Det var 30. august 1957, da Ib Glindemanns orkester på en turné i Sverige var nået til den lille by Hagfors i Värmland, at den danske kapelmester første gang mødte den 18-årige Monica Zetterlund, der i det daglige arbejdede som telefonist, men også sang jazz. Hvilket førte til, at han opfordrede hende til at komme til København og slutte sig til hans orkester. Monica Zetterlund var ikke længe om at tage imod tilbuddet, om end hun sikrede sig ved kun at bede om orlov fra sit telefonistjob, og samme efterår kunne man høre hende i Exalon på Strøget. 14-årig harmonikamusiker Noget tyder dog på, at Glindemann ikke var helt uforberedt, da han første gang stod ansigt til ansigt med Monica Zetterlund. For der foreligger fire demo-optagelser fra 1957, som han formodentlig forinden havde fået tilsendt. Og i Värmland vidste man godt, hvem hun var. For allerede som 14-årig sang hun i sin harmonikaspillende fars orkester rundt omkring i folkparkerne. Fuldstændig ukendt kunne hun heller ikke have været i Stockholm. For på Nalen, byens legendariske jazzsted, var hun som deltager i en sangkonkurrence nået helt frem til finalen, men måtte nøjes med at besætte andenpladsen. Stort svensk revy-navn Det var med den ep, som hun i maj 1958 indspillede med Ib Glindemanns orkester i København, hun definitivt slog sit navn fast i sit hjemland. Det blev begyndelsen på en karriere, der ikke blot gjorde hende til en jazzsangerinde på internationalt niveau, men også til et af svensk revys store navne. På Nalen sang hun med Arne Domnerus' orkester, 1959 optrådte hun i London og Paris, og året efter var hun i New York. Sidstnævnte sted endte hendes gæstespil på jazzklubben Basin Street East dog ikke lykkeligt, idet det blev afbrudt før planlagt. En hvid sangerinde med en gruppe sorte musikere, anført af pianisten Tommy Flanagan, som hun forinden havde mødt hjemme i Sverige, var ikke ubetinget velset. Og Lionel Hampton, der var ugens hovedattraktion, brød sig slet ikke om den konkurrence, han så i hende. Mens Monica Zetterlund var i byen, nåede hun også at lave en række studieindspilninger med bl.a. tenorsaxofonisten Zoot Sims. Selskabet gik imidlertid fallit, og båndene syntes forsvundet, indtil de 35 år senere dukkede op igen og udkom under titlen 'The Lost Tapes'. Sit livs højdepunkt som sangerinde oplevede hun i 1964, da pianisten Bill Evans var i Stockholm og med sin trio indspillede lp'en 'Waltz for Debby' med hende. I Beppe Wolgers' geniale forsvenskning kom titelnumret til at hedde 'Monicas vals'. Et samarbejde, som også Bill Evans var glad for. »Hun har den følelse, som jeg vil have hos en sangerinde«, som han sagde. Dyb jazzfeeling Sit første trin som scenekunstner tog Monica Zetterlund i 1961 i en kabaretforestilling på Hamburger Börs. Det var dog Hasse Alfredson og Tage Danielsson - 'HasseåTage', som de populært kaldtes - der for alvor fik hendes revytalent til at blomstre. Og man kan ikke se bort fra, at det netop var Monica Zetterlunds dybe jazzfeeling, der gav hende sit særpræg som revykunstner. I 1962 engagerede 'HasseåTage' hende til deres første revy, 'Gröna Hund', og med Gunnar Svensson, tidligere pianist i Arne Domnerus' orkester, kunne musikken ikke undgå at dufte af jazz. Ganske vist er jazzsang dybest forbundet med det engelske sprog, men det skulle vise sig, at frem for alle Beppe Wolgers, men også 'HasseåTage' var i stand til at bringe Monica Zetterlund på andre tanker. 'Walking My Baby Right Home' blev til 'Sakta vi gå genom stan', 'As Time Goes By' til 'Men tiden går' og - aldeles hjerteskærende - 'Where Did They Go?' til 'Var blev ni av?'. Og hvis Monica Zetterlund allerede formåede at synge fremragende på engelsk, så gjorde hun det endnu mere udtryksfuldt på sit eget sprog. Andre har forsøgt sig med Olle Adolphsons 'Trubble', men ingen er kommet i nærheden af Monica Zetterlunds fortolkning. For slet ikke at tale om Povel Ramels smukke 'Den sidsta jäntan' eller 'Visan om mina vänner', et studie i promiskuitet fremført med den mest uskyldige røst, man kan forestille sig. Sad i kørestol 'Gröna Hund' blev efterfulgt af 'Gula Hund', 'Glaset i örat' 'Svea Hund', alle iværksat af Svenske Ord, som 'HasseåTage' kaldte deres produktionsselskab. Også Povel Ramel arbejdede Monica Zetterlund sammen med i dennes revyer, på teatret spillede hun med succes Sørøver-Jenny i Bert Brechts og Kurt Weills 'Dreigroschenoper', og på film demonstrerede hun sit dramatiske talent i Jan Troells 'Udvandrerne' og 'Indvandrerne'. Alt imens hun fastholdt sit engagement i jazzen, både på scenen, bl.a. i samarbejde med pianisten Steve Kuhn, som hun en tid levede sammen med, og i grammofonstudiet, hvor en lp med The Thad Jones/Mel Lewis Orchestra dannede endnu et højdepunkt i karrieren. Med cd'en 'Bill Remembered - A Tribute To Bill Evans' tog Monica Zetterlund i 2000 afsked med sit publikum. Stemmen var ikke længere, hvad den havde været, og en rygskade, hun havde pådraget sig som ganske ung, og som siden udviklede sig til sklerose, tvang hende til at sidde i kørestol. Det kunne være årsagen til, at hun torsdag indebrændte i sin lejlighed. For hun slog selv brandalarm, før hun tre kvarter senere blev fundet død, da røgdykkerne var trængt ind i lejligheden. Monica Zetterlund blev 67 år.