På sit nye album 'Skåret ud i pap' kalder han statsminister Anders for »din lille lakridsforbryder«. Han bjæffer 'Hyp Lille Popsvin' til poppedrengene, der styrer i den danske æter »sovset ind i markedsmekanik/ sløret af retorisk fikumdik«. På nummeret 'Min X' kaster Kenneth Thordal sig hovedkulds ud i slagsmålet mellem forfatteren Hanne-Vibeke Holst og rapperne Niarn og Jokeren, som Holst kritiserede for et mandshørmende kvindesyn. Rollefordelingen i dén debat stod hurtigt klart i den mere stilorienterede del af offentligheden: De cool rapfætre mod den stramme dyds tante. Men Kenneth Thordal er snarere på Hanne-Vibeke Holsts side end det modsatte i den grumme Joker-parodi 'Min X'. Det der med at mærke, hvad vej vinden blæser, og sørge for at fange lidt trendy rygvind til sig selv, har aldrig været Kenneth Thordals stil. Det har igennem årene skaffet den notorisk sortklædte sanger en hel del respekt. Og et pladesalg i den absolut mere beskedne ende af spektret. »Jeg har lavet så mange ting, der ikke har affødt den helt store succes. Jeg har nærmest ikke solgt nogen plader. Så jeg har næsten følt, jeg kunne være ligeglad«, siger Kenneth Thordal. Ikke ligeglad med kvaliteten, men ligeglad med at behage. For hvad skulle det nytte? Når det nu heller ikke ligger til én. Man må gøre, som man plejer. Følge sit eget hoved og have hjertet med. 'Skåret ud i pap' er overraskende iørefaldende, men taktisk er der ikke tænkt. Tematisk springer han fra øst til vest. Slagkraftige meninger brydes med sprælsk fantasi. At 39-årige Thordal for første gang kommer ud på et af de store pladeselskaber har ikke ændret afgørende på autonomien i tankegangen. Fluefiskeri i South Park Ikke fordi pladerne har været så mange. Det startede i gymnasiet i Skovlunde med postpunkbandet An Ultimate Choice sammen med punkpoeten Michael Valeur. Det fortsatte med det sortklædte rockband Stalin Staccato, som fik en slags kulmination med den polske live-lp 'Poland Live 88', lige inden jerntæppet røg op. Det mere glamrockede band Nude kunne i midten af 90'erne heller ikke afbryde en glorværdig karriere som løsarbejder og bistandsklient. I 1998 besluttede Thordal sig for at droppe musikken og, ifølge hans hjemmeside, hellige sig fluefiskeriet og et hastigt eskalerende job som oversætter af film og tv-serier bl.a. 'South Park'. Han fik børn. Der skulle mad på bordet. Instinktet for redebyggeri viste sig at være i orden. Sangskriveren begyndte også at oversætte sange og valgte typisk nok at gøre det under navnet Luderlyd. Skal der absolut tjenes penge, sker det ikke uden selvironisk punkprotest. »Hvorfor trække på gaden, når man kan være luksusluder?«, konstaterer han tilsvarende lakonisk i sin biografi på hjemmesiden. Men luksusluder eller ej, så udviklede et særligt tag på at oversætte engelsk til mundret og tidssvarende dansk sig til en uventet levevej for en mand, der i årevis havde bakset med at skrive sange på engelsk uden at tjene mange 25-ører på det. I 2001 kom imidlertid Thordals første dansksprogede single 'Bulletin fra BonBonland' og via det dansksprogede album '11 salmer fra bunden af havnen' står han nu måske foran et helt nyt kapitel. Med Nephew og til dels Peter Sommer som de aktuelle eksempler er det indlysende, at der også uden for hiphopscenen nu er hul igennem for dansksproget musik. Måske er hullet stort nok til at også nevøernes lidt ældre onkel Kenneth kan få det sene gennembrud, anmelderne mener, han så godt og grundigt fortjener. Skarpretteren »Skarpretter« og »disciplineret orddelirist« har det bl.a. heddet i den regn af stjerner og hjertet 'Skåret ud i pap' har høstet ved udgivelsen forleden. Hvad der er nok så vigtigt, er, at musikken i veteranen Finn Verwohlts produktion denne gang er blevet både åben og imødekommende på en måde, der ikke går på kompromis med hverken tekstuniversets højtflyvende fantasteri eller hvasse æg. 