Dogme 95, en af de mest slagkraftige grupper og samtidig et af de mest frugtbare fænomener i dansk filmhistorie, har opløst sig selv. Siden bevægelsen blev stiftet i 1995, er der lavet 35 film, som har fået det officielle dogmecertifikat. Af dem er de 10 film danske. Til næste år får yderligere to danske dogmefilm premiere, skrevet af Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakesson og instrueret af Tomas Villum Jensen og Peter Flinth. Men så er det også slut. »Vi satser hårdt på at få lavet de to film. For det er vores intention at få slået lortet ihjel på en ordentlig måde«, siger direktør i Zentropa Peter Aalbæk Jensen på sin sædvanlige slagfærdige måde. Røde flyveblade Søndag er det præcis ti år siden, at Lars von Trier fra talerstolen i Odéon Théatre de l'Europe i Paris proklamerede, at han repræsenterede Dogme 95-gruppen, læste gruppens manifest højt for de undrende tilstedeværende filmteoretikere, for derefter at kaste røde 'flyveblade' med det selv samme manifest ud i salen. Gruppen bestod af Lars von Trier selv, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring. De samme fire filminstruktører, som på fødselsdagen lægger et nyt dokument ud på Dogme 95's hjemmeside, hvor de giver dogme fra sig. Sejr for fællesskabet Det er professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet Peter Schepelern, der har udformet teksten i dogmebrødrenes afskedsmanifest. Han roser dem for, at det er lykkedes at få dansk film på verdenskortet via en bevægelse: »Det lykkedes aldrig Ingmar Bergman eller Carl Th. Drejer at få lavet noget betydningsfuldt uden om deres storhed. Det har Lars von Trier allerede klaret. Paradoksalt nok var det sidste, man havde troet om denne superindividualist, at han kunne få et fællesskab som Dogme 95 til at fungere«. Dogme 95 blev den vigtigste filmbevægelse siden den nye bølge i Frankrig i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne. Den tyske instruktør Wim Wenders siger således: »Jeg er overbevist om, at dogme på sigt vil blive betragtet som en af de vigtigste begivenheder i europæisk film i slutningen af det 20. århundrede«. Et frisk pust Den anerkendte filmanmelder Derek Malcolm fra The Guardian i London siger: »Dogme var et frisk pust i Europa, som måske blæste sig selv ud, fordi den blev en parodi på sig selv. Men eksperimentet var værdifuldt, selv om nogle af reglerne var idiotiske og formentlig kun taget med af markedsmæssige årsager«.