Familien fylder mere end nogensinde? »Også i den grad. For en del år siden var det individet, der blev dyrket i reklamer, tv-serier, medier og i det politiske liv, men siden har familien stort set sat sig på sendefladen og det offentlige rum. Budskabet er entydigt: Du skal helst være lykkeligt gift og have mindst to børn med mange mellemnavne, før du er en fuldendt person med tjek på tilværelsen. Familien er blevet tidens store statussymbol. Og dét får vi altså at vide hele tiden, uanset om vi åbner en avis, for tv-apparatet eller lytter til en politisk debat. Påvirkningen er enorm og helt igennem entydig«. Kan du give eksempler? »Der er næsten ikke andet. Reklamen er et godt signal for tidens værdier. Og her dominerer familieidyllen. Fra kampagnen for parfumen Eternity over Burberry-reklamerne til BG Banks kampagne og til alle de andre reklamer, hvor den lykkelige familie med far, mor og børn er i centrum. I medierne ser man mest tydeligt familiedyrkelsen i de nye danskproducerede realityprogrammer på tv. Jeg nævner i flæng: 'Hjælp vi får børn', 'Par på prøve', 'Børn for begyndere', 'SOS-barnepigen', 'Hold da helt ferie', 'Årgang 0' og 'Forældre forfra'. Og så er der alle magasinerne: Mama, Børnenes Verden, Vores Børn, Vores Baby, Gravid, Vi Forældre, Forældre og Børn«. Men der er vel også lidt prestige i at være single - f.eks. i visse tv-serier? »Ja, men i langt mindre omfang end for bare fem år siden. Singlekulturen har ikke bare fået konkurrence fra den voksende familiekultur - den ser også ud til at tabe i status. I hvert fald hvis man skal tro mastodontserierne som 'Friends', 'Ally McBeal' og 'Sex in the City', der hidtil har været med til at hylde og fremelske singlekulturen. Alle serier har symptomatisk nok valgt at afslutte deres mangeårige føljeton med happy endings i form af bryllupper og barneskrål. Selv herhjemme er profiler fra singlekulturen begyndt at konvertere til familiekulturen. F.eks. rapperen Jokeren, som skal giftes, og som i medierne nu sidder og plæderer for kærlighed og forpligtelse. Det at være single opfattes i dag som en midlertidig, uforløst tilstand - som en transithal, man befinder sig i, indtil man finder lykken i det perfekte familieliv. Vi har mistet troen på, at vi kan være vores egne lykkesmede. Familien er blevet gud«. Skal det nu til at være et problem, at vi har forladt dyrkelsen af det egocentriske individ og nu dyrker et socialt fællesskab? Hvad er der galt med familien? »Der er ikke noget galt med familien. Og på mange måder er det aldeles positivt, at vi ikke længere dyrker individet, men nu lægger vægt på de intime relationer og på forestillingen om, at mennesket grundlæggende er et socialt individ. Her er en bevægelse væk fra det egocentriske, som vi skal holde fast i. Men problemet er for mig at se diskriminationen. Når man gør familien til symbolet på de gode værdier og den rette livsform, diskriminerer man samtidig de danskere, der ikke lever op til idealet. Og det er mange. Rigtig mange. 35 procent af alle danskere lever alene. 25 procent af alle børn mellem 0 og 18 år er skilsmissebørn. 40 procent af alle ægteskaber opløses. Faktum er altså, at den konventionelle familiemodel, kernefamilien, langtfra repræsenterer en model for, hvordan folk lever deres liv i vores samfund. Det står jo i skrigende kontrast til den måde, man dyrker familien på i medier, reklamer og politik. Det lugter af kulturelt tyranni og en ren diskrimination«. Hvordan opleves diskriminationen? »En del af de mennesker, der ikke lever i familier, kommer til at opfatte sig selv som socialt og kulturelt amputerede, som halve mennesker, der ikke kan leve op til samfundets normer. Andre - og det er mange - bliver bare irriterede over den dyrkelse, der finder sted af familien alle steder i samfundet. I dag kan man jo ikke se et tv-program, gå i biografen, læse en bog, se en reklame eller høre en politisk debat uden at få trukket idealet om den hellige, almindelige familie ned over hovedet. Og det bliver ikke mindre af, at man bevæger sig ud i samfundet. Går man f.eks. en tur rundt på cafeerne her i København en søndag formiddag, så er der jo designerbarnevogne, økologisk legetøj og overskudsbørn i Gucci-bukser overalt - det er hele den der fremvisning af den lykkelige familie, ikke? Tidligere var børnene jo væk fra det offentlige rum, nu bliver de virkelig dyrket og iscenesat, det boomer med børn, der skal vises frem, så man kan se, hvor lykkelige familierne er. For alle dem, der ikke indgår i en familie, opleves sådan en søndag formiddag naturligvis som en påmindelse om, at man er udenfor. At man ikke er 'rigtig'. Det kan man enten blive ked af, eller man kan blive irriteret og danne antipati over for hele denne her bølge og bevidst indtage en demonstrativ position som single. Begge reaktioner findes - ofte i samme person«. Hvis utilfredsheden med familiedyrkelsen er så stor, hvorfor hører man så aldrig noget til den? »Simpelthen fordi det er hundesvært at stille sig uden for idealet om den gode familie, som definerer store dele af vores kultur. Mange - inklusive mig selv - har da af og til lyst til sige: »Fuck den der familie, hvorfor skal den fylde så meget? Lad os være i fred!