'Skåret ud i pap' er ikke så meget skåret ud i pap, som den er udtryk for en disciplinering og fokusering. »Folk var nok ved at blive lidt søsyge af strømmen af billeder og metaforer sidste gang«, indrømmer Kenneth Thordal, der i forbindelse med '11 salmer fra havnen' blev rådet til at skrue lidt ned for den sproglige syndflod. »Denne gang er teksterne mere konkret forståelige. Der er flere af dem, jeg selv forstår«, griner rocksangeren. Ganske rigtigt sortklædt fra top til tå strækker Thordahl sig i stolen og skænker kaffen i lejligheden på Østerbro, hvor musikinstrumenter og børnetegninger sætter sit præg på idyllen. Kaffen er fra stempelkande og kagen garanteret fra økobageren på den anden side af gaden. Hans bevægelser er kontrollerede og afslappede, men hele tiden fornemmer man en eksplosiv energi og udadfarende kraft, der lurer lige bag skjorteknapperne, i det skarpe blik og den staccato-agtige talestrøm. »Jeg er også kommet i bedre form«, siger han, men snakker om musikken. »Sidste gang havde jeg holdt en pause på tre år. Det var lige før jeg solgte guitaren, men jeg gjorde det ikke. Men jeg havde fået børn og jeg trængte til at lave noget andet«. Når folk dropper rockmusikken, dropper de den ofte helt og aldeles. Det er ligesom med stoffer og smøger. Det er svært at stoppe halvt. Men Kenneth Thordal drev langsomt tilbage til musikken. Han begyndte at skrive sange på dansk, og dét gav ham appetitten tilbage. »Det blev skægt igen«, som han konstaterer. »Det er noget andet på dansk. Man kan sige »Langebro« eller »Istedgade« og så er scenen sat, og man er i gang. Man véd, hvor man er. Det er klassisk dramaturgi. Hvis du som dansker synger på engelsk, ender du meget nemmere ude i rummet«. Man kan nogle andre ting på sit eget sprog. Man kan f.eks. skrive en politisk sang om en statsminister og bruge det uoversættelige og næsten Halfdan Rasmussen'ske begreb »lakridsforbryder«. Du er jo sort om munden, min dreng./ Har du været i bolsjerne igen?/ Og du er jo brun om næsen, min ven/ har du leget med Uncle Sam igen?( 'Anders') »Jeg havde ordet »lakridsforbryder«, og syntes, det var skægt. Men kunne jeg bruge det til noget uden at det blev alt for fjollet? Jeg havde ikke en ambition om at stå og råbe og skrige op om Anders Fogh Rasmussen. Jeg har ikke politikerlede. Jeg har stor respekt for dem. Men jeg er tilfældigvis uenig med meget af Anders Fogh Rasmussens politik. Heldigvis ser det ud til at gå bedre i Irak, men som så mange andre synes jeg, det er et problem, vi er gået ind i en krig uden et FN-mandat og på et falsk grundlag. At man ikke har villet tage debatten, synes jeg, er på kanten til det udemokratiske«. »Men så kom der jo denne her biografi for nogen tid siden, der næsten beskrev ham som et tragisk menneske. En mand som først fik en ven, da han var 22 år! En statsminister som har empatiske problemer. Det har jo ikke været skide sjovt hjemme på gården, vel? Så opstod sangen faktisk ud fra det. Jeg ville gerne fastholde det barnlige aspekt. Den har fået en smuk lille melodi, synes jeg. Som jeg helt bevidst har orkestreret lidt som Lasse & Mathilde«. Hvis det er sort humor, er den ikke umiddelbart gennemskuelig. For det er altså en smuk lille sag, melodien. Sans for sortDet er egentlig ikke fordi jeg går rundt og er så trist./ Jeg dyrker ikke det at være vred./Det er ikke af princip, at jeg er jubelpessimist,/ men jeg synger sjældent om at være glad./ Måske så faldt jeg i den sorte gryde som barn./ Regnvejrsdage gjorde mig altid glad./.../Jeg drømmer ofte om at kunne synge nogen glad,/ men vågner, før jeg keder mig ihjel. ('Sort')

