At forstå overskriften i Ekstra Bladet 4. maj 1965 krævede ikke det store kørekort til alfabetet: »Årets dårligste film«, lød den. Og heller ikke i selve teksten behøvede man at spadsere ret længe rundt om ordene for at fornemme, hvilken slags oplevelse anmelderen havde haft i biografen. »Kunstnerisk og teknisk betegner filmen en bundrekord i dansk filmproduktion«, stod der. »Desuden er den overordentlig kedelig«. Det var tre film, der rystede Danmark, den tidligere lydmand fra piratradioen Radio Mercur, Poul Nyrup, lavede i 1960'ernes begyndelse. 'Mellem venner', 'Villa Vennely' og 'Stenbroens helte'. I flere kommuner opfordrede byrådet ligefrem den lokale biograf til ikke at sætte hans film på plakaten. Og det var ikke småting, Poul Nyrup blev beskyldt for, efter at han første gang samlede et hold amatører i en lånt villa i Gentofte. Veldrejede damer fra provinsen og storbybøller med behørig stenbro-slang. Og i tre korte hug fejede tidens tabuer til side. Men middelmådig blev han aldrig anklaget for. Filmene var rene rædsler, skrev anmelderne. Vaskeægte katastrofer. Dårligt skrevet, dårligt instrueret og ubegribelig elendigt spillet. Og så var de oven i købet umoralske. Alligevel - eller måske netop derfor - fik de premiere i adskillige københavnske biografer. Og trak et stort publikum. Måske også lidt fordi Nyrup på plakaten lovede lækkerbiskener som »orgier, piger, natteliv og kriminalitet«. Løfter, et moderne publikum måske vil mene, han havde svært ved at indfri. Men der skulle ikke så meget til at imponere i de første puritanske år af den store frigørelses årti, hvor Ghita Nørbys kække smil ellers var det mest vovede, man fik at se på film. Poul Nyrups film var, hvad man på engelsk kalder exploitation film . Spekulationsfilm. »De første spekulationsfilm i USA var såkaldte dokumentarfilm fra Afrika med en masse indfødte. I Afrika går kvinderne topløse, sagde man, og lavede en film fra Congo«, forklarer Kim Foss fra NatFilm Festivalen, der har fundet Poul Nyrups gamle film frem og præsenterer dem som årets kuriosum på festivalen. »De værste af slagsen blev indspillet i en baggård i Los Angeles. Over for censuren sagde man, at det handlede om fattige negres opvækst i en afrikansk bambuslandsby, men publikum var der kun for at se bare bryster«. Da pornoen få år senere blev frigivet, var det slut med den slags. Men nu står Poul Nyrup måske foran en slags gennembrud som kultfigur. For det var andet end bare bryster, han var først med i dansk film. Han var også den første, der viste livet i Københavns kriminelle miljøer. Derfor er hans film mere end kitsch, siger Kim Foss. De er også et tidsbillede på en helt anden måde, end det vi kender fra 'Krøniken'. Eller som han siger: »Det er den ægte vare fra nogle miljøer, der ikke er overrepræsenterede i dansk film. Udgangspunktet er taget i noget, som er et reelt gademiljø«. »Han er jo en guerillainstruktør, der lavede sine film fuldkommen uden støtte. Okay, de havde en lille legetøjspistol med nogle knaldperler i, og de havde en tømrerven, og en, der kørte gaffeltruck ude i Nordhavnen. De fik så lov at spille hovedrollerne. Den energi, der er i folk, som bare går ud og lader fanden stå i det hele, forplanter sig også ud i filmen«, siger Kim Foss. »Kvaliteten består nogle gange netop i det, instruktørerne ikke formår«. »Din store klovn!« I filmen 'Mellem venner' så titusindvis af danskere historien om den slagfærdige Kim, der løslades efter at have afsonet sin straf for en voldtægt i Dyrehaven. »Det var friskt gjort«, mener hans venner. »Kællingerne skal ned med nakken«. Og så festes der ellers. Med druk, narko og nøgenscener i hans rige onkels sommerhus ved Greve Strand. Det erotiske højdepunkt nås, da en nøgen kvinde - kun dækket af naturens egen (og tidens) kæmpedusk - tager den i løb fra stranden op til huset, mens naboen interesseret følger fodrejsen i sin kikkert. Måske lige i underkanten, hvis der skulle være dækning for filmens engelske titel 'Days of Sin and Nights of Nymphomania'. Men man forstod at sælge varen. Også hos distributøren Europa Film A/S, hvor direktør Harry Olsen skal have sagt, at filmen »svælger i modbydelige scener og man vægrer sig ved at tro, at selv en stærkt beklippet udgave vil have nogen chance for at slippe igennem censuren«. I filmen 'Villa Vennely' ser man hverdagen i et københavnsk bordel, hvor luderne har æblekinder, taler med provinsdialekt og 'tager piller'. Hvor bøllerne hedder 'Basse' og 'Smarte Harry', bander og spiller roulette. Hvor alle drikker bajere. Og damerne fra tid til anden danser omkring på matriklen kun iført sort undertøj. Hvilket på engelsk blev til 'Copenhagen Call-Girls' Og i 'Stenbroens helte' er det den skrupelløse 'Djævle John', der leder en bande småkriminelle i barakbyerne. På engelsk blev den døbt 'Gutter Heroes' - Rendestenens helte. Og på plakaten lokkede man med »Utrolig barsk dansk film om storbyens afsporede ungdom« og »Voldtægt! Mord! Plyndring! Slagsmål! Og sex!