Selvfølgelig var det noget af en dukkert. Dér sad Tina Dickow på den grønne gren i London og indspillede i Metropolis Studios med den berømte Chris Potter, der har produceret for både Rolling Stones, The Verve og Blur. Indspilningerne gik godt fra start til slut. Både Chris Potter og den unge jyske sangerinde var glade. Responsen fra Sony UK var også fin. Dickow havde taget skridtet og skrevet slutseddel på den dyre lejlighed i den engelske hovedstad. Håndværkerne var rykket ind og gået i gang med at rive ned. Nu skulle det være slut med at bo i en kuffert, og alt tydede på, at fremtiden lå i London. Og så faldt hammeren. Da de to multinationale Sony og BMG slog pjalterne sammen for at overleve i den trængte musikbranche, blev ikke så få artister smidt ud til akkompagnement af den alt andet end søde fusionsmusik. En af dem var Tina Dickow. Fyreseddelen kom i form af en kortfattet telefonbesked. Farvel og tak, og glem alt om de seks album, som Sony havde sikret sig forhåndsrettigheder til. »Jeg var først helt vildt chokeret. Det havde simpelthen ikke faldet mig ind, at det kunne ske«, indrømmer hun. »Jeg sad der i min umøblerede, håndværkerstøvede lejlighed i London og tænkte: »Hvad fanden laver jeg her?««. Men hver en mørk sky er indrammet af sølv. Ikke noget er så skidt, at det ikke er godt for noget. Alt det der ævl. Men da først Tina Dickow havde sundet sig lidt, indså hun til sin egen overraskelse hurtigt, at der var noget om snakken. Hun havde jo fået penge i både posen og sækken og en gratis plade i hånden. Et færdigindspillet Chris Potter-produceret album og frihed til at gøre med det, som hun ville. Dickow er chef i sit eget bette selskab Finest Grammophone, og som hun konstaterer på tørt jysk: »Der var jo faktisk nogen, der havde foræret mit firma en gratis vare. Jeg kunne mærke iværksætteren komme hurtigt op i mig!«. Derfor bliver Dickows tredje album 'In The Red' nu udsendt som et samarbejde mellem Finest Grammophone og det nye danske selskab A:larm music. Det er ikke en ukendt artist, der skal introduceres til det danske publikum. Hendes andet album 'Notes' fik fornemme anmeldelser og etablerede Dickow som et mere end lovende navn blandt de unge sangskrivere. Mange fik øjne og ører åbnet for Tina Dickow i kraft af hendes samarbejde med Steffen Brandt på bl.a. Leonard Cohen-hyldesten 'På danske læber'. Men det var 'Notes', der blev afgørende for den unge sangskriver med det lyse, glatte hår. Her havde hun gjort tingene på sin egen måde uden at lytte til de påstået gode idéer om image og markedsføring og klarede sig glimrende på egne ben og betingelser. 'Notes' skabte hul igennem til udlandet. Men spørgsmålet er, om den alvorlige og relativt mørkere tone på 'In The Red' også var dén sang, Sony havde forventet fra en ung, blond, dansk pige. »Man kan da godt forestille sig, at de har fortrudt, at de har ladet mig være så meget mig. De har jo godt kunnet høre med popøret, at det ikke var en topti-plade«, siger Tina Dickow, der først ret sent selv opdagede, at sangene gennemgående var mere sørgelige end opløftende. Men overrasket var hun ikke. Et matematisk sind »Jeg skriver mest på konflikter og er som person eftertænksom udi det ekstreme. Det ville aldrig falde mig ind at skrive noget, som bare var glat, lineært og deruda' happy. For sådan er jeg ikke. I alle livets forhold er jeg sådan en, der kigger på tingene fra 500 forskellige vinkler for lige at se det an, vende&dreje det og analysere«, siger Tina Dickow og lyder, som om det godt kan være en ret udmattende måde at leve sit liv på. »Det gør det i hvert fald svært bare at leve og være til«, siger Dickow, der ikke har svævet af sted på en lille lyserød clubsky i det swingende London. Snarere tværtimod. »Der er jo en konflikt mellem det, jeg dybest set har brug for og lyst til for at finde min lykke, og så det projekt, jeg har gang i nu. Men jeg har en fornemmelse af, at det er noget, jeg skal igennem. Jeg er matematisk anlagt og har i virkeligheden nok ikke flair for at være musiker. Det havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle være. Jeg var nok bange for at give mig hen til noget så abstrakt og uhåndgribeligt. Jeg prøver stadigvæk at finde et system, jeg kan klamre mig til, men at være sangskriver er jo at have et arbejde uden et facit«. Angsten for magelighedEr denne konflikt mellem musikken og din hang til det matematiske en del af din drivkraft? »Det tror jeg bestemt. Jeg skriver ikke sange, hvis jeg bliver for magelig. Så jeg har ikke lyst til at blive for magelig. Jeg vil bare holde mig skarp! I et forsøg på at finde et bud på det gode liv er jeg nødt til at vide, præcis hvilke ingredienser der skal være der, og hvilke der ikke skal være der. Jeg prøver at skrælle af og skrælle af. Jeg er måske nok lidt overskrøbelig, men jeg har et enormt behov for, at tingene skal være intense. Jeg vil gerne lade verden med poesi og ord, men også bare med sammenhæng. Livet kan godt virke enormt meningsløst, medmindre man fortæller en eller anden form for sammenhæng ind i det. Jeg har et behov for at kaste mig selv ud i verden for at kunne trække den ind i mig og mærke den«, siger Tina Dickow, der, inden instrumentet fangede, har haft drømme om at blive både havbiolog, simultantolk og forfatter. »Jeg begyndte at skrive sange, da jeg var 10 år, og har nok altid godt kunnet mærke, at der var et eller andet ved at sidde ved et klaver og spille sørgelige akkorder. Jeg var ikke et trist barn, men jeg var et tænksomt barn. Jeg havde masser af selvtillid, men jeg var også skrøbelig. Lidt bange i forhold til de ting, jeg ikke kunne kontrollere og forstå. Men i musikken var der noget at holde fast i«. Denne blanding af talentets selvtillid og sjælens skrøbelighed er måske nøglen til Tina Dickows særlighed som sangskriver. Nerven, hun skriver på, »er en ensomhed, der er rimeligt nem at opretholde i mit arbejde, og en mild grad af eksistentiel fortvivlelse«. »Selv om musikken er mit forsøg på at give mig hen, så er det på en måde ret matematiske sange. Der skal være struktur på. Der skal være nogle mønstre i det. Det er nok også grunden til, at jeg ikke er sådan en sangerinde, der bare farer rundt og synger alt muligt spændende«, siger Dickow, der i modsætning til sine omgivelser stadigvæk har svært ved at tænke på sig selv som sangerinde. »Måske er det mit livsprojekt at nå dertil, hvor jeg tør give slip på mine mønstre og bare flyde med og skrive nogle sange, hvor der er ét vers, 10 minutters instrumental og så lige et c-stykke i slutningen«, siger Tina Dickow og drømmer om at lave mere eksperimenterende ting i fremtiden. Sangskriveriets dilemma Der er et grundlæggende dilemma i sangskriveriets kunst, som Tina Dickow kender til hudløshed. Som sangskriver kan man tilstræbe at skrive sange, der transcenderer det personlige. En gang imellem lykkedes det. Så kan der være dømt evergreen. Mislykkes det, er facit anonymt. På den anden side er der de personlige udsagn. Mislykkes det, er facit privat og uvedkommende. Lykkes det, fascinerer sangen netop i kraft af individualiteten i sit univers. »Jeg kunne tit have lyst til at skrive nogle mere teenage-agtige sange, men dem skrotter jeg igen. For jeg vil dybest set helst skrive nogle sange, som mange folk kan spejle sig i. Jeg tænker tit 'nej, det her er for meget mig, det er der ikke nogen, der kan kende'. Det kan føles meget patetisk at sidde og synge om sig selv. Det har jeg ikke lyst til. Blufærdighed har ikke noget med sagen at gøre. Den har jeg på andre områder i mit liv, men ikke i musikken. Men der er klart en konflikt mellem den side i mig, som bare helst vil give sig hen, og så den matematiske og professionelle side, der siger, at jeg skylder mig selv at gøre det ordentligt og at blive god til det. Jeg har matematikerens respekt for det objektive. Jeg lader mig dupere af professionelle sangskrivere, men ville måske i virkeligheden helst bare høre en, der synger 'Jeg savner dig'. Jeg prøver at bygge bro mellem de to ting. Men før jeg begynder at eksperimentere, skal jeg først have skrevet mange klassiske, gode sange«, erklærer Tina Dickow, der hermed leverer sine seneste 11 bud på 'In The Red'.