Da Nicolas var fem år gammel, var han med sin far, sin lillesøster og storebror i familiens sommerhus ved Fårevejle. En dag blev børnene samlet i sofaen. Deres far ville fortælle dem noget. »Altså, sådan foregik det ikke!«, siger den store mand og læner sig tilbage mod sofaens forgyldte tre kanter. »Men min hukommelse siger, at min far sagde: »Mor kommer ikke tilbage. Hun har fundet en anden mand, og nu skal vi gætte, hvem det er«. Og så gættede jeg på Anders And«. »Og det var mig, der gættede rigtigt«. Sådan skete det som sagt ikke. Nicolas far bad aldrig børnene gætte, hvem deres mor var stukket af med. Og Anders And var det i hvert fald ikke. Måske sad Nicolas og læste et Anders And blad, da han fik beskeden. Og så er billeder og ord som så ofte før og siden smeltet sammen til én historie i hans hoved. »Vi sad lidt. Så sagde min far: »Kom! Ud i bilen«. Og så kørte vi ud og så på kirker«. Nede hos købmanden i Fårevejle Stationsby sprang porten op til en ny verden. Det var en tegneserie. De Fantastiske Fire nummer 8. En historie, hvor heltene kæmper mod en »evolutionær gylden abe«, forklarer han. »Og det blad har det hele. Alt det, som jeg synes allerbedst om«. Nicolas blev samler. Han viser med lodrette håndflader, hvordan han ordnede sin skat i sirlige stakke. Læse kunne han ikke, men han kunne sidde og kigge på billederne i lang tid, forsvinde i dem og digte videre på det sete. »Jeg tog det univers videre, tegnede det og legede det. Og tænkte: Hvad sker der, hvis de to superhelte mødes? Så lavede jeg lister over dem, ligesom når man sætter et landshold«. Ekspeditionen ind i tegneseriernes verden foregik på egen hånd. Og varer stadig ved. »Jeg har sådan en lykkedrøm, som kommer med jævne mellemrum, hvor jeg på et loft finder en papkasse med Marvel-blade, som jeg aldrig har set før. Det er altså den ultimative lykke. Det er som at finde en skat. Gud ved, hvem de tilhører?, tænker jeg. Og: Kan jeg spørge, om jeg kan få dem med mig«, kommer det med en dyb, klukkende latter.

Var din debut med bladene samme sommer som{hellip}

»Ja, den sommer, hvor min mor ikke kom tilbage. Hun var taget af sted en måned tidligere for at indspille filmen 'Slægten'. Så jeg var allerede der, hvor man savner, og fik så at vide, at: Nå men den følelse kan du godt forlænge«, siger han og tilføjer med et skævt smil: »I starten var hun jo fraværende, og jeg var sindssyg god til at få noget ud af det. Altså, få nogle blade af hende«. »Der var så erstatningen, ikke?«. Vist nok voksen I den islandske instruktør Dagur Káris nye film 'Voksne Mennesker' spiller Nicolas Bro en kolerisk fodbolddommer og nørdet assistent på et søvnlaboratorium. Og det er i den anledning, at vi får foretræde i det fornemt møblerede lokale over Grand biografen. Men der er ikke meget nørd over den herre, der dukker op til interview. »Er det okay, at jeg ryger«, siger han, da han har slået kroppen i sofaen med de forgyldte kanter. Han sidder i et koksgråt jakkesæt. Glatbarberet og vandkæmmet. Knap så høj, som jeg havde forventet. Og knap så stor. Bare elegant og velartikuleret. Frisuren er strøget bagud, og i siden af panden har et lille bundt regnvådt hår skilt sig ud fra resten og peger nedad i en tynd buet streg. Måske ikke nogen græsk gud, men langt fra filmlærredets ubehjælpsomme tyksak. »På film har jeg måske haft en lille overvægt af roller, hvor jeg er den tykke, som alle slår lidt på«, siger han, mens røgen rejser sig som en rest af en sort/hvid film i formiddagens blege lys. »Jeg kan godt have en kærlighedshistorie, men så er det som i 'Voksne Mennesker'. At så er det mig, der ikke får hende«. Nicolas Bro er ansat på Det Kongelige Teater. Forfatter til flere teaterstykker. Kendt for roller i en række nye danske film. Og så er han gift. Alt i alt: Voksen. Og dette er den korte version af, hvordan han blev det. Af den rejse, der begyndte på Frederiksberg. Som det mellemste af tre børn af skuespillerne Christoffer Bro og Helle Hertz. Og 33 år senere er endt som en landskendt profil. Og en følsom sjæl i et stort legeme. »Superhelte er mennesker, der har fået en gave«, siger han, da snakken falder på hans livslange interesse. »De har som regel en skabelseshistorie. Noget, de har været igennem. Der er altid noget, de søger. En modstand, de skal overvinde. Og de har altid en brist. Ofte sådan, at deres gave også er deres forbandelse«. Hvad for en superhelt ville du selv være?

