De nye sangere kigger i bakspejlet

Gwyneth Herbert - Foto: Anna Kaari
Gwyneth Herbert - Foto: Anna Kaari
Lyt til artiklen

Ingen af dem er kommet let til den succes, der er begyndt at skubbe deres karriere ind på de bonede gulve. 30-årige, fransk-amerikanske Madeleine Peyroux har i årevis ladet hatten gå rundt som gadesanger. I aften optræder hun på scenen i Operaen i København. 23-årige Gwyneth Herbert turnerede gennem de små cafeer og værtshuse i især London, før hun fik den rette mand til at lytte og sende hendes musik ud på cd. I aften synger hun i Glassalen i Tivoli. »Det var hårdt. Vi skulle ikke bare være musikere, men også kæmpe for at sælge os selv. Hvis det lykkedes at bevæge publikum, når vi endelige fik et job, var det fint. Der var gange, da jeg overvejede at stoppe, men lykkeligvis fik vi forbindelse igennem til Pete Wallis«, siger Gwyneth Herbert. Pete Wallis er en af indehaverne af jazzspillestedet Soho Pizza Express i London, og blandt de flere hundrede henvendelser, han bliver bombarderet med om ugen, fik han sat Gwyneth Herberts demobånd på i bilens anlæg. Det blev til en pladeindspilning og en succes, der fik de store til at slå ned på talentet. Gwyneth Herberts anden cd 'Bittersweet and Blue' er blevet udsendt på Universal. Den blev behørigt rost af Boris Rabinowitsch i Politiken, hvor han også har fremhævet Madeleine Peyroux's cd 'Careless Love'. Den kom i fjor, otte år efter debut-cd'en i 1996, der blev udråbt som et af det års bedste udspil. Madeleine Peyroux valgte dengang igen livet som gadesanger, for - som hun sagde i et interview med Politiken for nylig - var hun usikker på sig selv og i tvivl om, hvor succesen og musikken skulle bære hende hen. Og 'Careless Love' blev da også til hos et mindre, mere uafhængigt pladeselskab. Her stopper vi ikke sammenligningerne mellem de to, for når de nu begge viser sig på samme tid i København ... Der er f.eks. også deres valg af repertoire. De læner sig begge op af jazzalbummets standardnumre, men plukker tillige fra Neil Yong, Leonard Cohen, Tom Waits. »Jeg har lyttet til nogle af de gamle, Bessie Smith bl.a., og min frasering er påvirket af jazzen, men jeg kalder mig ikke jazzsanger. Vel, jeg er måske meget eklektisk. Jeg vælger de sange, jeg kan få til at spejle mit liv. Jeg lægger stor vægt på teksten og går efter de store fortællere. Jeg mener, at jeg som sanger skal være omdrejningspunkt, jeg skal fortolke og kommunikere fortællingen videre og samtidig sætte mit eget præg på den. Jeg går ikke på scenen for at optræde. Jeg går på scenen som míg selv«. Madeleine Peyroux har lyttet til Billie Holiday. Det høres i hendes sang. Gwyneth Herbert har også haft pladerne på, men er mere forsigtig. »Jeg er en pige fra landet. Bogstavelig talt. Mine forældre var kreative, og der var musik i familien, men jeg er vokset op i en flække i Sydengland. Selvfølgelig får man erfaringer med livet og kærligheden, men der er sange, jeg med min baggrund holder mig fra og ikke vil forsøge at fortolke. Strange Fruit, for nu at tage et klart eksempel, har jo intet med min baggrund at gøre«. Både Madeleine Peyroux og Gwyneth Herbert er en del af en generation, der ikke har noget mod at se tilbage. Den sidste er blevet kaldt Englands svar på Norah Jones. Og Herberts landsmand, Jamie Cullum er med på bølgen. Han er blevet utrolig populær på det, de vrisne skeptikere kalder husmoderjazz. »Der vil altid være kritiske puritanere, De var der også, da Nat King Cole begyndte at synge populært stof. Jeg er ikke interesseret i den diskussion, men der er opstået en vis retrospektiv interesse blandt yngre musikere. Jeg tror, det bl.a. skyldes en ny cafekultur. Selv kaffestederne er begyndt at spille mainstream-jazz. Og som sagt, jeg opfatter ikke mig selv som jazzsanger, selv om jeg har taget noget af musikkens frihed og improvisationsånd til mig, Og jeg citerer gerne Duke Elllingtons bemærkning om, at der findes to slags musik, den gode og den dårlige«. Jazz Live mødte Gwyneth Herbert i en nordlig forstad til London, Crouch End, hvor hun deler lejlighed med en roommate. Hun er mildt sagt et meget lattermildt væsen, og hvorfor så kalde sin cd 'Bittersweet and Blue'.. »Det er titlen på en af mine sange, og at jeg er glad og boblende nu betyder ikke, at jeg ikke har mine melankolske stunder. Jeg kan også lukke mig inde i soveværelset for at græde«, griner Gwyneth Herbert. Lad os vende tilbage til Madeleine Peyroux, der har levet et liv mellem USA og Paris. På tur mellem byer, hvor hun skulle tjene til dagen og vejen med et rullende orkester og en meget nedslidt turvogn. Hun kender også sin Bessie Smith. Sin Bob Dylan. »Mange af de numre, jeg vælger at synge, er kærlighedssange. Og for mig er de interessante, fordi de ikke er indlysende lykkelige. De er en smule bedrøvede, men det bedrøvede kan også indeholde lykke. Det er i orden, at vi er lidt fortvivlede og usikre«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her