«. Men hvis man gør det, vil man oftest blive mødt med holdningen: »Rønnebærrene er sure, hva?«. Hvis du reagerer mod et så stærkt og følelsesbetonet ideal som familien, får du at vide, at det bare er, fordi du er enlig eller ikke har fundet den eneste ene eller ikke kan få børn. Man bliver misforstået, hvis man forsøger at gå op imod tidens normer. Det er familien, der sætter dagsordenen. Familien er politisk korrekt. Og den sælger big time . Ikke bare i medierne, reklamerne, kunsten - men nu også i det politiske liv«. I det politiske liv? »Ja, nu gennemsyrer familieidealet også den politiske dagsorden med oprettelsen af et familieministerium under Fogh-regeringen. Dermed signalerer man, at familien - og ikke enkeltindividet - er byggestenen i det moderne samfund. Hvordan kan man opfatte Familieministeriet som andet end en skjult diskrimination af de mange, der ikke er eller har en familie? Og Fogh-regeringen står ikke alene - familiedagsordenen går langt ind i oppositionen. Den er det fælles tankegods. Det var valgkampen også et godt eksempel på. Her var der masser af gaver til børnefamilien, men hvem talte om singler eller andre familieformer? Ingen! Store dele af samfundet er forvist fra den fælles dagsorden«. Er familieidealets genkomst ikke udtryk for, at vi har erkendt, at 68-oprørets aflivning af familieinstitutionen var en misforståelse? At familien spiller en større rolle, end vi troede? »Delvis er det rigtigt. I 1970'erne gjorde man op med familieidealet fra 1950'erne og 1960'erne. Familien sås som konventionernes og småborgerlighedens fængsel - kort sagt alt det, der stod i modsætning til individets og især kvindens selvrealisering. I de efterfølgende årtier spillede familien en meget lille rolle både kulturelt, inden for videnskaben og i det politiske liv. Her er det da ikke tilfældigt, at familieidealet pludselig får en renæssance i en opbrudstid med globalisering osv. For hvad gør vi i denne opløsningstid? Vi griber ud efter familien, som er det mest fasttømrede symbol på tryghed, stabilitet og mening«. Men er det ikke o.k.? Passagererne i 11. september-flyene ringede jo instinktivt til familien og ikke til arbejdskollegerne? »Når vi dyrker familien i kulturen i dag, er det jo ikke en realitet, vi dyrker. Det er en illusion. Et udtryk for noget uopnåeligt, en forestilling, en gud. Vi dyrker illusionen om familien i forsøget på at finde en mening med tilværelsen. Og her er vi gået alt, alt for langt - synes jeg. Og resultatet er et kulturtyranni, hvor vi udgrænser alle dem, der ikke er eller har en familie«. Er du fortaler for endnu et 68'er-opgør med familieinstitutionen? »Overhovedet ikke. Jeg siger netop ikke, at fokuseringen på familien kun er et problem. Det er da en god ting, at vi er blevet trætte af at dyrke enkeltindividet. Hvis man ser diskussionen som en erkendelse af, at det moderne menneske har behov for andet end sig selv, er den da yderst interessant og konstruktiv. Men problemet er, at vi ser kernefamilien som det eneste reelle alternativ til egoismen. Det er ekstremt snævert. Der findes jo masser af andre måder, vi kan være sociale på, end netop i en kernefamilie. Det behøver altså ikke kun at være blodets bånd, der binder os sammen som mennesker«. Kan du give eksempler? »Der er den enlige med den tætte vennekreds. Der er det homoseksuelle par. Der er kvinden eller manden, der har adopteret et barn. Der er bofællesskabet og kollektivet. Der er mange måder at indgå i meningsfulde sociale relationer på. Men hvor er de henne i debatten? Ingen steder! Og der er heller ikke meget, der tyder på, at de får lov til at komme ind. Senest har den nye familieminister, Lars Barfoed, markeret, at en singlepolitik, som man har i Norge, slet ikke kan komme på tale i Danmark. Familien er den klassiske børnefamilie - og det er kun dén, der tæller noget. Basta!«. Men er det nu så entydigt? Familieministeren er fraskilt, kongefamilien oplever skilsmisser, stadig flere bøsser og lesbiske bliver gift, statsministeren har accepteret homoseksuelle vielser osv.? »Det, du nævner dér, er da små modtendenser, som trækker i den rigtige retning. Heldigvis. Men det ændrer ikke ved, at den massive hovedstrøm i vores kultur - medier, reklamer og politik - går i den stik modsatte retning og er med til at manifestere forestillingen om, at man ikke er et helt menneske, før man kan tilføje et lykkeligt ægteskab og 1,6 poder til sit CV. Jeg håber, at der i de kommende år vil komme en gennemgribende bevidstgørelse, der handler om, at det snævre familieideal ikke er den eviggyldige sandhed, men et historisk produkt, som i dag lægger et kulturelt pres på os alle. Det er på tide at bryde tidens store tabu. Vi skal ud af spændetrøjen«.