Jeg var med Johanna og Christian nede i Remisen. Det er en stor, indendørs legeplads lige ved Trianglen med piratskib, rullemadrasser, klatrestativer og rutsjebaner. Af en eller anden grund så synes mine unger, at det sjoveste i hele det kommunale slaraffenland er at fiske fisk. Her taler vi om fisk savet ud med løvsav i krydsfiner, hvorefter børn ubehjælpsomt har malet på dem. I hver fisk er sat en nøglering, og så har man en fiskestang, hvor der hænger et bukket søm for enden af et stykke sejlgarn. Små børn, små glæder.
Drengenes kamp
Den anden ting, som kan få Christian hidset op, er et airhockey-bord. Her står man i hver sin ende med to plastikhåndtag, som man smadrer ind i en puk i forsøget på at score hos modstanderen. Dér kan vi tilbringe rigtig lang tid, for jeg synes faktisk også, det er sjovt. Især fordi jeg ikke kan hjælpe ham med at score. Hvis han ikke har kræfter til at slå den ned i min ende, så er det bare ærgerligt, Sonny Boy. Og der var faktisk heller ikke nogen, der hjalp mig med at score, da jeg var en lille dreng. Nå, men Johanna bliver som regel ganske træt af sin lillebror og sin barnlige far. Sukkende hænger hun ind over bordet, hvor luften står og hvisler op gennem dyserne. Og så siger hun: »Hvornår har I egentlig scoret mål nok?«.
Kæmpe eller hygge
Og det er jo det, man i direkte debatprogrammer kalder et godt spørgsmål efterfulgt af en lang tænksom pause. Hvornår har vi nået vores mål? Hvornår er det nok? En af mine kammerater udtrykte det meget poetisk den anden dag. Han sagde, hvis man skal bestige et bjerg, så er det sjovest, hvis man har bygget bjerget selv (det var noget, han havde stjålet i en amerikansk selvhjælpsbog, men alligevel). I hvert fald er der jo nok en sandhed i, at vi mænd bliver revet med i kampens hede, mens kvinderne er mere skeptiske. Er det anstrengelserne værd? Hvorfor går vi ikke bare ud og hygger os med nogle fisk af krydsfiner, som ikke gør modstand?
Stort hoved
Forleden skulle jeg for første gang passe min lillebrors dreng på 15 måneder. Han kan ikke rigtig tale, selv om han naturligvis er kvik og har fantastiske gener. Så jeg var lidt spændt på, hvordan vi egentlig skulle kommunikere. Min bror og hans kæreste gik. Og jeg stod der og kiggede på den lille fyr. Jeg tænkte over, at det egentlig er sjovt, så store hoveder små børn har i forhold til kroppen. Mens jeg filosoferede, greb han fat i min vinterstøvle, der lå på entrégulvet. Han slæbte den ind i stuen, og så dumpede han sin tilsavlede sut ned i den. Det ka' vi da godt lege, tænkte jeg. Og så stoppede vi ellers ting i støvler. Han viste mig også et plastik-orgel, der larmede helt vildt (en betænksom gave fra mig, naturligvis). Og så fandt han ellers en bog, jeg skulle læse. Hvor små dyr gemmer sig på siden. Hver gang jeg overrasket fandt et dyr på den nye side, gnæggede han tilfreds.
Nærmest menneskelig
Endelig lavede han en ordentlig kage i bleen. Og så var det vist sengetid, tænkte jeg. Først flåede han alt ned fra skiftebordet, mens jeg skulle børste tænder på ham. Men han var rigtig sød, da han sad helt stille og prøvede at frisere sine ganske sparsomme lokker på toppen af det enorme hoved. Det, der undrede mig mest, var, hvor smertefrit det gik at være sammen med sådan en lille umælende fyr. Hvor let det gik at få ham til at sove. Og hvor lidt ulækkert det var at skifte ham. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg dybt i mit nervesystem har fundet ud af, hvordan man opfører sig, når man har fået en døvstum dværg i sin varetægt. Det blev jeg faktisk enormt, rødme, rødme, stolt over. Og jeg kom til at tænke på en erhvervsmand i lyseblå skjorte og i begyndelsen af 60'erne, som jeg så sidde i mit tv og udbrede sig om, at han skam stadig var vældig aktiv. Og at hans børn i hvert fald ikke skulle komme og 'dumpe' deres børnebørn i skødet på ham. Stakkels travle mand, tænkte jeg, mens jeg med to fingre bar bleen ud i skraldespanden. Det er trist, når det, der ligner et fornuftigt mål, ender som et rungende selvmål.