Han tænker. »Så skulle min gave være at kunne tilbagelægge store afstande og rejse i forskellige verdener. Jeg tror nok, at min styrke ville være empati. Og i en høj potens, så jeg var i stand til at vide, hvad du følte. En, der var så nøjagtig omkring sine følelser og fortolkninger af mennesker. Og så noget med styrke. Det har jeg altid været fascineret af«. Superempaten - helten, der kan læse hele verdens følelser?

»Uha! Der har vi allerede forbandelsen!«, griner han. »For hvordan lukker man så verden ude? Og kan man nå at hjælpe alle?«. Spøgelset på 1. sal Huset på Frederiksberg var en kæmpe villa på fire etager. Om dagen en vidunderlig legeplads, hvor Nicolas anbragte Actionmen og plasticsoldater mellem bjerge og skove. Stillede verdener op. Og glemte, at der eksisterede andre. Han tænder endnu en cigaret og læner sig tilbage i jakkesættet og sofaen med armene slået ud over ryglænet. »Men om aftenen var jeg fandeme bange for det hus. Hvis jeg skulle på toilettet, så SKULLE jeg op på 1. sal. Og der var jeg helt sikker på, at der stod nogle spøgelser og ventede. Jeg sov med hovedet under dynen, indtil vi flyttede«. Øverst sov Nicolas og hans lillesøster, og når deres forældre var på teatret, sad barnepigen nede i stuen. Der var, som han siger, en hel mørk etage imellem. »Der var bare så langt ned«. Hvordan var det at være dig?

»Jeg tror desværre, at jeg følte mig lidt ensom. Jeg må indrømme, at jeg altid legede med mig selv og også meget tidligt havde fornemmelsen af, at nogle dage kunne være blå«. Nicolas bror var syv år ældre. Og derfor ikke nogen legekammerat. Hans søster var en pige. Og i børnehaven blev han hurtigt flyttet fra de mindstes stue til de størstes. Og så var han igen alene. Efter skilsmissen blev børnene boende hos deres far. I begyndelsen nøjedes deres mor med at komme forbi med kage og hyggede. »Og så gik hun igen. Det har ikke været så lang tid, men det føltes, som om der gik sindssygt lang tid, før jeg sov hos hende«. Senere boede du vel også hos hende?

