Førerfeltet i Cannes fik i næstsidste øjeblik endnu en deltager, da skuespilleren Tommy Lee Jones præsenterede sin første spillefilm 'Three Burials'. Eller som den tosprogede film hedder på spansk: 'Los Tres Entierros de Melquiades Estrada'. Er den fulde titel noget nær umulig at huske, er filmen til gengæld ikke én, man glemmer lige med det samme. Det er på alle måder en kraftfuld debut af den 59-årige Tommy Lee Jones. Han spiller selv hovedrollen som den gammeldags cowboy Pete, der i en æreløs og vulgær tid holder fast ved de gamle dyder og laster. Illegal indvandring er temaet Filmen udspiller sig på begge sider af den amerikansk-mexicanske grænse. Temaet er den illegale indvandring fra Mexico, og den brutalisering og det hykleri forsøget på at standse indvandringen med magt medfører. »Der skal jo være nogen til at plukke jordbær«, som en politimand tørt konstaterer, da det viser sig, at tre 'wetbacks' er sluppet over grænsen. Men 'Three Burials' er milevidt fra at være en banal politisk film. I stofvalg og struktur kan den minde om John Sayles' 'Lone Star', men samtidig er filmen også en langt mere rå fornyelse af westerngenren. Et barsk landskab spiller en hovedrolle, men som resten af filmens 'persongalleri' er også landskabet uden nogen form for hul mytologisk resonans. Folk og fæ i Van Horn i Texas bliver udstillet som i moderne hyperrealistisk amerikansk fotografi. Der er tykke damer i solen og plastiksjæl i trailerparken. Historien kan matche billedernes styrke. Det intelligente manuskript er skrevet af mexicanske Guillermo Arriaga, der tidligere har skrevet 'Amores Perros' og '21 Grams' til Alejandro Gonzales Inarritu. Springer i tid Spring i tid er en slags kendetegn for Arriaga, og er det også i 'Three Burials', hvor den mexicanske sjæl også manifesterer sig med et stænk morbid surrealisme. En overivrig og følelseskold grænsebetjent (Barry Pepper) skyder en mexicaner ved navn Melquiades Estrada. Politiet arrangerer en hastig begravelse, men gør intet for at opklare mordet. Det gør mexicanerens ven, den gamle cowboy Pete. Da han finder ud af, at Mike Norton er morderen, tvinger han ham til at grave Melquiades' lig op. Og så går turen til Mexico for en gammel cowboy, en ydmyget politimand og et stinkende lig i en stadig mere makaber tilstand af fremskreden opløsning. Levende beskrivelse af uligheder Også Mike Norton bliver fysisk og moralsk mørnet i kødet undervejs på Melquiades' hjemrejse. Hjem til kone og børn og en ordentlig begravelse i landsbyen Jimenez. Foruden at være en god historie, er 'Three Burials' en levende beskrivelse af forskellene i livet på begge sider af grænsen, renset for sentimentalitet og letkøbt retorik. Bi-figurerne er sammensatte, og den bogstavelig talt garvede Tommy Lee Jones er i sit es som en mand af den rette støbning. En moralsk fantast, der lever i fortiden. Forfriskende - i et år uden mesterværker 'Three Burials' burde således byde stærkt ind på guldpalmerne. Et forfriskende indslag i et år, hvor de bedste film ellers har været lavet af modne auteurs uden at et decideret mesterværk har set dagens lys. Et år, hvor modne mænd har set i bakspejlet, og er gået ud at lede efter de forsvundne børn, de tabte idealer og den ignorerede skyld. Man har set det ene opgør efter det andet med gamle forsømmelser og forbrydelser. Men et år, hvor filosoferen omkring den enkeltes skyld og ansvar måske nok har haft politiske undertoner, men kun sjældent har været decideret politisk. Et år, hvor asiatisk film efter en stribe triste præstationer fik en smule æresoprejsning til sidst, da Hou Hsiao-Hsien med 'Three Times' demonstrerede sit udsøgte greb om æstetiske delikatesser og sine verdenshistorisk langsomme panoreringer. Feltet helt åbent efter 'Three Burials' Nogen seriøs kandidat til mere end en teknisk pris er Hsiao-Hsien dog næppe. Michael Hanekes intelligente og interessante 'Caché' ('Skjult'), en thrilleragtig film om kollektiv og personlig skyld, anses af mange for svag favorit, men det er helt åbent efter 'Three Burials'. Foruden Haneke og Tommy Lee Jones er frontløberne Jim Jarmusch' skønne komedie 'Broken Flowers', David Cronenbergs 'A History of Violence', Dardenne-brødrenes socialfortælling 'L'Enfant' og sidst, men ikke mindst, Lars von Triers 'Manderlay'. Alt tyder på, at vinderen skal findes blandt disse seks film. Men 'alt' kan hurtigt vise sig, at være det rene ingenting. Thi juryens veje er som bekendt ofte uransagelige.