Umiddelbart skulle man måske synes, der var et stort spring fra 'Monsoon Wedding' til den ærkeengelske klassiker 'Vanity Fair' ('Forfængelighedens marked'). Men sådan ser Mira Nair ikke på det. Begge er historiske film, og for den indiske instruktør med bopæl i New York handler to nok så forskellige film i øvrigt begge om at udføre den samme handling. »Når man går på markedet i Indien, er luften tyk med tilbud, men bundlinjen er hele tiden den samme: »Giv mig noget for pengene«, er det, man kræver. Og det, synes jeg, er vigtigt. Man skal give folk noget at se på. Hvorfor lave en scene på syv minutter, hvor folk bare står i et rum og snakker, hvis man kan placere scenen i et kulørt gadebillede, hvor alskens aktiviteter udspiller sig?«, spørger Mira Nair, der har gjort, hvad hun kunne for at leve op til sit flamboyante og farvestrålende ideal med sit bud på en »meget mere filmisk« version af William Makepeace Thackerays giftige og morsomme sædekomedie fra 1848 om hykleri, snobberi, amourøse forviklinger og sociale ambitioner i Londons bedre borgerskab. Bogen om Becky, der vil frem i verden uden brug af blå bog, blev første gang filmatiseret i 1935 under titlen 'Becky Sharp', instrueret af Rouben Mamoulian. I Mira Nairs nye version bliver Becky spillet af den amerikanske skuespillerinde Reese Witherspoon. En afgørende forskel er filmens look. Det indiske øje, kan man sige. I Mira Nairs billede af London anno 1840 stråler og tindrer det kulørte gods fra kolonierne overalt. Det er simpelt hen tidens luksus, og det er en luksus, der springer i øjnene i 'Vanity Fair'. Udvekslingen mellem England og imperiet er bogens ramme. Indien var det afgørende sted for den tids unge britiske mænd, forklarer Nair med blødt rullende indisk accent i det engelske. »Enten var de hjemkommet fra Indien med en formue, eller også blev de af deres omgivelser opfordret til at tage derud og søge lykkens gods og guld«. Kunsten at stenografere Når man skal lave en filmatisering, er udfordringen evig og altid den samme. Når man dramaturgisk skal 'stenografere' en diger roman, hvordan får man bogens mylder af detaljer til at leve i en meget mere forenklet og minimeret fortællestruktur? »Det sværeste - og det var en svær og skøn udfordring - var at finde den rette filmiske rytme i forvaltningen af 'Vanity Fair'. At finde en måde at balancere så mange historier på. Der er 68 figurer i filmen! Det var den ene udfordring. At lave en historisk filmatisering, så den essentielt opleves som moderne. Dét var den anden. For historien om Becky Sharp, historien om mennesker, der attrår noget, de ikke kan få, er en tidløs historie. Det er en del af det menneskelige vilkår. Så det var meget vigtigt for mig ikke at få fortalt historien som en museumsgenstand, man står høfligt og iagttager. Jeg ville have, den skulle være bidsk og levende. At den handlede om rigtige mennesker, som går i bad og klør sig i hovedet«. »De sociale regler i overklassen dengang var så formelle, at omgangsformen næsten var frysetørret, men jeg ville have noget andet med. Jeg ville have brølet fra arbejderklassen i Londons gader med. I det tidlige 1800-tal var Londons gader stinkende, beskidte og helt bogstaveligt fulde af lort. Det, jeg ville, var at tage så mange af romanens interiørscener som muligt og tage dem med ud på gaden, hvor der var lys og larm og farver. Jeg ville understrege modsætningsforholdet mellem under- og overklasse. Så det ville ligge som en undertekst, der minder om, at hvis Becky begår ét fejltrin, ryger hun direkte tilbage i slummen og rendestensstanken, hvor hun kom fra«, konstaterer Mira Nair. Kvinder i Bollywood Det myldrer ikke ligefrem med kvindelige instruktører i den bugnende Bollywood-industri. Mira Nair ser imidlertid ikke sig selv som en slags spydspids i en ny udvikling. Hun er sin egen uafhængige producent, så hun er i den forstand ikke ude på arbejdsmarkedet. »Jeg finder ud af, hvad jeg har lyst til at lave, og så går jeg i gang med at finde ud af, hvad der skal til for at realisere det«, fortæller Mira Nair, der uanset de ganske få kvindelige instruktører på mange måder opfatter Indien som et foregangsland, når det gælder ligestilling. »Kvinder gik i spidsen for befrielsesbevægelsen, vi havde den første kvindelige statsleder, vi har aldrig skullet tilkæmpe os ligestilling. Der sker faktisk meget i øjeblikket. Når jeg laver film, er der noget i retning af 90 procent kvinder i produktionen. Ikke som en manifestation, men det er bare sådan, at der er flest kvinder i min faste 'filmfamilie'«, konstaterer hun og ser ganske tilfreds ud med det hele. En berømt bog. Et frisk look. Et fyrigt og uortodoks bud på musik. En endnu mere frisk casting, hvor unge populære navne som Witherspoon og Rhys-Meyers er blandet med veteraner som Jim Broadbent og Bob Hoskins. En ny tone er slået an i den historisk-litterære filmgenre. Garanteret støvfri. »Det skulle ikke kun være en film med smukke mennesker. Den skulle have den her stank af virkelighed«, cementerer Mira Nair sin ambition om at genskabe historien i andre rammer end det filmiske museums.