Den Kongelige Ballet er et kompagni i topform. For få år siden var der grund til bekymring over det kunstneriske niveau i balletten, men nu danser den som et fasttømret og veltrimmet ensemble og forløser dermed Bournonville-arven på bedste vis. Men måske mangler det danske nationalkompagni nogle rigtige superstars. Sådan lyder vurderingen fra fire af de mange udenlandske anmeldere, som i de seneste dage har overværet den 3. Bournonville-festival på Det Kgl. Teater. På ti dage - og indtil lørdag - danser Den Kgl. Ballet stort set hele det Bournonville-repertoire, der fortsat eksisterer. Og kritikerne er imponerede. »Bortset fra en lidt mat start på festivalen i fredags, hvor danserne måske var nervøse, har jeg set masser af pragtfuld dans og oplevet et kompagni, der ikke fremstår som en samling individualister«, siger balletanmelder ved New York Times John Rockwell. »Danserne optræder som levende mennesker, de har den rette alder til deres roller, og karakterdanserne lever på bedste vis op til deres funktion. Jeg ved ikke, hvordan Den Kongelige Ballet danser andet repertoire, men jeg vil bare sige, at jeg ærgrer mig over, at jeg allerede må rejse nu og ikke får de sidste dage af festivalen med«, siger Rockwell, der har et indgående kendskab til dansk kultur og bl.a. har skrevet en bog om Lars von Trier og hans film 'Idioterne'. Blandt Den Kongelige Ballets dansere fremhæver den amerikanske kritiker i lighed med sine kolleger solodanser Thomas Lund som den helt store oplevelse under københavnerbesøget. »Thomas Lund er en meget elegant kunstner«, mener John Rockwell, der også nød at se Tina Højlund, Izabela Sokolowska, Andrew Bowman og den nyudnævnte solodanser Kristoffer Sakurai folde sig ud. Mens John Rockwell er debutant ved en Bournonville-festival, er den tyske anmelder Jochen Schmidt veteran. Han skriver for avisen Die Welt og tidsskriftet Balletttanz. »Efter at have været nede i en bølgedal er standarden i Den Kongelige Ballet klart blevet bedre. Det er lykkedes balletmester Frank Andersen at sammensætte et ungt og frisk kompagni. Det kan ellers nemt blive et problem med et kompagni som det danske, der har så vægtig en arv som Bournonvilles balletter at kæmpe med. Det kan godt være, at der mangler noget af den stil og de stjernedansertyper, vi så i København for 20-30 år siden, men det er ikke så vigtigt«, siger Jochen Schmidt og nævner også Thomas Lund og med ham solodanser Gudrun Bojesen som favoritter. »Sammenlignet med helt andre typer som Anna Lærkesen og Rose Gad, der begge skabte en sylfide, der var af en anden verden, viste Gudrun Bojesen os mandag aften en sylfide, som også er en kvinde. Nu kunne man se, hvorfor en mand som James kunne forelske sig så stærkt i hende - det var en helt ny dimension i denne rolle«, mener Jochen Schmidt. Svenska Dagbladets Anna Ångström er »misundelig« efter Bournonville-oplevelsen i København, fordi den sætter den voldsomme interne ballade i Den Kgl. Svenske Ballet i Stockholm i relief. »Jeg tror, at den høje standard i København hænger sammen med, at generationskæden er helt intakt. De yngre lærer af de ældre dansere, og det er fantastisk vigtigt, at man på denne måde kan formidle erfaring fra krop til krop. Derfor ser man også så mange gode dansere i flere aldersgrupper. Og så er Bournonville-stilen jo ikke bare udvendig ekvilibrisme. Tværtimod tilfører den dansen en særlig dynamik, og teknikken er forbundet med ægte følelser og tanker. Det gør oplevelsen til noget helt særligt«, mener Anna Ångström. »Ekstatisk oplevelse« For hendes kollega Jann Perry fra The Observer i London er det foreløbige højdepunkt under festivalen balletten 'Napoli', som blev danset i lørdags. »Den endte som en helt ekstatisk oplevelse med et kompagni, der oste af glæde og fornøjelse ved at danse. Det er simpelt hen én af de bedste udgaver af 'Napoli', jeg nogensinde har set. Da først danserne Thomas Lund og Tina Højlund slappede lidt af, skabte de to stærkt personlige og alt andet end akademiske hovedroller«, mener den britiske anmelder. »Samlet er kompagniets teknik måske ikke helt så stærk som tidligere, men danserne danser med et kolossalt engagement og måske endnu bedre, end de i virkeligheden er. Og man behøver ikke at bekymre sig, for det er tydeligt, hvor gode de er til at 'tale' deres Bournonville. Det er jo en stor trøst, når man ikke forstår det talte sprog«, griner Jann Perry. »Bournonvilles verden er generøs, moralsk, elskelig og beskeden, og den danses med en smuk, elegant og værdig stil. Det er slet ikke 'se på mig'-stilen som i russisk ballet. Og de danske dansere optræder stilsikkert og med respekt for hinanden og for den guldalder, man måske også kunne bringe ind i vores egen tid. Hvor man finder den koreograf, der kan gøre dette, ved jeg ikke, men et kompagni, der danser Bournonville, som Den Kongelige Ballet gør det i øjeblikket, har et fantastisk teknisk grundlag til at danse, hvad det skal være«, mener Jann Perry, der også fremhæver Thomas Lund som det måske hotteste navn på festivalen.