Er det sidste Bind af 'En Borger i Danmark under Krigen' (Bergstrøms titel på dagbogen, red.) jeg nu begynder paa? Et af de allersidste er det i hvert Fald. Hitler er nemlig død. Bayern er i fuldt Oprør. Telefonen ringede Kl. 5 i Morges. I Halvsøvne troede jeg, at det var Entreklokken 'med hvad dertil hører', Gestapo, Hipo o.s.v. Men saa hørte jeg en spæd Stemme sige inde fra Sovekamret: »Far, det er dig«. Jeg ruslede ud af Sengen og spurgte Tusse (datteren, red.), hvem det var. »Han siger det er Næsh (Politiken-journalist, red.)«, svarede Tusse, »men det lyder ikke som hans Stemme«. Jeg tog Røret, det var Næsh, men Stemmen var hæs og haard. Og saa sagde han det, der staar over disse Linjer. Hitler var død! Bayern var i fuldt Oprør! Jeg hørte en Radio gaa for fuld Kraft i Baggrunden. Han sagde, at det var [en] Soldatersender. I Bayern kæmpede Oprørsstyrker. Kendingsordet havde lydt i Radioen: Fasanjagten gaar ind. Gauleiterne og andre store Partimænd var bleven hentet frem fra deres Boliger og skudt. Forvirringen var total. Hitler var død. Jeg spurgte om der var hørt noget nord fra, men det var der ikke. Næsh gentog et Par Gange, hvad han allerede havde sagt. Saa gik jeg ind og i Seng. Men jeg kunde naturligvis ikke sove. Jeg blev lidt ærgerlig paa Elsa (hustruen, red.), som ikke i større Grad lod sig paavirke af den store historiske Nyhed, men med forurettet Stemme sagde, at nu vilde hun virkelig sove. Kl. 6 kunde jeg ikke mere men stod op og gjorde mig i Stand. Hvad vilde der ske herhjemme. Vilde Frihedsstyrkerne straks gaa i Aktion og foranstalte det blodige Opgør. Eller vilde man koldsindigt afvente Opløsningen? Det sidste var naturligvis det klogeste, det vilde bevare Menneskeliv (Danske) og Værdier. Men kun det første vilde tilfredsstille de spændte Sind. En Ting kunde i hvert Fald siges, vore Huse vilde ikke blive bombet ned i større Omfang, for vi blev ikke Front. Formentlig vilde de Allierede nu meddele, at Krigen var forbi og derved gøre kæmpende tyske Styrker retsløse. (...) Nede paa Gaden fløjter nogle unge Mennesker Sabotørvisen. Ringede til Stribolt (Politiken-journalist, red.). Han havde været oppe siden Kl. 5 i Morges og høre Radio. Han dementerede, at Hitler skulde være død, men det skulde være rigtigt, at han var døende. (...) Middag: Gullasch. Ved 14 Tiden kom Emils. Emil fortalte om en Bager, der blev kureret for at sælge i Overflod af Kager til Tyskerne, men der hørte Frihedskæmpere med Revolvere til Kuren. Hans Indstilling har under Krigen forandret sig. Nu finder han det ganske rimeligt, at vi ikke nøjes med passiv Modstand. Han var klar over, at Socialdemokratiet vilde faa en større Aareladning til kommunistisk Side. Til en Kop Kaffe ofrede jeg et halvt Glas Cloc. Der maa spares, Varen er ikke mere til at faa. Havde Bech ikke aflagt os et Besøg til Morgen havde vi ikke kunnet byde paa en Kop Kaffe. (...) Holton (politimand, red.) ringede og spurgte, om der var Ro i Byen, hvilket jeg bekræftede. Han sagde, »at vi sad hjemme ved vores Telefoner og ventede Besked«. Jeg fik Indtrykket af, at der virkelig var en Underhandling i Gang mellem Tyskerne og Frihedsstyrken. Han haabede, at det gik i Orden. Det var jo ogsaa det billigste. (...) Vi hørte den dansk-engelske Radio, som var stærkt forstyrret af Støj. Mussolini og hans skudte Medhjælpere var lagt frem til Beskuelse paa Gaderne. »Ærlig talt«, sagde Elsa, »man kan daarligt bevare Alvoren«.