I et indlæg, der er gengivet på Politikens hjemmeside, tager Frank Esmann til genmæle imod min undersøgelse af hans bog om den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister Henry Kissinger fra 2004 og dens forhold til Walter Isaacsons 'Kissinger. A Biography' fra 1992. Esmann påberåber sig især et responsum, som en ekspert i ophavsret, lektor ph.d. Morten Rosenmeier ved Københavns Universitet har udarbejdet til støtte for ham. Rosenmeier har ikke læst de to bøger i deres helhed, men foretaget en række stikprøver på grundlag af min synoptiske liste over Esmanns lån fra Isaacson. Én af Rosenmeiers pointer er, at en del af de paralleller, jeg har fundet mellem de to Kissinger-biografier, "befinder sig i en slags juridisk gråzone", og at "det er svært at sige, om en domstol ville anse dem for acceptable eller retsstridige" (citaterne fra Rosenmeier). Selv om jeg ét enkelt sted i rapporten på baggrund af den amerikanske ©-bestemmelse forrest i Isaacsons bog giver udtryk for, at Esmann groft må have tilsidesat Isaacsons ophavsret, så er min undersøgelse ikke noget juridisk, men et filologisk responsum, og hensigten med den er ikke og har ikke været at bringe Esmann for en domstol. Det stod fast længe, inden jeg påbegyndte min undersøgelse. Denne bygger på min faglige baggrund og er en rent tekstlig sammenligning af de to Kissinger-biografier med henblik på at klarlægge et formodet ensidigt afhængighedsforhold imellem dem. Rapportens resultat var som bekendt, at der foreligger et helt overvældende antal overensstemmelser mellem bøgerne, og at de må skyldes, at Esmann har overtaget de pågældende passager fra Isaacson i mere eller mindre bearbejdet form. Dette resultat vil Rosenmeier tilsyneladende ikke sætte spørgsmålstegn ved. Problemet er blot, som Rosenmeier betoner, hvorledes graden af overensstemmelse i de enkelte tilfælde skal vægtes juridisk. Ligesom Esmann hilser jeg det juridiske responsum velkomment, selv om det kun bygger på stikprøver. Det hverken underkender eller ophæver mit responsum, men supplerer det med en dimension, som mit responsum ikke kan, ikke vil og ikke skal levere. Mit anliggende er det, som man med en lidt uklar betegnelse kan kalde sagens videnskabsetiske aspekter. En omstændighed, som både Rosenmeier og Esmann overser resp. vælger ikke at berøre, er det særlige mønster, som overensstemmelserne mellem Esmann og Isaacson indgår i: Lånene i den danske form, som Esmann har givet dem, og deres engelske modstykker hos Isaacson optræder ikke i tilfældig orden, men karakteristisk nok i samme indbyrdes rækkefølge stort set hele vejen igennem de to fremstillinger. Sammen med de formmæssige ligheder, som jeg har konstateret i de enkelte tilfælde, er dette forhold intet mindre end et bevis for, at de pågældende passager hos Esmann faktisk stammer fra Isaacson og ikke beror på tilfældig ydre lighed. Rosenmeier har som nævnt ikke læst bøgerne, men kun læst i dem. Det kan være årsagen til, at han forbigår dette ikke uvæsentlige aspekt. Jeg ser ingen grund til at fravige min oprindelige karakteristik af Esmanns bog som et værk, der har opnået sin væsentligste substans ved ukvitterede lån fra en anden fremstilling og som derved i særlig grad fornærmer sine læseres intelligens. Jeg tillader mig at minde om, at det netop var Isaacson selv, der i et interview i 'Politiken' den 2. august 2005 påpegede, at en forfatter, der låner fra en kollega, ikke mindst af hensyn til læserne bør være særlig omhyggelig med sine kildehenvisninger. Om den planlagte redigering vil kunne rette op på alle de skævheder, som Esmanns bog har, anser jeg for tvivlsomt. Meget tyder på, at Esmann ganske enkelt ikke magter denne opgave, jfr. f.eks. den ringe umage, som Esmann har gjort sig med sit indlæg i 'Politiken': Blandt talrige forskelligartede fejl, heriblandt 'citater', som Esmann forsøger at skyde mig i skoene, men som i den form, han nævner dem i, ikke findes nogetsteds i min rapport, har jeg noteret i alt 15 ud af 63 tilfælde, hvor mit efternavn staves forkert. En petitesse? Måske. Men alligevel ikke just nogen respektfuld måde at behandle en modspiller på, og hvad værre er: Et dystert varsel om kvaliteten af fremtidige værker fra Esmanns hånd. Århus, den 19.8. 2005 Steffen Krogh