/85). Her benytter hun efterretningerne fra sin sagsmappe, som hun efter Murens fald fik adgang til, som materiale for værket. Du har kaldt serien 'Das Paradies kann warten' (himlen kan vente, red.), hvad mener du med den titel? »Jeg var imponeret over pavens stærke vilje. Han kæmpede imod sin sygdom, så for mig betyder dette citat af paven, at han ønskede at fuldføre sin mission her på jorden. For os andre betyder det, at vi må forsøge at opfylde vores drømme i denne verden og ikke bare regne med, at de nok skal blive opfyldt i himlen«. Paven havde mange markante standpunkter, men var du altid enig med ham? »Jeg synes, paven var meget progressiv på det politiske plan, når han for eksempel sagde nej til krigen i Irak, eller når han var åben over for det jødiske samfund. Han havde en politisk strategi.« »Med sin hårde linje, når det kom til kondomer, udgjorde han dog en fare. Når man tænker på de store problemer med aids i Afrika, så er kirken og paven ansvarlige for menneskers død. Og det er et problem, kirken må løse«. Hvor tror du, tysk kunst i øjeblikket bevæger sig hen? »På grund af globaliseringen er der stadig flere tilgange, men alligevel tror jeg, at god tysk kunst - som Kiefer, Richter, Lüpertz og fra den nye generation Daniel Richter - er kendetegnet ved en tyngde og alvor, endda melankoli, der er unik. Derfor er det også en god og interessant idé, at man i kunstnersammenslutningen PRO skaber en europæisk dialog, så man kan sammenligne forskelle og tilgange i europæisk kunst«.