30 malerier af Skandinaviens berømteste billedkunstner, Edvard Munch, der af Hitler blev anset for at være degenererede, blev under Anden Verdenskrig reddet fra ødelæggelse ved at blive skjult i en hule i Norge. Det fremgår af en ny undersøgelse. Undersøgelsen viser, at mange af Munchs billeder - herunder en udgave af hans berømteste værk 'Skriget' - blev købt af nazisterne af et netværk af venner og derefter skjult i en hule i en afsidesliggende gård i de norske fjelde. Købte billederne Denne afsløring offentliggøres i en ny Munch-biografi, 'Edvard Munch: Behind the Scream', af den norsk-engelske kunsthistoriker Sue Prideaux, der tilfældigvis også er barnebarn af den gårdejer, på hvis ejendom billederne blev skjult. Hun fortæller i bogen, at hendes grandonkel, en nabo til Munch ved navn Thomas Olsen fra den sydnorske bygd Hvitsten, sammen med en kreds af malerens øvrige venner i sommeren 1938 købte centrale værker af Munch af nazisterne for at undgå, at de blev brændt. Hadede ekspressionisme Olsen overdrog derefter de billeder, han havde reddet, og en række andre billeder til sin bror, Fritz Olsen, som ejede gården, der lå i området ved Jotunheimen i det centrale Norge. Hitler hadede ekspressionistisk kunst. Han anså den for værende degenereret. Et af hans første politiske tiltag, da han kom til magten i 1933, var at iværksætte en naziledet offentlig undersøgelse af kunst i Tyskland. Det afstedkom den notoriske 'Rapport om tysk kunst', som dømte 16.000 malerier, udstillet på talrige kunstgallerier over hele Tyskland, til at være »utyske«. Beslaglagde 82 Munch-malerier I 1937 beslaglagde Goebbels' propagandaministerium tusindvis af malerier - inklusive 82 Munch-malerier - fra kunstmuseer og -gallerier over hele Tyskland. Han udvalgte hundredvis af de anstødelige malerier - oprindeligt inkluderede han flere af Munch - til en udstilling, der havde til formål at opildne til had mod ekspressionistisk og andre typer ukonventionel kunst. To millioner besøgende Malerierne blev hængt op i skæve vinkler, nogle gange med hængningsknob og ledsaget af propaganda, der beskrev, hvordan skatteydernes penge - før nazisterne kom til - var blevet ødslet væk på at erhverve disse malerier. Det fremgik af billedteksterne, at det var jødiske kuratorer på kunstgallerier, der havde erhvervet den »degenererede kunst«. Udstillingen fik to millioner besøgende, heraf mange grupper af Hitler-jugend. Solgte anstødelige værker I 1938 nåede den hadefulde antikunst-kampagne sit klimaks, og nazisterne besluttede at sælge de anstødelige kunstværker til udenlandske købere for at skaffe udenlandsk valuta. De værker, der ikke blev solgt, skulle brændes. Redningskampagne Det var her, at Edvard Munchs venner greb til handling. De organiserede en redningskampagne, som involverede opkøb af mange af kunstnerens centrale værker. Da Tyskland invaderede Norge i april 1940, blev de malerier, der var blevet reddet - deriblandt 'Skriget' - skjult i en hule under Fritz Olsens gård. Hitler var ikke den eneste, der havde noget imod Munchs værker, men lederen af den nazistiske marionetregering i Norge havde et personligt mellemværende med kunstneren. Vidkun Quisling krævede, at Munch bakkede op om regeringen, hvilket han afslog, og efterfølgende levede han i konstant frygt for at blive anholdt. Kontrast til propagandaminister Hitlers had til Munchs malerier stod i bizar kontrast til hans propagandaministers helt private følelser. Selv om Joseph Goebbels stod i spidsen for den officielle nazikampagne mod Munch og andre skabere af den »degenererede kunst«, var sandheden, at Goebbels i al hemmelighed havde stor beundring for Munchs arbejde. Hans foretrukne kunstværk var 'Livet', et af den norske kunstners mest kendte malerier, og et af dem, der blev skjult på Fritz Olsens gård. Fjernet fra bygningen De modstridende holdninger i naziledelsen til Munchs kunstværker, og ønsket om at omsætte dem til hård valuta, var sandsynligvis årsagen til en række ejendommelige begivenheder, der fandt sted ved åbningen af kunstudstillingen 'Entartete Kunst', degenereret kunst, i 1937. Nazisterne konfiskerede 82 Munch-malerier fra de største kunstgallerier i Berlin, Dresden og Weimar. Et udvalg af disse Munch-malerier blev derefter udstillet i rum 7 på udstillingen for degenereret kunst. Men allerede en halv time efter at dørene til udstillingen var blevet åbnet, blev alle Munch-malerierne på mystisk vis taget ned og antageligt fjernet fra bygningen. Hemmeligt synspunkt Ingen ved præcist hvorfor eller på hvis ordrer. Det var nogle af de malerier, der efterfølgende blev solgt af nazisterne i deres bestræbelser på at skaffe udenlandsk valuta. »Jeg tror også, at min research afslører uoverensstemmelser internt i nazipartiet om den førte kunstpolitik, hvor Goebbels i al hemmelighed har et andet synspunkt end Hitler«, siger kunsthistoriker Sue Prideaux, som står bag den nye research. »Det mod, som de jævne nordmænd, der samarbejdede om at redde en afgørende del af verdens kulturarv, har udvist, har været meget inspirerende«, tilføjer hun. Sue Prideaux's nye research bliver udgivet af Yale University Press sidst i september. Oversættelse: Tobias Bojlén Hartman og Lorens Juul Madsen