For kvindelige billedkunstnere er hver dag en minusdag på de store danske museer for nutidskunst. Museumsgæsterne, som kunne være interesseret i et repræsentativt indtryk af, hvad der egentlig foregår inden for nyere dansk billedkunst, står med et halvt billede. De får i høj grad den mandlige version. Tal for anskaffelser af moderne kunst i perioden 1.1.1983-1.9.2003, indsamlet af Kulturarvsstyrelsen på syv kunstmuseer, viser, at værker udført af kvinder udgjorde 16,2 pct., mens mandlige kunstnere stod for 83,8 pct. af det indkøbte. Ikke mange kvinder blandt de afdøde Går man dybere ind i tallene, ser man, at nulevende kvinder står for 20 pct. af de indkøbte værker, mænd for de 80 pct. Afdøde kvindelige kunstnere er repræsenteret med 3,6 pct. mod afdøde mænds 96,4 pct. Man kan konstatere, at der fortløbende suppleres op af kendte mænd, men ikke af fortidens kvinder. Tallene rummer en lille forbedring i forhold til ikke helt sammenlignelige tal i en undersøgelse, som tidligere kulturminister Elisabeth Gerner Nielsen iværksatte. Den viste, at kun 6,5 pct. af de malerier, som de største danske museer indkøbte i perioden 1989 til 1998, var fremstillet af kvindelige kunstnere. Til gengæld bliver yngste kvinde blandt nyerhvervelser på de omtalte syv museer år for år ét år ældre i det omtalte tiår. De er nu oppe i 30'erne, før man tør satse på dem, mens mændene tilsyneladende allerede viser sig overbevisende talentfulde i 20'erne. Priserne på mændenes værker er også generelt højere. Undersøgelsen er udsprunget af et spørgsmål fra folketingsmedlem Mette Frederiksen (S) i september 2003 og omfatter indkøbspolitikken på Louisiana, Statens Museum for Kunst, Nordjyllands Museum, Esbjerg Kunstmuseum, Århus Kunstmuseum (nu ARoS), Midtsjællands Kunstmuseum og Arken. I undersøgelsen udtrykker Kulturarvsstyrelsen en forventning om, at kvinder vil være bedre repræsenteret i fremtiden, fordi flere uddannes på kunstakademierne. Det samme håb giver kulturminister Brian Mikkelsen udtryk for i en udtalelse. Nej til kvoter Men så enkelt er det ikke ifølge skulptør Elisabeth Toubro. Hun er blandt dem, der står bag en helt ny hvidbog 'Før usynligheden - om ligestilling i kunstverdenen' (Gyldendal), som bygger på en konference på Charlottenborg under samme titel for to år siden. Toubro, der bl.a. har lavet en stor skulptur foran Den Sorte Diamant og en omdiskuteret vandkunst på Store Torv i Århus, siger: »Man kan jo ikke bare lige rette tingene op. I Danmark har vi jo slet ikke villet tage det alvorligt og ment, at det ville løse sig selv. Det kan da godt være, det vil gøre det, men hvis det skal tage 1.000 år, er vi da nogen, som er lidt utålmodige«. Elisabeth Toubro går ikke ind for kvoter i museumsindkøb, men håber på, at fokus på situationen vil have en effekt på den måde, vi tænker på, når vi bedømmer kunst. Hun henviser til undersøgelser, der viser, at forsøgspersoner tillægger et stykke kunst, i dette tilfælde en tekst, bestemte egenskaber, hvis de tror, der står en kvinde bag, og helt andre, hvis de formoder, at ophavsmanden er en mand. »Jeg kan næsten ikke holde ud at sige det igen, men nu siger jeg det så én gang til: Når man laver censurerede udstillinger, hvor man indsender anonymt, så er der altid flere kvinder med, nogle gange over 50 pct. Men når der skal købes ind, så er der jo navn på«. »Vi har nogle måder at tænke på, som ligger dybt i os, og som er diskriminerende, uden at vi går og tænker over det. Det gælder både mænd og kvinder. Der er en lang tradition for, at det mandlige univers er universelt, og det kvindelige er privat. Kunst af kvinder tillægges visse egenskaber, og man tør ikke satse på dem. Man tror også, at kvinder ryger ud på sidespor, fordi de får børn, og holder de så i længden? Man vil jo nødig købe noget, man ikke tror holder. Der er meget prestige forbundet med indkøb for en kunstmuseumsdirektør. Og hvis man som jeg snart er 50 år og har lavet en del ting, så begynder de med, at de kvindelige kunstnere i udlandet er bedre. »De er ikke så private i deres kunst«, som ham fra ARoS sagde. Der kommer pludselig et nyt parameter ind, en ny kvalitetsnorm, vi skal leve op til«, konstaterer Elisabeth Toubro. Færre forventninger Hun konstaterer, at også brødnid spiller ind. »Inden for kunsten er der kamp om pladsen, og hvis man som mandlig kunstner kan starte med at skille den ene halvdel fra, så er der jo ikke så mange om buddet. Men det allerstørste problem er, at der ikke forventes noget af kvinder. Man vil hele tiden se dig an og ikke tro på, at du kan, og i det hele taget er man meget nøjeregnende med, om man nu tør satse. Men i det offentlige rum er vi også nødt til at forvente os noget af hinanden. Man udvikler sig jo ved at få ansvar og få opgaver og ved at blive bedt om at gøre ting, som man nok synes er lige i overkanten af, hvad man synes er let. Men man bliver stærkere ved at udføre disse opgaver«.