Torsdag leverede Frank Esmann sit modsvar til den rapport af sprogforskeren Steffen Krogh, der midt i juli påpegede 350 stykker afskrift i bogen 'Kissinger'. Men hvis Esmann håbede, at hans modspil ville vække interesse hos modtagerne af den oprindelige rapport, tog han fejl. »For os var Steffen Kroghs rapport ikke et diskussionsoplæg«. »Det var et punktum«, siger Claes Kastholm Hansen, der bestilte den oprindelige rapport som formand for Kunstrådets fagudvalg for litteratur. Sagen afsluttetMen Frank Esmann har jo sendt sin redegørelse til jer? »Ja, det har han. Og vi vil takke for det og sige, at sagen for vores vedkommende er afsluttet«. Du sagde, at Steffen Kroghs rapport var et godt input til debatten. Hvad så med Frank Esmanns og juristen Mortens Rosenmeiers vurdering? »For os er sagen afsluttet med den rapport, Steffen Krogh lavede. Selv om der hersker uenighed om enkelte dele, kan der ikke være uenighed om helheden. Jeg ser Esmanns fortsatte aktivitet i sagen som mere psykologisk end sagligt begrundet«. Jura uden betydning Frank Esmann støtter sig ellers til lektor i ophavsret Morten Rosenmeier fra Københavns Universitet, der som jurist vurderer, at en del af sprogforsker Steffen Kroghs fundne eksempler ikke krænker ophavsretten. Samtidig kritiserer Esmann blandt andet, at Steffen Krogh ikke har vurderet bogen med de rettelser, forlaget Aschehoug genudsendte bogen med, før den igen blev trukket tilbage. Frank Esmann har også søgt aktindsigt i korrespondancen mellem Claes Kastholm Hansen og Steffen Krogh og mener, at sprogforskeren fik at vide, at han skulle tage det for givet, at Esmann havde plagieret og blot undersøge omfanget. God citatskik Steffen Krogh selv siger, at han har travlt i de næste par uger og ikke har tid til at studere »de nye akter i sagen«. Claes Kastholm Hansen mener, at sagen ikke på noget tidspunkt har handlet om juraen, men om etikken i at citere korrekt - et område, som han og resten af et udvalg under Kulturministeriet kigger på med Steffen Kroghs rapport som inspiration. »Vi har aldrig gjort det til et spørgsmål om ophavsret. For vores vedkommende har det uden videre været et spørgsmål om at nå frem til en vurdering af, hvornår man følger god citatskik«, siger han. Men bør man ikke tage de påpegede ting fra Morten Rosenmeier med i overvejelserne om Steffen Kroghs rapport? »Jeg synes ikke, det ændrer noget. Når vi laver retningslinjer for god citatskik, vurderer vi, hvad Esmann har af indvendinger. Men det er ikke et juridisk spørgsmål for os, så Rosenmeiers overvejelser om ophavsretlige forhold er uinteressante i sammenhængen«. En ganske lille delFrank Esmann synes, det er uretfærdigt, at bogen er blevet vurderet uden de rettelser, forlaget og han selv sendte ud i sin tid. Hvad siger du? »For det første har vores beslutninger bygget på den bog, der faktisk forelå. For det andet handlede rettelserne kun om en meget beskeden del af det samlede værk«. Men det er vel den sidst udgivne version, der gælder? »Jo, men det ændrer ikke ved, at rettelserne kun omfattede en ganske lille del«. Du skulle have givet Steffen Krogh en bunden opgave. Er det rigtigt?

»Den mail, Esmann henviser til, var den første, der blev udvekslet mellem Steffen Krogh og mig. På de første 70 sider af bogen havde jeg selv fundet en række passager og udtryk fra Walter Isaacsons bog, der fremstod i Esmanns tekst, som om de var hans egne. Så det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt der var skrevet af, men om omfanget. Steffen Krogh havde sin fulde faglige frihed til at sige, at han ikke var enig«. Frank Esmann har valgt ikke at udtale sig, men lader sin redegørelse tale for sig selv.