«. Efter et par bræk kommer Djævle John til at myrde en købmand og vil i stedet lave frække film. Udstyret stjæler de selvfølgelig. Men det hele ender i et skuddrama, hvor Djævle John under affyring af betragtelige mængder krudt viser sit sande, manisk grinende ansigt. Alt sammen flydende af sted på et lydtæppe af muntert plingende pigtrådsmusik. Og til anmeldernes eder og forbandelser: »Det er ikke blot det mest talentløse, men også den kedeligste og dårligste danske film, der er frembragt i mange år«, skrev Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende. Og fik følgeskab i den svenske Kvällsposten: »Det er en skandaløst dårlig film«, skrev man hinsidan. »Ren spekulation og desuden af så naiv og besynderlig en slags, at ikke engang en 14-årig vil kunne blive ophidset«. Selv de vovede scener med halvt afklædte kvinder lod ikke til at imponere Ekstra Bladets anmelder, som ligeud skrev: »Kedeligere striptease har man ikke set«. Bibbi danser twist Men hvordan er det så at se filmene i dag? Jo, tak. Spændende, skulle jeg hilse og sige fra mig selv. Til at begynde med i hvert fald. Alene at høre sproget, som det blev talt i 1960'ernes København. Da 'striptease' var et frækt ord, 'sjover' et decideret skældsord, og selv de frækkeste af sprogets gloser kunne udtales med noget, der i dag lyder som umiskendelig Hellerupaccent. Dengang politiet hed 'panserne', chefen 'boss' og selv de hårde negle sjældent tog stærkere udtryk i brug end »din store klovn!« eller »Gud fanden for en cigar!«. Og så er det betagende at blive ført gennem København i sort-hvide billeder i en tid, da neonreklamer var noget af nyeste. Da der stod brune mælkeflasker på brostenene, når en brandert blev vaklet hjem ud på morgenen. Og der var tegninger af to negerbørn på skiltene for 'Hellerup Is'. Dengang man - i hvert fald i Poul Nyrups film - kunne høre luderne sige ting som: »Du må lade være med at tage alt det narkotika«. Eller sammenfatte deres livsdrøm i et: »Vi må håbe, at vi en dag bliver gift med en rig mand, så vi kan komme væk fra det her og blæse det en lang march«. Bare det at se en mand drikke en øl på film var sådan lidt vovet, fornemmer man. Og de tilløb til husmorstrip, der faktisk er i filmene, afstedkommer med nutidige øjne og sind en ophidselse af en styrke, omtrent som hvis man så sin mor klæde om med papillotter i håret. Men når det dobbelte blik har set sig mæt, går det godt nok langsomt. Med klip og handling. Det er lidt som at se en dårlig gammel pornofilm. Bare uden porno.
Banebrydende Sådan var det bestemt ikke i 1960'erne, bedyrer filmenes producent, Leif Jedig, en lille mand med gråhvidt strithår, som vi finder bag disken i butikken DVD City i København. »Poul Nyrup var den første, der turde vise noget som helst på film. Han var banebrydende. Han sagde: Hvad er det, folk vil se i dag? De vil se biljagter og politi og narko og mord«, fortæller Leif Jedig. Poul Nyrup havde arbejdet på fabrik, som handelsmand og i en række småjob, før han uddannede sig til tonemester. Han var med til at lave kultfilmen 'Reptilicus' og folkekomedierne 'Soldaterkammerater' og 'Pigen og Pressefotografen', før han blev lydmand på piratstationen Radio Mercur, der sendte fra en båd i internationalt farvand. På Mercur mødte han en række personer, han tog med i sine film. Blandt andre Preben 'Basse' Nicolajsen, der var tømrer på skibet, og som fik fremtrædende roller. Leif Jedig og Poul Nyrup talte ofte sammen, når Nyrup købte film i Jedigs butik Platan Foto på Vesterbrogade, hvor Jedig i øvrigt selv havde en vis succes med at omgå censuren. »Jeg optog 30 forskellige stripteasefilm på smalfilm og solgte dem fra butikken. Og jeg solgte rigtig godt. For det havde man aldrig kunnet købe før«, fortæller han. »Der var ikke noget porno i dem. Bare striptease. Jeg skrev bare 'Stripteasefilm sælges' i vinduet. Første uge solgte jeg 1.600 stykker. Det hjalp faktisk meget med til, at jeg kunne udvide butikken. Det var helt sindssygt«. Det glade og særdeles indbringende vanvid varede ved, lige indtil Leif Jedig indspillede smalfilmen 'Bibbi danser twist'. Med førnævnte Bibbi stående foran et fjernsyn, hvor hun »støvede sådan lidt af«, som han siger, mens også kludene på kroppen faldt, og smalfilmsapparatet rullede. Men fjernsynet var tændt, og lige pludselig dukkede DR's alvorlige udenrigsreporter, John Danstrup, frem på skærmen. Den fangede avisen Aktuelt, der bragte et billede med teksten: Danstrup ser strip. »Og så lagde Danmarks Radio sag an mod mig«.
