Kvinderne synger. Mændene spiller. Det passer selvfølgelig ikke helt. Der er fremragende kvindelige instrumentalister på den danske jazzscene, men de er stadig undtagelser. Når kvinderne alligevel har været ret eksponeret i årets festivalprogram, skyldes det især, at flere scener har valgt kvindelige vokalister som tema. Og der ser ud til at være et boom i kvindelige jazzsangerinder. Men ser man på den danske jazzscene som helhed, er kønsfordelingen alligevel iøjnefaldende skæv. »Rytmisk musik er en mandeverden og har altid været det«. Det konstaterer bassist Peter Danstrup, som de seneste otte år også har været rektor på Rytmisk Musikkonservatorium. Nu fratræder han, og han er ikke stolt over at måtte erkende, at det kun er lykkedes at rokke balancen mellem kønnene på jazzscenen en smule. »Vi har jo selv et medansvar for, at det ser ud, som det gør. Det kræver rollemodeller, hvis vi skal have flere piger til at interesserer sig for at spille jazz. Og det er i høj grad os, der skal levere dem«, siger Peter Danstrup. I 2003 var der kun 21 procent kvinder blandt de elever, der blev optaget på Rytmisk Musikkonservatorium. På de klassiske skoler ser det langt mere lige ud. Der er 54 procent kvinder på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. »Der BLIVER optaget flere piger nu end i starten, men det er især sangerne, der trækker antallet op. Ser vi på instrumentalisterne alene, er kønsfordelingen helt grel«, siger Peter Danstrup. Og man får næppe vendt udviklingen, mener han, med mindre der kommer et diktat ovenfra om positiv særbehandling. »Vi burde have flere kvinder både blandt eleverne og lærerne. Men vi kan ikke tage folk ind på køn alene. Det, vi kan gøre - og det gør vi også - er, at hvis to ansøgere står lige, så vælger vi pigen frem for manden. Det gælder både elever og lærere«, siger Peter Danstrup. Han mener, at der skal gøres et langt mere intensivt arbejde for at holde musikalske piger fast ved instrumenterne allerede i folkeskolerne, i gymnasiet og på musikskolerne. »Allerede i 14-15-års alderen skifter pigerne fra at spille et instrument til at begynde at synge. Måske fordi det er sangerinderne, de ser eksponeret som glamourøse rollemodeller i bladene. Det er dem, der står forrest i rampelyset. Pigerne får indtrykket af, at det er dér, det sner«. En af vores kvindelige danske kapelmestre, pianisten Maj-Britt Kramer, er enig i betydningen af rollemodeller. Hun er daglig leder af Musikalsk Grundkursus på Sankt Annæ Gymnasium. »Men når pigerne kommer dér i 15-års alderen er de allerede fokuseret på sangen. I forvejen er det få piger, der søger rytmisk musik. Af de 20 elever, vi har dér, er der tre piger, og kun én er instrumentalist, mens der er to sangere«, siger Maj-Britt Kramer. Hun mener, at medierne har en stor del af ansvaret. TV præsenterer stort set aldrig kvindelige jazzmusikere. »Den klassiske musik har rigtig mange dygtige kvinder som rollemodeller for pigerne«, siger Maj-Britt Kramer. Hun mener, at der i dag er færre kvindelige jazz-instrumentalister blandt de helt unge, end det er tilfældet i hendes egen aldersgruppe omkring de 40 år. Det er svært at få nøjagtige tal for kønsfordelingen på den danske jazzscene. Under ti procent kvinder mener de fleste, Jazz Live har spurgt. »Jeg mener, at der ER flere udøvende kvindelige jazzmusikere, end da vi åbnede for 14 år siden«, siger musiskchef Lars Thorborg, Copenhagen JazzHouse. »Men det er kun en fornemmelse«. Forsigtig positiv særbehandling Han har selv fra begyndelsen praktiseret det, han kalder »en forsigtig positiv særbehandling«, når han booker orkestre. »Det samlede udtryk - i musikken som alle livets andre aspekter - bliver bedre, når balancen er nogenlunde lige mellem kønnene«, siger Lars Thorborg. Han mener også, at der er en særlig kvindelig tone i musik. »Maria Schneiders Big Band er et godt eksempel. Det er noget med balancen. Alle medlemmer for lov at fylde det, de skal. Blandt danske musikere vil jeg nævne trommeslageren Marilyn Mazur. Hendes musik er lidt luftigere og lettere end en mandlig trommeslagers«, siger Lars Thorborg. Jazzsangerinden Cæcilie Norby mener, at kvinderne skal lære at turde noget mere. Sætte sig selv på spil og også risikere at tabe ansigt. Det gælder både instrumentalister og vokalister. Hun underviser i sang på Rytmisk Musikkonservatorium, og dér er hendes råd, at eleverne skal gå ud og blande sig i jam-scenen. »Syng, syng, syng - det er dér, I lærer det«. Selv har hun et konkret eksempel på, hvordan jazzens spillesteder - trods Lars Thorborgs udtalelser om 'en forsigtig positiv særbehandling' - kun 'tænker i mænd'. »Jeg gjorde oprør ind i JazzHouse. Der var ikke engang et spejl på væggen i deres backroom«, fortæller hun.