Han ser træt ud. Sætter sig i den stol, fotografen gerne vil have ham i og takker ja til en vand. Solbrillerne bliver på under manken af hår, som ikke er helt så voldsom som for 20 år siden, men dog stadig imponerende. Manden kan ikke - og vil tydeligvis heller ikke - løbe fra, at han har været med siden starten af 1970'erne. Hullerne i cowboybukserne viser, at han også er glad for noget af det, 1980'erne førte med sig. Og så det hår... Gino Vannelli undskylder trætheden. Han landede søndag, og har lige øvet i seks timer med Tivolis Big Band og de 18 strygere, der skal spille med på Plænen i Tivoli i aften. »Jeg tror, de kan lide numrene, så alle giver alt, hvad de har. Og det gør hele forskellen - når alle arbejder sammen«, fortæller han. Fulgte Niels Lan Dokys råd Han har sin egen rytmesektion med, som han har spillet med de seneste seks år, og en 'koncert master', som skal dirigere det enorme orkester. Numrene har den efterhånden 53-årige Gino Vannelli komponeret til sine mange pop-plader, og derefter har han skrevet arrangementer til blæserne og strygerne. Mindst 20 gange har han optrådt med et big band fortæller han, og da han blev bedt om at komme forbi og spille med Tivolis orkester, og vennen Niels Lan Doky fortalte, at det var et godt band, sagde han ja. »Strygerne og blæserne giver en anden farve til sangene«, fortæller han. »Strygere er skønhed - hvis musikken er godt skrevet«. Radiovenlig stil Fra gennembruddet i 1974 med det funkede pophit 'People Gotta Move', bevægede Gino Vannelli sig gennem 1970'erne og 1980'erne gradvist over i en mere blød og radiovenlig stil. 'Soft-rock', 'adult contemporary pop', 'blue-eyed soul'. Genren har mange navne og endnu flere, som ikke kan udstå den. Gino Vannellis svar på kritikken er ikke sådan lige at blive klog på. »Jeg er ikke den typiske kommercielle kunstner. Musik skal være for øret, hvad et maleri er for øjet. Enten står det som et værk af skønhed, eller også gør det ikke. Mange mennesker vil udtrykke sig. Mange mennesker vil ændre verden. Mange vil tale om tiden, de lever i. Mange vil vise en bedre vej at gå. Der findes ikke en rock- eller popsang, der ikke siger noget i den stil. Men det betyder ikke noget mere. For alle siger det. Det som virkelig betyder noget er, at når du ser på det maleri. Når du står der, og du føler dine læber slipper hinanden, og du bare siger «Ahhh«. Det er 'the drug'. Og det er det, der er vigtigt ved musik. Når du lytter til den, og du kan lide lyden. Når du får det godt med dig selv - med den luft du indånder«. Mange inspirationskilder I 1995 kom den første kraftigt jazzinspirerede plade, 'Yonder Tree', fra Gino Vannellis hånd, og siden har pladerne været sværere at sætte i bås. Inspirationskilder i dag er der mange af, fortæller han. Lyden på Duran Durans comeback-plade er han meget glad for. Maroon 5 skriver gode sange. Diana Krall er en stor kunstner, ligesom Norah Jones, og countrysangerinden Alison Krauss ofte ligger på cd-afspilleren hjemme i Oregon. Her bor han med kone og barn i et hus, som ligger i naturskønne omgivelser, og ofte kan man se Gino med vandrestøvlerne snøret eller i en kajak. Hvis han da ikke arbejder i sit studie eller er på turné. Han kan i øvrigt ikke lide de lange turnéer. Denne tager to uger - ti koncerter og så er det hjem til Oregon igen. Sådan er det bedst, forklarer han. Efter tre uger savner hele bandet nemlig alligevel deres familier. At han i aften deltager i en jazzfestival, er ikke noget Gino Vannelli tænker synderligt over. »Jeg hører megen jazz, som er kedeligt. Det kan være så kedeligt, at det i mine ører ikke er jazz mere. Når det er forudsigeligt, og når de spiller de samme akkorder hele tiden. Når de spiller ting, som allerede er blevet spillet om og om igen. Når du har hørt det før, og du har hørt det bedre«. Om et øjeblik bliver Gino Vannelli hentet af Niels Lan Doky. »Han vil tage mig ud og se sin nye film, men jeg ved ikke, om jeg kan klare det. Jeg er lidt ... ør ... lige nu. Men jeg har hørt, at den skulle være god, og jeg har ikke set Niels i lang tid«. 'People Gotta Move' og Gino Vannelli ligner en mand, som snart bevæger sig op på hotelværelset til en lur. I aften kommer sangen i to udgaver. En pop-version og én udsat for jazz.