Den aften, Sveriges statsminister Olof Palme blev myrdet, mens han og hans hustru netop var på vej hjem fra biografen, havde den svenske instruktør Kay Pollaks film, 'Elsk mig!' premiere. Det var 28. februar 1986. Mordet traumatiserede Sverige og Kay Pollak besluttede sig for at stoppe med at lave film. Først sidste år,18 år efter mordet på Sveavägen i Stockholm, kom en ny film fra Kay Pollak, som i mellemtiden har turneret Sverige tyndt med sine foredrag om menneskelig sameksistens. Den 67-årige Pollak, som tilbage i 1976 debuterede med den smukke børnefilm 'Elvis! Elvis!', afviser ikke en sammenhæng mellem mordet på Palme og hans ulyst til at lave film, da Politiken møder ham forud for den danske premiere på hans nye film 'Som i Himlen'. Men han opridser en række andre faktorer, som også spillede ind på hans beslutning. »Jeg fandt pludselig ud af, at der var en masse bedre ting, som jeg kunne bruge min tid på. Jeg mødte min kone for 18 år siden, og vi har fået tre børn. Samtidig begyndte jeg at holde mine foredrag, hvor jeg fokuserer på, hvordan vi kan bruge den kraft, der ligger i vores personlige tanker. Sideløbende har jeg også skrevet bøgerne 'At vokse gennem mødet' og 'At vælge glæden'. Så jeg troede faktisk ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til film«. »Men min kone synger i et kor, som et utal af andre svenskere gør, og en dag, hvor jeg hentede hende fra korsang, indså jeg, hvilken metafor for medmenneskelighed et kor i virkeligheden er. Her forsøger et antal mennesker at tale med den samme stemme ved at indordne sig efter hinanden. Og da først ideen var født, kunne jeg ikke slippe den igen. Det var begyndelsen til 'Som i Himlen'«, fortæller Kay Pollak. En samling syndere 'Som i Himlen' fortæller historien om den verdensberømte dirigent Daniel Daréus (Michael Nyqvist), som må afbryde sin karriere og vender tilbage til sin fødeby i det nordlige Sverige. Her begynder han at arbejde med det lokale kirkekor, hvilket giver ham en masse nye venner - men også nogle fjender. Især da han får et godt øje til den unge og smukke Lena (Frida Hallgren). »Med filmen prøver jeg at skildre det forfærdelige faktum, at vi skandinaver altid ser os selv som ofre. Kirken fortæller os, at vi er nogle forfærdelige syndere - vi er født i synd, vi lever i synd. Hvis man føler sig syndig, kan man ikke elske sig selv. Og kan man ikke elske sig selv, er man ude af stand til at elske andre«, siger Kay Pollak med den indsigt, som næsten 20 års møder med sine landsmænd rundt om i landet har givet ham. »Vi har i Skandinavien den største selvmordsrate i hele verden, fordi vi er ulykkelige mennesker. Det er noget, som kirken har indprentet i os - jeg kalder det en forbrydelse. Men når jeg nu tænker efter - så er I måske en lille smule mere glade i Danmark, tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor«. Er det ikke, fordi vi har haft Grundtvig?

»Jo, selvfølgelig. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Det er derfor, I er mere lykkelige, end vi er i Sverige, hvor vi stadig bombarderes med skyld fra kirkens side. Det er det, som jeg vil gøre op med i 'Som i Himlen'«, siger Kay Pollak. Og det budskab har ramt dybt ned i den svenske folkesjæl. Over halvanden millioner svenskere har til dato set 'Som i Himlen', hvilket gør den til en af de mest sete svenske film i hjemlandet i nyere tid.