Ritsj, sagde det allerede ved generalprøven. Ritsj, sagde det igen ved en forestilling lige efter åbningen i januar af den nye Opera i København, og det er forklaringen på, at ingen operagængere, eller i hvert fald de færreste, har set det meget omtalte fortæppe kreeret af billedkunstneren Per Arnoldi. Tæppet har ganske enkelt ikke været nede. »Vi har talt om det og undret os over, at man betaler en kunstner for at skabe et fortæppe og så ikke lader publikum få det at se«, siger Flemming Christiansen, der er medstifter af og aktiv i foreningen Operaens Venner. Teknisk problem Andre har undret sig, og spekulationerne har gået på, om Det Kgl. Teater fandt fortæppet for voldsomt. Det afvises af teaterchef Michael Christiansen. Problemet skyldes en teknisk konstruktion, der tilsyneladende ikke tager højde for den forskel i lufttrykket, der er mellem scene og sal. Det betyder, at fortæppet buler ud og skraber mod sikkerhedstæppet af jern, når det sænkes. To gange har det fået en rift, og for at undgå yderligere skader er der ikke siden trykket på sænkeknappen. Der arbejdes på sagen. Operaens giver, A.P. Møller Fonden, er på vej med en løsning, der spænder tæppet ind i en ramme. Hvornår tekstilkunsten måtte blive synligt for operagængerne er uvist. Omdiskuteret tæppe Det er dog ingen hemmelighed, at Per Arnoldi har valgt en kraftig blå farve og på den placeret de to cirkler, der er operaens logo. Hertil har han føjet stjernebilledet lyren. Resultatet faldt mildt sagt ikke i arkitektens, Henning Larsens, smag. Andre finder det efter sigende genialt. I en anmeldelse i Information blev det kaldt en slatten skolescene portiere. Er der tale om en kunstnerisk fejldisposition, tekniske problemer eller ej? »Nej, det mener jeg ikke«, siger teaterchef Michael Christiansen. »Mange teaterhuse har forholdsvis neutrale fortæpper, fordi publikum ikke på forhånd skal indgives en visuel mening om den forestilling, de skal se«. »Per Arnoldis tæppe er et stykke kunst i rummet, og man kan f.eks. ikke bruge og hæve det umiddelbart før en opera som Aida med templer osv. Det er et spørgsmål om at skabe billedmæssig ro. Måske skal tæppet op ti minutter før en forestilling. Måske skal det slet ikke bruges. Det er op til scenografen i de enkelte tilfælde at finde en fornuftig løsning«, siger Michael Christiansen.