Hun er så lillebitte, og hendes næse krøller, når hun synger - og griner - og det er nemt, når man er i selskab med Rosa Passos at glemme, at hun er en af vor tids mest usvigeligt sikre stilister inden for bossanovaen. Mens bossaen i Brasilien render rundt og går på kompromis med det kommercielle marked, insisterer Rosa Passos på det akustiske. Som man har kunne i Copenhagen JazzHouse under i denne uge. »Hvorfor er det lige bossanovaen, du føler, du skulle udtrykke dig gennem?«, spørger jeg Rosa, da jeg møder hende i gården ved Hotel Kong Arthur i den halve time, inden regnen overmander festivalen for en stund. »Faktisk vil jeg sige, at jeg synger mpb«, siger Passos med henvisning til begrebet Música Popular Brasileira, »men min sidste cd, 'Amorosa', som udgør noget af materialet ved mine koncerter i København, var en hyldest til bossanovaens store navne, Tom Jobim og João Gilberto. Men den musik, jeg selv skriver, lægger sig naturligt i forlængelse af bossanovaen, og det er faldet mig helt naturligt at synge og spille denne musik, fordi jeg kendte den som barn og voksede op med den som ung. Men hvad man end kalder musikken, så er det det spirituelle, der er det vigtigste - følelserne«. Bossanovaen er, ifølge Rosa Passos, et budskab om kærlighed og glæde og det tætteste, man kan komme på Gud. Morten Wulff, pr-guru hos Copenhagen JazzHouse og portugisisktalende tolker mellem Passos og mig, skynder sig at indskyde, at Passos' gudsbegreb skal forstås specifikt brasiliansk, som vist er noget panteistisk - hvidt skæg skulle i hvert fald ikke være indblandet. Når man taler med jazzmusikere, kan man spørge til deres holdning til at frasere, og dér handler det om at fortolke, så alle kan høre det. Men bossaen er anderledes, er den ikke? Mere cool, striks, neutral? »Exatamente!«, udbryder hun. »Bossanovaen er en meget speciel stil, som fordrer et ganske særligt krydderi, som ikke mange kender til. Den skal være cool, delikat og blød. João Gilberto sagde engang til mig, at bossaen skal lyde, som når man tager en baby ind til sig og vugger den. Helt sådan intimt og tæt«. Rosa Passos lægger ordene fra sig og demonstrerer. Hun synger et par verselinjer fra Jobims bossaklassiker 'Desafinado', først swingende rytmisk som i samba og bagefter hudnært som bossanova. Der er det ved bossanova, at enhver kunstner, der mestrer stilen, og de er som bekendt ikke mange, lige skal have tid til at gøre indtryk. Bossaens coolness er i princippet ret saglig og afhængig af ekstrem intonationsmæssig præcision, og det er ikke i ekstreme dynamiske eksperimenter eller ved rouladefraseringer af den mere spektakulære slags, at en bossasanger gør sig bemærket. Det gør hun ved sin diskretion og stilsans. Det er begrædeligt, synes Rosa Passos, at bossaen synes at være på vej ud. De unge er ikke rigtig til det, og de rigtige stilister er ved at være uddøde. Bossaen er blevet til lydtapet, og kun João Passos er for alvor anerkendt i sit fædreland. Anmelderne tog Rosa Passos til sig i 1997 efter, hvad hun selv betragter som sit første rigtige album, selv om hun faktisk pladedebuterede i 1979, og kritikerne skriver, at hun har taget den samme gamle and og givet den nye fjer på, og hun kan høre, at de yngre sangere er begyndt at efterligne hende. »Den spanske skuespiller Victoria Abril (hofskuespiller hos Pedro Almodóvar, red.) ville lave et bossanovashow i Madrid og inviterede mig over for at rådgive med hensyn til den autentiske stil. Til at begynde med havde hun ingen idé om stilen, men da hun så begyndte at synge 'Desafinado', stoppede jeg hende: »No, no, Victoria!«, fordi hun sang den nøjagtig, som jeg synger den, og hun skal jo finde sin egen stemme«.