De første dogmefilm Poul Nyrup lånte Jedigs villa i Gentofte og brugte den til at indspille film. Her boede det meste af filmholdet under optagelserne. Mestendels gamle venner fra de glade dage på Radio Mercur, journalister og teknikere, men også et læs veldrejede damer fragtet ind fra provinsen. »Mange med en hang til ekshibitionisme og nogle med et åbenbart behov for pseudonymer«, som den amerikanske filmskribent Jack Stevenson formulerer det i en kommende bog om de vilde film i det dengang nyligt frigjorte Danmark. I 'Villa Vennely' var den kvindelige stjerne således 'Elinor Infred', der i virkeligheden hed Inga Frederiksen, en tidligere skønhedsdronning fra Nakskov. Blandt stjernerne fandt man også den 15-årige Marianne Themsen, som vandt rollen i en konkurrence i B.T., hvor 500 piger meldte sig. Samt Anette Post, en danserinde, der senere blev revyskuespillerinde i Svendborg, kunne man for nogen tid siden læse i en artikel om Poul Nyrup i undergrundsmagasinet 'Stay Sick'. Med sit filmselskab 'Pingvin Film' opfandt Poul Nyrup, hvad vi i dag kalder 'product-placement'. I begyndelsen var det bare Leif Jevigs Platan Foto, der igen og igen optrådte i filmens gadescener. Siden blev de så entreprenante, at de tog betaling fra firmaer for at blive omtalt i filmene. Så entreprenante faktisk, at symaskinefirmaet Bernina i Odense anlagde sag mod Nyrup, fordi de ikke mente at have fået den omtale af deres maskiner i 'Villa Vennely', som de havde betalt 1.200 kroner for. Da filmen blev vist i retten, rådede dommeren i øvrigt Nyrups advokat til at indgå forlig. Fordi Nyrup efter dommerens mening, som det stod i datidens aviser, »ikke kunne være tjent med de kritiske bemærkninger, han så sig nødsaget til at nedskrive om den viste films kunstneriske kvalitet«. Senere flyttede Leif Jedig selv til Mallorca og lavede selv en film med det samme hold amatører. 'Mallorcas søde liv' hed filmen, hvor han havde lånt guider og busser af Simon Spies, hvis firma i filmen blev døbt 'Smils Rejsebureau'. Lige siden har Leif Jedig som den eneste haft kopier af Poul Nyrups film til salg. Men de er kun blevet købt af skuespillerne selv og af enkelte medlemmer af yngre generationer, der fandt en skæv charme i dem. »Master Fatman synes, at det er noget af det bedste. Anders Refn, der har lavet 'Pusher', synes, at det er noget af det bedste«, siger Leif Jedig, der har foræret filmene til tv-stationen DK4, uden at de dog har fundet anledning til at sende dem. »Det er jo faktisk de første dogmefilm. De er lavet med håndholdt kamera og det lys, der var der. Det var så amatøragtigt, som det kunne være. Mange gange var det improviseret. Han vidste sgu dårligt, hvad han ville lave om morgenen«. Undervejs var der planer om flere film. 'Falskmøntnerne i Sexland'. Og 'Rædselspensionatet'. Men de blev aldrig til noget. Rig blev Poul Nyrup aldrig. Han lånte penge for at kunne indspille filmene. Til ubegribeligt høje renter. Og var faktisk oftere omtalt i aviserne for sine politianmeldelser og retssager med sine kreditorer end for sine film. Filmene kostede kun 2-300.000 kroner at producere. Og alene de to første indspillede en million kroner. Aftalen var, at skuespillerne skulle dele et eventuelt overskud. Men de så aldrig nogen penge, og selv fik Poul Nyrup ikke mere end 20.000 kroner, fortalte han i et interview i B.T. 24. juni 1965. Til sidst kunne han ikke betale terminen i den villa i Gentofte, hvor 'Villa Vennely' blev indspillet, og som han havde købt af Leif Jedig. Poul Nyrup døde 18. januar 1982. 15 år senere opnåede han et kortvarigt glimt af berømmelse blandt amerikanske elskere af B-film. Nu er tiden måske omsider også kommet herhjemme.