»Jeg er blevet kaldt både kynisk og krasbørstig misantrop, men misantrop er jeg altså ikke«, siger Kenneth Thordal. »Så ville jeg slet ikke have kunnet lave denne her plade sammen med alle de mennesker, der bare har hjulpet mig så utroligt meget og fået alt for lidt for det. Jeg opfatter ikke mig selv som kynisk, men når man skriver i jegperson, så bliver man automatisk taget til indtægt. Selvfølgelig er der lidt om snakken, men der er altså også mange, der forveksler kritisk sans med kynisme og pessimisme. Ikke mindst i pop og rock. Jeg har holdninger til mange ting og er da også blevet kaldt meningsmaskine. Men min pointe er, at der heller ikke skal særlig meget til!« En aften var Kenneth Thordal i byen med vennen og kollegaen Tobias Trier. De gik til en koncert med Rasmus Nøhr. Alle syntes, det var skønt. Trier var solgt til stanglakrids og på grådens rand. Alle undtagen Thordal. Manden i sort. »Jeg kunne høre, Rasmus Nøhr var enormt sød og god, meeeen ...«. Thordal trækker på det. Helt oppe at ringe? Nej, ikke rigtigt, vel? »Jeg blev næsten helt flov over, at jeg ikke bare kunne tænde på det, når nu alle andre kunne. Så kom der nogle fyre fra et pladeselskab, jeg snakkede med på det tidspunkt. De sagde »Åhr, Kenneth, kan du ikke lave nogle tekster sådan lidt mere a la Tobias? I virkeligheden er du jo en flink fyr! Du er slet ikke så sort«. »Jamen, se på mig«, sagde jeg. »Jeg er jo sort! Jeg er klædt i sort fra top til tå!«. Så drak vi os skidefulde og næste morgen skrev jeg sangen 'Sort' i en tilstand af kreative tømmermænd«. Det gode er hurtigt lavet »Jeg lider ikke af den dér loftkammermyte, hvor man skal sidde og fryse og vente på, at den guddommelige inspiration indfinder sig. Jeg kan ret godt li' deadlines og bundne opgaver«, siger Kenneth Thordal. »Inspiration kan godt indfinde sig, men det kan være godt at lede efter den. Når der er bestilt studietid, skal der skrives sange. Når man er selvstændig og skal tjene nogle penge og har to små børn, har man altså ikke tid til at sidde og vente på inspirationen i én uendelighed. Man må bare gå i gang. De bedste sange på pladen er lavet ret hurtigt. Jeg sidder ikke og fedter med en sang i tre måneder. Det gør jeg altså bare ikke«. »Vi lever i en gennemkommunikeret verden. Hvis jeg skal være med til at støje i billedet, så vil jeg for min egen skyld også have en ambition om at have noget på hjerte. Der skal være lidt mere end underholdning på spil. Ellers keder jeg mig«, siger Kenneth Thordal, der glæder sig til at skulle ud at spille med sit band Strandvaskerne. Det kan måske være Skanderborg Festivalen kalder, når nu man har et nummer, der hedder 'Skanderborg skyline'? Bandet består bl.a. af guitaristen Berit Fridahl og de rytmekonservatorie-uddannede Maria Louise von Bülow på kontrabas og Siri Skamby på keyboards. »De lærer sgu noget, når de går i skole«, konstaterer en synligt imponeret rockmusiker med en fortid i udpræget punkede idealer. »Det giver altså noget. Alle de år, de har gået i skole og spillet musik, hvor vi andre røg fede, spiste vaniljeis og læste B.T ...«.