Hvilket stykke dansk scenekunst har betydet mest for dig?

»Umiddelbart vil jeg svare 'Indenfor Murene'. Nok fordi jeg svømmer en tur i den hver dag i denne tid på Det Kongelige Teater. Vi har indtil videre kun haft et kort møde i scenekunstudvalget, og diskussionen om, hvorvidt vi kun kan vælge dramatik eller også kan kigge på iscenesættelser, er vi slet ikke færdige med. For selve historien og ordene er jo kun en af mange komponenter i scenekunsten. Og det er jo den og ikke kun dramatikken, vi skal lave en kanon for. Eller hvad? For hvordan dokumenterer man nuet? Publikum? Dansen? Spillet? Hvis det altså skal dokumenteres«. Hvad er for dig at se det mest karakteristiske ved dansk scenekunst? »I dramatikken er det naturligvis sproget. Teatret er på mange måder vigtigt for det danske sprog - også historisk, når man kigger på Oehlenschläger eller Holberg. Vores gamle, mærkelige, fortabte sprog, der fornyer sig selv hele tiden. Humoren finder stort set også altid plads i mørket, både i dansen og dramatikken. Danskere har altid haft selvironi, og den er efter min mening noget af det dyrebareste, vi har. På den koldere side er der også ofte en mærkbar skandinavisk ren, kølig og vindblæst fornemmelse«. Hvilket stykke kunne aldrig komme med på din kanonliste? »Jeg vil ikke udelukke noget endnu, men det er klart, at der skal være en vis substans og stilsikkerhed i de valg, vi træffer«. Hvad kan du bidrage med i udvalget? »For det første er jeg, så vidt jeg har læst, den yngste, så jeg kan helt klart bidrage med noget i kraft af min generation. Desuden oplever jeg scenekunsten fysisk hver eneste dag og har af den grund en indgang, der er mere sanselig end akademisk. Jeg læser og oplever på en anden måde, fordi man kan komme langt ind under huden på et stykke, når man oplever det hver dag i flere måneder. Både når det er sjovt, svært, dødt og så pludselig levende igen«. Hvad er det bedste argument for en kanon? »Det er den diskussion, der følger med. At vi sparker hinanden og os selv derhen, hvor vi skal formulere os om kunst. Det bliver ganske vist ikke udtømmende, det er umuligt, men der kommer et klarere fokus på det uformulerede, og det er for mig at se det vigtigste. Så får man lyst til at opleve mere for at definere det uformulerbare, og så er det, kunsten begynder at lukke sig op. For mig er det oplevelsen af kunsten og uenigheden omkring det, der gør det spændende at lave en kanon. At der bliver kastet lys på kulturen, og at så mange som muligt får lyst til at blande sig«. Hvad er det bedste argument imod en kanon?

»At man ikke kan lave en facitliste. Smag og oplevelser af kunst kan ikke sættes i kasser, måles eller vejes. Så når man tager laveste fællesnævner, og det er ikke sjovt for nogen. Men vi skal prøve at gøre noget umuligt, og det er jo det sjoveste. Den liste, vi skal lave, skal efter min mening få folk til at åbne munden og få en masse til at gå ind på teatret og opleve uden at være bange for, om de oplever på den rigtige måde«.