Først tog han en uddannelse som historiker på universitetet i Oxford. For derefter at beslutte sig for en karriere som musiker. Vi kender ikke det skudsmål, han fik med fra studierne. Heller ikke hans omdømme i akademikerkredse. Men som kunstner har 27-årige Soweto Kinch i løbet af et par år hentet flere priser. Han er blevet kåret til 'rising star'. Hans debut-cd, 'Conversations With The Unseen', er blevet hædret. Han nåede til tops i en konkurrence på Montreux Jazz Festival. »Historie var et af mine favoritfag i skolen. Jeg elskede det, og det, jeg brænder for og er bedst til, det, jeg interesserer mig mest for, plejer jeg at gennemføre til det yderste. Og jeg opfatter ikke historie og musik som to adskilte ting. Det er en vesteuropæisk tankegang, der skiller ad og skaber modsætninger. Som lukker tingene inde i bokse«. »Det bunder måske i min vestindiske baggrund, og det er måske noget renæssanceagtigt, men i min virkelighed kan et menneske både være poet, sportsmand og videnskabsmand. Der er ingen grund til at splitte tingene ad, og jeg prøver selv at være åben over for livets mange forskellige muligheder. Det er et spørgsmål om at lægge et puslespil af kunstneriske og akademiske interesser«. »Jeg har siden teenageårene været optaget af musik. Og jeg dyrker stadig historien. Jeg undersøger fortællingen om den sorte befolkning og dens vilkår i England og Europa i øvrigt i det 19. århundrede. 20 procent af de briter, der tror, at de genetisk er rent hvide, har forfædre blandt sorte. Det er for mig ikke et spørgsmål om sort mod hvid, men derimod om betydningen af at indse, at vi alle er forbundne«, siger Soweto Kinch. Han var i gang med at tømme frokostposen fra takeaway-forretningen henne om hjørnet, da vi mødte ham i Strongroom-studiernes lettere nedslidte lokaler i London. Strikhuen var på plads, skjorten løsthængende og bukserne posede, men som han sagde, da han opdagede, at der var en fotograf med: »Jeg skal nok sørge for at være mere smart klædt, når jeg går på scenen i København«. Puritanernes vemod Det gør han i aften i Pumpehuset under Copenhagen Jazz Festival. Og han gør det med en intens energi og en musikalsk blanding, der trækker på både Ornette Coleman, Courtney Pine, mainstream og hiphop. Soweto Kinch er ikke kun saxofonist, han er også rapper, og på scenen bruger han alle sine talenter. Det har fremkaldt et vist vemod blandt puritanere. »Problemet er, at der findes et bourgeoisi, en jazzelite, der hæger om sin helt personlige kærlighed. Jeg tænker ikke i termer som fremskridt eller konservatisme. Det er baner, der bliver stukket ud for at tækkes pladeindustriens interesser. Men den stærkeste fornyelse har rod i et solidt fundament. Det er en af grundene til, at jeg inkluderer så meget straight ahead-materiale i min musik. Der er ingen bedre måde at fremkalde energi og swing på. Det er et spørgsmål om at forstå den musikalske arv og stampe sin personlighed op af den. Det er udfordrende at arbejde ud fra det, folk normalt kalder en konventionel jazzkontekst«. »Og hvad hiphoppen angår, ønsker jeg at være udfordrende. Lyrikken skal engageres i musikken, og ordene giver mig mulighed for i mere direkte vendinger at sige, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad mine meninger er. Jeg har ikke politiske budskaber, men vil gerne provokere folk til at tænke selv. Det er ikke noget abstrakt. Er man forelsket i hiphop og jazz, skal det afspejles i det, man gør. Der er ingen grund til at sløre det, man nærer kærlighed til«. Soweto Kinch tog hånd om instrumenterne allerede som teenager. Og han rappede 'free style' med vennerne i et miljø, der var præget af kunstnerisk kreativitet. Moren, der har aner på Jamaica, er skuespiller. Faren, der har rødder på Barbados, er skuespilforfatter og instruktør. »Jeg befandt mig i en kreativ boble. Der var altid kunstnere omkring hjemmet, der blev diskuteret og argumenteret, og jeg blev bevidst om den afrikanske diaspora. Det kom til at præge mit kulturelle perspektiv, mens mange af mine jævnaldrende fik stukket en mere konventionel livsbane ud«. Musikalsk forbindelse Soweto Kinch er stort set det, vi normalt kalder selvlært. Og alligevel ikke, for som han siger: »Vi bliver alle indfanget og påvirket af nogle nøglepersoner. Vi lytter og læser, og det, der var med til at definere mig som person, var mit møde med hiphop og jazz. Det er ikke det samme, men der er en forbindelse. Og selv om jeg ikke helt kunne forstå, hvad der skete f.eks. rent harmonisk, blev jeg tændt af at lytte til John Coltrane og Sonny Rollins. Jeg kunne godt høre, at det ikke bare var toner og toner«. Den første cd fra Soweto Kinch kom i april 2003. Den anden, der bliver et dobbeltalbum, er trods de mange lovord først på vej nu. »Det er frustrerende. Men i sidste ende er det pladeindustriens politik, der dikterer, hvornår det er gunstigt at komme ud. Jeg arbejder for et mindre, uafhængigt selskab, men det er alligevel markedet, der bestemmer. Der skal marketing til, vi skal finde en platform, og det er især svært for jazzmusikere at slå igennem«.