København er bedst

Lyt til artiklen

Torsdag aften var overborgmester Lars Engberg og bygge- og teknikborgmester Søren Pind i London for at modtage en ganske særlig københavnerpris. For første gang nogensinde uddelte The Royal Institute of British Architects (RIBA) en international pris for byudvikling, den såkaldte 'European City of Year', og hermed sprang København ind på førstepladsen over rækken af øvrige nominerede byer, herunder Barcelona, Dublin, Rotterdam og Zürich. I begrundelsen for at udpege netop København som vinderby fremhæves vores boligpolitik, kvaliteten af vores byrum, de gode trafikforhold og udbuddet af kulturelle tilbud. Prisen gives således ikke for enkelte bygninger, eksempelvis de røde 'skandaler' langs Kalvebod Brygge, hvilket bekræftes af Lars Engberg i mobilen fra London: »Nej, det er ikke tilfældet, prisen får vi derimod for flere års arbejde med at skabe en menneskelig by med åbne rum og pladser«, siger Engberg og understreger, at man også er imponeret over, at en tredjedel af københavnerne bruger cyklen til og fra arbejde. »København er nærmest inde i en stime af flotte internationale vurderinger af vores byudvikling. Det er udtryk for en anerkendelse af vores langvarige indsats for planlægning og udvikling...«. Også Søren Pind er stolt, han udtaler bl.a., at København er »gået fra falleret storby, i periferien af Europa, til en by, som tjener til inspiration for resten af verden«. Han minder desuden om, at Financial Times for nylig udnævnte København til verdens bedste by. Ifølge en pressemeddelelse fra RIBA er Københavns bymæssige udvikling bedømt over 25 år, og det er gennem denne årrække, at man har »udvist mod og vilje til at omforme byen dramatisk«, som det lyder fra instituttets præsident, George Ferguson. København er i øvrigt blevet tilbudt at være værtsby for næste års konference i The Royal Institute of British Architecture.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her