Det er weekend. Johanna sidder i nattøj og ser tv, da jeg kommer ned i stuen. Men hun har ikke fundet hverken Bubber, 'Sommer Summarum' eller Cartoon Network. Hun sidder åndeløst og følger med i TV Shop. »Far, ved du, hvorfor de altid siger 'kun', når de skal fortælle, hvad noget koster?«. »Nej, hvorfor?«. »Det er, fordi det virker så godt«, jubler hun og er nødt til at hoppe i sofaen af begejstring over en svensk husmor, der demonstrerer en uhyre effektiv svaber med syntetisk klud. Hurtigt skynder hun sig dog ned at sidde igen, for nu kommer en firskåren amerikansk mand og vil demonstrere den nye abs-swing, hvor man på kort tid får utrolig stærke mavemuskler. Hvad en pige kan li' Vi har ellers prøvet at give hende sunde interesser. Vi har taget hende med i dyreparker og på campingpladser. Hun har købt jordbær langs vejkanten og kigget på humlebier i de lilla hybenblomster. Og hun har badet og hoppet over vandmænd sammen med sin far ved hyggelige danske strande. Efter vores sidste dukkert på Møn var jeg i hvert fald selv ganske tilfreds med min indsats som patriark med sans for livets nære værdier. Jeg spurgte derfor den lille finke: »Nåe, hvad synes du så om vores ferie, indtil nu? Var det ikke bare en dejlig strand, selv om man skulle gå lidt for at nå hen til den? Var det ikke noget, du ku' li'?«. Lang pause. »Far, du ved godt, at der kun er én ting, jeg rigtig kan li'«. »Og hvad er så det?«. »En build-a-bear!«. Jubler hun og må hoppe lidt i autostolen. Først hører jeg det som build-a-beer, hvilket lyder ganske tilforladeligt. Men så er det, at det går op for mig, at build-a-bear er de her tøjbamser, som man kan købe i en butik inde ved Tivoli. Barnet kan så selv komponere farver og tøj og tilbehør, selvfølgelig formedelst en ublu pris, som forældrene skal betale. Så er det, man som far bliver lidt træt i masken. Især fordi der allerede ligger to sorte sække med latterlige tøjdyr, ingen gider bekymre sig om, på vores loft. »Jamen, dem sælger jeg da bare på loppemarked, så kan jeg måske også få råd til en ny skoletaske«, siger Johanna og hopper endnu højere i autostolen. Godt, selen er spændt, så hun ikke ryger i loftet. Farvel til lommepenge Johanna har fået en pung med kængurupels på af sin oldemor på Bornholm. Den går hun og samler penge i. For eksempel får hun 5 kroner af mig, hver gang jeg kommer til at sige børnehave om hendes fritidshjem - gamle vaner er svære at lægge. Men cashflowet er ret tilfældigt, og derfor vil hun gerne på faste lommepenge. Det kan vi altså ikke rigtig finde ud af, hvad vi skal sige til. Godt nok er hun seks år og starter i skole nu, men alligevel. Er det nu ikke liiige lovlig tidligt? Vil hun ikke bare komme til at købe en masse unødigt slik og sært plastik, der går i stykker? Min kone tilhører strammerfløjen og kan bestemt ikke se grunden til at give hende flere frie midler. Personlig er jeg jo sådan lidt blød og følsom, og principielt synes jeg måske, det er urimeligt, at hun ikke selv har nogen penge, når vi andre nu har lov til at bestemme, hvornår vi vil have en røget sild eller en fadøl eller en T-shirt med Krøllebølle på. Og som det begavede menneske hun jo er, fornemmer vores lille pusling uenigheden og den mulige sejr. Med stor dygtighed spillede hun lommepengekortet ud daglig på vores tur til Bornholm. En dag gik hun dog for vidt. Hun tilbragte tre timer sammen med en veninde i en latterlig kiosk på campingpladsen i Hasle, hvor hun - i bedste Greenpeacestil - nærmest lænkede sig til hylderne med souvenirer. Min kone og jeg var enige, som vi sjældent er det, om, at den der behårede pung altså åbenbart gør hende forbrugsfikseret på en syg måde. Vi prøvede at tvinge hende til at lege - som børn bør. Men hun nægtede grædende, mens hun tryglede om at få en rundkirke med blyantspidser i bunden. Så kører vi hjem til Rønne. Tilbage på vores logi vil Johanna ikke have vasket hår, selv om det var meget beskidt. Da jeg alligevel forsøger, kigger hun køligt på mig og siger: »Din gamle nar«. Den dag holdt jeg op med at støtte lommepengeprojektet. Nu sidder jeg med armene over kors og nægter hårdnakket. Det, som skete for Spørge-Jørgens far, skete også for mig. En dag blev det hendes far for meget. Jeg ved, det er urimeligt at bruge penge som pressionsmiddel. Men hvad kan man forvente andet af en gammel nar? per.munch@pol.dk