Ku' vi ikke alle her på førstedagen få bragt vore klæder i orden, så at sige? Få styr på begreberne? Bekende os til musikken - i modsætning til dogmatikken? Fredag, den dag Copenhagen Jazz Festival begyndte, hørte jeg det tre eller fire gange. Det kæphøje udsagn: Jamen, det er jo ikke 'rigtig' jazz. Eller: Jamen, er det overhovedet 'rigtig' jazz? Lad svaret runge ud over samfulde ti jazzdage i kongens by, lad det slå rod, og lad os komme over vores barnagtige trang til at lege politi over for ting, der skræmmer os, som vi ikke forstår, som vi er bange for er for 'lette'. Og ordet 'let', det ved vi fra 70'ernes politiske korrekthed, det betyder 'nem', 'ringe', 'uigennemtænkt' og ... jamen, det gør det! ... 'uideologisk'. For 'let' i anslaget altså betyder: pop, for 'tung' betyder: rock. Og det, alle de selvbestaltede politimænd og -kvinder af ekstremt menig observans, helt glemmer, er at lytte. Hvorfor kan musik ikke have lov at være musik. Og hvorfor kan vi ikke aftale, at jazz - det er, hvis det swinger, hvis vokalen er fri, hvis forlægget tolkes ... Whatever? Jeg er ked af det, men det skulle ud. Jeg har før fået ødelagt humøret under jazzfestivalen ved at tale med mennesker, der slet ikke kunne høre musikken for bare jazz-patruljering. At den amerikanske vibrafonist Gary Burton åbnede Copenhagen Jazz Festival 2005, stemte mig ellers ret mildt. Jazzverdenen er ikke meget berømt for sin tolerance. Spørgsmålet svæver endnu i luften, om jazzen er helt så uracistisk, også historisk, som jazzfolket elsker at fortælle om, i hvert fald har homofobien været udtalt, som bl.a. pianisten Andy Bey kunne fortælle om her i avisen for et par sæsoner siden. Så det var dejligt at se Gary Burton, nyudsprungen bøsse, stå der på Nytorv i Indre København fredag kl. 12 og erklære festivalen for åben. Man skulle flintre rundt mellem de stærke solstråler, omtrent som vi i fjor prøvede at løbe ind imellem de tætte tove, som regnen udgjorde i adskillige dage i festivalens begyndelse. Med Simon Spang-Hanssens New 5tet kom vi straks op at swinge med en usædvanligt energisk buket af originalkompositioner, suverænt forløst. Da jeg gik forbi Yul Anderson, fast inventar i Købmagergade, stod han og baksede med sit orgel, omgivet af de sædvanlige tre-fem proselytter, der følger hans mindste vink. »Det sidder simpelthen fast«, sagde Anderson, så frustreret som han nu kan komme til at lyde, inden jeg lod mig distrahere af et forbipasserende solbrunt og grønt bud med bare skuldre. »Narrefisse som vor mor lavede den«. Da jeg kom ned til Palæ Bar i Ny Adelgade, var der nogen, der påstod, at det havde Niels Jørgen Steen lige sagt, efter han få minutter før havde modtaget Palæ Bar-prisen, og det gav cirka ligeså meget mening, som at fynboen ved siden af mig ville fortælle mig en historie om Kim Larsen, dennes kone og hydraulikken - og den var ikke engang rigtig fræk. Som jeg forstod den. Bare ... underlig. Mere end lige et halvt sæt når jeg ikke omme på JazzCup i Gothersgade, et sted jeg aldrig har kendt - halvt café, halvt pladebutik, musik året rundt. Og altså også nu. Tre tenorsaxofonister dyster på den gode gammeldags facon, men det kører, og ikke mindst lader jeg mig betage af Kasper Villaumes virtuose klaverspil. Jeg må forbi igen senere på ugen. På vej hjem stopper jeg, først modvilligt men snart efter smilende, op over for to indisk udseende mænd, der sidder i skyggen på en bænk mellem to træer i Købmagergade. Én på violin, én på guitar, og så svalt og luftigt som noget, der nogensinde er blevet spillet i en svensk folkepark i 60'erne. De spiller 'Cheek to Cheek', og de har charme, og de kan den. Om det var jazz? Altså ... om igen!