Det er de færreste danske kunstnere, der går rundt og bekymrer sig om, hvor grænsen for gudsbespottelse går i hvert eneste land i EU. Men det burde de måske. Den østrigske kunstner Gerhard Haderer sidder lige nu til halsen i et juridisk spil i Grækenland, hvor hans satiriske tegneserie 'Jesu Liv' står anklaget for at være blasfemisk. Han anede ikke engang, at hans bog skulle udkomme på græsk. Er blevet en principsag Nu har han foreløbig fået seks måneders betinget fængsel ved en domstol og risikerer op til to års fængsel i en appelsag, der går i gang om to uger. »Nogle gange morer hele sagen mig, men en fængselsdom er jo ikke for sjov. Samtidig er det blevet en principsag for mig. Jeg er et levende eksempel på, hvad der kan ske for enhver kunstner i Europa«, siger Gerhard Haderer til Politiken. Jesus som hyggelig hippie På tysk hedder hans tegneserie 'Das Leben des Jesus'. Over 40 sider lader han Jesus syre ud som en hyggelig hippie, der ryger sig skæv og surfer med bræt i stedet for at gå på vandet. »Jeg er egentlig en fan af, hvad Jesus stod for. Men jeg prøver at vise, at der er forskel på hans idealistiske frisind og den forlorne måde, kirken bruger ham på i dag«, siger Gerhard Haderer. Hans tegneserie ligger frit til salg i boghandler i så forskellige lande som Frankrig, Sydkorea, Tjekkiet og Tyskland og er solgt i over 100.000 eksemplarer alene på tysk siden 2002. Bogen blev forbudt Gerhard Haderer opdagede første gang, at hans forlag havde solgt den videre til en græsk udgiver omkring nytår 2004, da han hørte, at bogen var blevet forbudt. I januar i år kom så en retssag, der frikendte den græske forlægger, men idømte Gerhard Haderer seks måneders betinget fængsel, som hans advokat appellerede på hans vegne. »Jesus på min side« Op til påske har den østrigske nobelprisvinder Elfriede Jelinek og hundreder af andre kunstnere protesteret mod forløbet, og de store internationale organisationer for ytringsfrihed såsom International PEN og International Publishers' Association har nu skrevet et fælles brev til den græske premierminister og fordømt sagen. Herhjemme bakker Dansk Kunstnerråd med 24 af sine kunstnerorganisationer også op - ikke mindst fordi en dansk kunstner kan ende i samme situation. »Som kunstner arbejder man meget ud fra den kulturkreds, man selv befinder sig i, og ingen kan selvsagt forudse, hvordan enhver anden kultur reagerer«, siger formanden, Franz Ernst. Frygter udlevering I Østrig frygter kunstnerne også, at grækerne forlanger Gerhard Haderer udleveret efter EU's nye udleveringsregler. Den danske ekspert i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet afviser dog, at det kan ske, fordi reglerne kræver, at handlingen også er strafbar i det land, der bliver bedt om at udlevere - et princip, der kun fraviges ved mere alvorlige forbrydelser. Derfor ville en dansk kunstner i samme situation nok kunne blive dømt for blasfemi i et andet land, men næppe udleveret til det. Ingen er dømt for blasfemi i Danmark siden 1938. Anderledes ser det ud i Grækenland. Hvis Gerhard Haderer taber sin appel, går han til græsk højesteret. »Jeg håber, at kunstnere i hele Europa bakker op. Ellers må jeg jo satse på, at Jesus er på min side«, konstaterer han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








