Hvilken dansk film har betydet mest for dig?

»Ungdomsfilmen 'Mig og Charlie' holdt jeg af som ung. Og senere 'Det perfekte menneske' af Jørgen Leth, som jeg ofte vender tilbage til som inspiration i mit professionelle virke. Den er så poetisk, stilren og raffineret. Og markerer for mig overgangen til moderne dansk film«. Ingen danske film i nærhedenHvad er for dig at se det mest karakteristiske ved dansk film?

»Dansk film i dag adskiller sig fra andre europæiske film ved at have en særlig identitet. Det er genkendeligt på en måde, som gør, at man overhovedet taler om dansk film. Det er personlige historier, som er medrivende fortalt, som er lavet på et lille budget, og som handler om det liv, vi alle sammen tosser rundt i. Og så har vi instruktører, hvis kunstneriske ambitioner er koblet med ambitionen om at nå et publikum. Man kan sige, at dansk film har en overenskomst med publikum. Det er derfor, de bliver set. Hvilket er et særsyn inden for europæisk film«. Hvilken film kunne aldrig komme med på din kanonliste? »Langt størstedelen af danske film er slet ikke i nærheden af at komme med på en kanonliste. De er god underholdning med enkelte kunstneriske elementer. Jeg ser det som en cadeau til en gryende kunstart, at film overhovedet er kommet med i kulturkanonen. Og derfor må filmkanonlisten også blive en positivliste. For generelt kan dansk film ikke kvalificere sig til at komme med i en kanon over umistelige værdier. Der kommer slet ikke til at foregå det samme udskillelsesarbejde i vores udvalg som inden for billedkunst og litteratur, der rækker meget langt tilbage«. Vant til kollektive processerHvad kan du bidrage med i udvalget?

»At jeg er vant til at være i kollektive kreative processer. Og så synes jeg, det er skægt at sidde med, fordi der ikke er nogen facitliste«. Hvad er det bedste argument for en kanon? »Formidlingsaspektet. At storværkerne bliver gjort kendte og tilgængelige for den brede befolkning på en attraktiv og overskuelig måde«. Hvad er det bedste argument imod en kanon? »At man risikerer, at kanoniseringen medfører et statisk kunstsyn. Man må aldrig lave en kanon uden at stille spørgsmålstegn ved denne kanonisering. Og så er det afgørende, at kanoniseringen formidles, så den afføder en nysgerrighed over for også at stifte bekendtskab med de værker og den kulturarv, der ikke kommer med«.