»Ja, sådan en nat. Ikke rigtigt. Men jeg var på sommerferie med hende«, siger han med den ene hånd hvilende på sofasædet, hvor den kaster en øloplukker op i luften i små saltomortaler. »Jeg oplevede det, som at min verden styrtede i grus. Og jeg ved ikke, hvad det gør ved mennesker. Men... «, siger han og smider med et vrid med håndleddet oplukkeren fra sig i sofaen. »Jeg mistede trods alt ikke min mor ved en snigskytte og måtte rejse til et fremmed land. Kan man sige«. »Jeg holder meget af min mor. Hun ændrede sig også lidt. Hun har været 25 det meste af sit liv. Efter at hun blev 50, er hun så blevet over 40«, smiler han. »Det er selvfølgelig noget frustrerende og konfust, når man er yngre. At hun er så ung i sit sind. Men der er også noget vidunderligt ved, at et menneske ikke sætter sig fast på bestemte idéer om, hvordan livet er«. Odysséen I villaen på Frederiksberg bestod barndommens eventyr af opdagelsesrejser ind i de voksnes verden. »Folk siger tit: Voksenting for sig og børneting for sig. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg så en masse teater allerede fra jeg var lille«, fortæller Nicolas Bro. Faderen kendte nogen i Husum Bio, så aldersgrænsen gjaldt ikke rigtig familien Bro. I en alder af seks-syv år så Nicolas 'Benhur', 'Abernes Planet', 'De Ti Bud' og 'Spartacus'. Alle de store film, hans far syntes, at man skulle se. »Det var sådan mine børnefilm«. Hjemme tegnede og malede Nicolas. Forsvandt ind i de billeder, han selv frembragte. Og fandt et begejstret publikum i sin far. »Han gav sig straks til at beskrive alt, hvad han så, roste mig og sagde: »Arj, hvor det er fascinerende, det du laver«. Som en voksen ville rose en anden voksen. Og det gav mig jo sindssygt meget selvtillid«. »I hvert fald på det område«. Helt op i teenageårene var det hans plan at blive kunstmaler. Men så kom han i praktik hos en kunstmaler. »Det var sindssygt ensomt«, siger han. »Og det mindede mig om den måde, det altid havde været på«. Nicolas far er dybt optaget af religion og historie. Og hertil en fremragende fortæller. Hans store nummer var at fylde bilen med børn og køre til Fyn eller Jylland, hvor de tog alt, hvad der var af kirker og landemærker. Og også her gik billeder og ord hånd i hånd gennem den unge Nicolas' hoved. »Min far fortalte så, mens vi gik rundt i kirken, og jeg kan huske, at jeg var allermest stolt, når fremmede fulgte efter og lyttede med. Så fortalte far også lidt større«. Herefter fulgte rejser til Jerusalem, Athen og London. Om vinteren forberedte familien sig med højtlæsning af Bibelen, Iliaden, Odysseen og alle gudesagnene. »Så sad min far i sofaen, og vi sad oven i ham, mens han læste. Nogle gange stoppede han og fortalte bare videre selv. Det er sådan noget, min far kan. Det mest spændende overhovedet«. Om sommeren var der afrejse. Og når familien kom til Jerusalem og Athen, var det ikke længere bare gamle bygninger, de trådte ind i. Men historier. Fyldt med romerske soldater og græske guder. Så blev historierne fundet frem igen, og børnene fik selv lov at fortælle med. »Det må være ligesom at have fået læst op af Harry Potter«, siger Nicolas Bro. »Og så komme til Hogwarts bagefter«. Slank og populær Først i skolen tog Nicolas hul på det fællesskab, barndommen også byder på. Undervisningen var ingen fornøjelse. Det var til gengæld mødet med kammeraterne. Han var, siger han, den klassiske, lidt tykke dreng, »som skulle være den sjove«. »Jeg blev overvægtig i 8-9-års alderen, men selv om jeg selvfølgelig blev mobbet, har jeg aldrig været et offer. Jeg tror bare, at jeg lovede dem bank og blev til Hulk (grønt tegneseriemonster red.)«. »Jeg husker det ikke, som at jeg var trøstespiser. Og det ville være for billigt at sige, at det var et udslag af skilsmissen. Det skete også først tre-fire år efter. Jeg tror, der skete noget kropsligt med mig«. Da Nicolas var 13 år, tabte han 15-18 kilo og blev »smal og populær«, som han formulerer det. Han ville være forelsket og smart. Og det gik meget godt. Han fik sin første kæreste. »Så kom bumserne, desværre«, smiler han. »Der er altid en modstand«. I gymnasiet blev han forsanger for et rockband, fik langt rødt hår og lod sig se iført storflippet blomsterskjorte, vest og jakke. I sin nye flok. »Vi gik rundt og var lidt triste over, at musikken og anarkiet havde haft sin storhedstid i begyndelsen af 80'erne. Vi følte, at vi var gået glip af det. Vi var i hvert fald ikke popdrenge. Det var det eneste, vi var sikre på«, siger han. »Sjovt nok er det altid i en flok, at man tror, at man finder sig selv«. Angst og afmagt Tanken om at blive skuespiller var så indlysende, at den aldrig rigtig blev formuleret. Først da Nicolas fyldte 18, slog det ham, at han nu var gammel nok til at søge ind på en teaterskole. Og det gjorde han så. Igen og igen. For selv om han straks kom blandt de sidste 10 drenge, blev han afvist. Og det gentog sig. I Århus, Odense og København. År efter år. »Jeg spekulerede konstant over, hvad fanden det var, de ville have. Prøvede at læse mig ind i dem, i stedet for bare at være til stede«, siger han. Så kom angsten. »En galoperende dødsangst«, som han kalder den. »Det overtog bare mit liv. Jeg havde så mange symptomer, at du tror, det er løgn. Nogle gange havde jeg helt blå mærker af at gå og mærke på mig selv«. I et helt år var han bange fra morgen til aften. Lige når han vågnede, følte han sig normal. I 30 sekunder. Så kom den første tvangstanke. »Det handlede vel også om, hvorvidt jeg overhovedet nåede noget, inden jeg døde«. Til sidst opgav han at gætte sig til, hvad juryen ville have ham til at være. Nu ville han gå op og være alt andet end sig selv. »Et totalt overlegent arrogant røvhul«. Så kom han ind. Og var rasende over det. For som han siger: »Nu havde jeg hørt på alt deres lommelort om, at man bare skal være sig selv. Og først da jeg besluttede mig for at være alt andet, sprang de på«. Sådan behandler man ikke en superhelt. Og da slet ikke en, der lever af altid at læse sig ind i andre mennesker. Og gøre sit yderste for at stille dem tilfredse. »Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke folks humør, når jeg træder ind i et rum. Og det er en stor del af mit liv. Jeg vil gerne være på forkant med, hvordan andre har det. Om der er noget, der trykker. Og jeg tænker som regel, at det er min skyld«. Nicolas Bro kan godt sige nej. Det går bare meget meget langsomt. Især når det er andres begejstring, han skal melde sig ud af. »Hvis der kommer et fremmed menneske og insisterer på, at vi skal have en samtale, kan jeg godt bare give den samtale. I to timer. Jeg tror, jeg skal dele ud til alle hele tiden, siger min kone. I stedet for at give til de rigtige«, siger han. Helt voksen bliver man åbenbart aldrig. Så måske får superhelten brug for en lille ekstraevne. Eller også er det bare den opgave, Nicolas Bro, alias Superdiplomaten, skal løse undervejs.»En empat med drømmen om at rejse i tid og rum. Det er nok den superhelt, jeg ville være«. Han tier et øjeblik. »Og noget med styrke«, kommer det så. »Det har jeg altid været superfascineret af«.