Gulddreng! Genial! Mirakelmager! Alle superlativer har været brugt om Christophe Barratier. Og alle klicheerne. Men det er i sandhed også imponerende, hvad denne 42-årige franske filminstruktør har udrettet med sin første spillefilm 'Koret' ('Les Choristes'). Filmen har på halvandet år solgt cirka ni millioner billetter i Frankrig. Den er blevet købt af stort set alle lande i verden, hvor den flere steder er blevet set af op til to millioner mennesker, hvilket bringer 'Koret' op på top-15 over alle tiders mest succesfulde franske film. Over en million cd'er med musikken til filmen er blevet langet over diskene - og den lå i adskillige uger nummer et på den franske hitliste. Og til overflod var 'Koret' desuden nomineret til to Oscar i februar - en for bedste udenlandske film, og en for bedste musik. Og så er Christophe Barratier slet ikke uddannet inden for film. O.k. - stort set hele hans familie er notabiliteter inden for fransk film, men han selv har gået på musikkonservatoriet i Paris, hvor han er uddannet som klassisk guitarist. Og som sådan levede han i seks år af at spille spansk guitar. »Men guitaren er et upopulært instrument i den klassiske musik. Derfor indså jeg hurtigt, at min eneste fremtid med guitaren ville være som lærer. Og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Derfor besluttede jeg mig for 10 år siden til at skifte fag. Det tog mig kun en time at træffe beslutningen«, siger Christophe Barratier da Politiken møder ham på et hotel tæt på Place Vendôme i Paris forud for den danske premiere på 'Koret'. En kemisk reaktion Ni millioner solgte billetter i Frankrig! Hvad er din hemmelige opskrift, spørger vi den imødekommende Christophe Barratier, som ellers har startet dette interview helt omvendt. Nemlig med at udspørge undertegnede om årsagerne til dansk films store succes, og hvad de mest kendte danske instruktører lige nu har gang i. »Jeg har ingen hemmelig opskrift. For modsat i gastronomi så kan man ikke lave film ud fra gode eller mindre gode opskrifter. I et køkken kan man gøre de samme ting igen og igen og stort set hver gang få et godt resultat ud af råvarerne. Sådan er det ikke med film. Her ved du aldrig, hvornår ingredienserne er sat helt rigtigt sammen«. »Det er noget med den helt rigtige forbindelse mellem historien, de medvirkende, musikken og stemningen. Det er som en kemisk reaktion. Jeg havde da godt nok en fornemmelse af, at vi havde noget godt i gang under optagelserne. Men det var først, da jeg så, hvor rørt min klipper Yves Deschamps blev, mens han arbejdede, at jeg forstod, vi havde fat i noget unikt«. Men du vidste ikke, at det ville være interessant for ni millioner af dine landsmænd?

»Nej, og nu tror jeg heller ikke, at tallene dækker over ni millioner forskellige mennesker. Jeg ved, at der er nogle, der har set filmen fem gange eller flere. Sådan har jeg det også selv med gode film - har jeg set noget ekstraordinært, så vil jeg gerne opleve det igen sammen med nogle, som jeg holder af«. »Og så har 'Koret' den store fordel, at det er en film for hele familien. Bedsteforældrene kan forholde sig til tidsperioden i 1940'erne. Forældrene kan huske hvordan skolesystemet stadig fungerede, og børnene kan identificere sig med drengene i koret«, siger Christophe Barratier med klædelig beskedenhed. Fælles aktivitet 'Koret' er endnu en af disse film, hvor en samling mennesker realiserer sig selv ved at synge i et kor. Som vi indenfor de senere år har set det i den norske dokumentarfilm 'Heftig og begejstret', Hella Joof's 'Oh Happy Day' og Kay Pollaks 'Som i himlen'. Men Christophe Barratier har ikke et entydigt bud på, hvorfor der lige netop nu, er en hel stime af den slags film i biograferne. »Jeg kendte absolut intet til de andre film, mens jeg lavede 'Koret'. Og det er underordnet, at selvrealisationen indtræffer via korsang. Det kunne lige så godt være gennem andre kollektive, kulturelle aktiviteter. I 'Mine aftener i Paradis' sker det gennem at se film, i 'Billy Elliott' via ballet og i 'Døde poeters klub' er det fællesskabet om poesien«. »I øvrigt oplevede adskillige af drengene i filmen den samme følelse af selvrealisering, som 'Koret' handler om. De var alle drenge, som jeg havde fundet i forskellige kor rundt om i Frankrig, og pludselig gav det mening for dem at se en film opstå gennem deres sang. De fandt ud af, at man kan bruge sit liv på andre ting end blot at sidde på gadehjørner og drikke Coca-Cola'er. Og de ting kan man bruge i sit videre liv«. Har du efterfølgende fået reaktioner fra pædagoger på det?

»Rigtig mange reaktioner. Fra lærere og andre pædagoger, som har takket mig, og som selv er begyndt at bruge korsang som et pædagogisk redskab. Og jeg har holdt adskillige pædagogiske foredrag om det, bl.a. ved den franske lærerforenings kongres«, siger Christophe Barratier. Kreativ begrænsning Ganske godt gået af en lavbudgetfilm med et budget på cirka 40 millioner kroner. Hvilket er meget gennemsnitligt i Frankrig. »Bagefter kan jeg da godt ærgre mig lidt, for der var enkelte scener, jeg gerne ville have gjort noget ekstra ud af. Og der var nogle gange, hvor jeg godt kunne ha' brugt en kran til nogle andre optagelser. Men på den anden side er det ikke sikkert, at det havde gjort filmen bedre. Man bliver ofte mere kreativ, når man løber ind i begrænsninger. Det ved din landsmand Lars von Trier alt om«, siger Christophe Barratier med et listigt smil. Al den succes du har oplevet med 'Koret,' må da skræmme dig, når du skal lave din næste film?

»Man er altid skræmt, når man laver film. Men jeg ville have været endnu mere skræmt, hvis min første film havde floppet. Det er uhyre sjældent, at en instruktør oplever så stor succes med en film, som jeg har oplevet med 'Koret'. Og det sker stort set aldrig to gange. Derfor kan jeg tage det stille og roligt. Jeg skal ikke ud og sætte nye rekorder«. Er du i gang med en ny film?

»Ja, jeg skriver på en film som handler om fire mænd, som arbejder bag kulisserne i en kabaret i Paris. I 1936 må kabareten imidlertid lukke på grund af dårlig økonomi, men de fire beslutter at køre den videre. Nu med dem selv på scenen. I starten er de rigtig dårlige, men langsomt bliver de bedre, og pludselig er de en succes. Indtil Anden Verdenskrig kommer og ødelægger deres liv«. »Igen kommer min musikalske baggrund mig til gode, for i min nye film lægger jeg nutidige populære musiknumre ind, så de bliver fortolket tilbage i 30'erne. Og så er filmen også tænkt som en barsk kommentar til mine landsmænd. For i slutningen af 30'erne rasede der en borgerkrig i Spanien, og i Tyskland var Hitler og hans håndgangne mænd begyndt at marchere. Men franskmændene - de dansede bare«, siger Christophe Barratier med en lettere hovedrysten.