Tilbage i 1941 ledte den dengang 22-årige Jørgen Kieler som en gal efter en kontakt til modstandsbevægelsen. Samme år tog daværende udenrigsminister Erik Scavenius til Tyskland for at underskrive Danmarks tilslutning til antikominternpagten. Pagten gik ud på, at Tyskland sammen med andre stater skulle bekæmpe kommunisterne, og da Scavenius skrev under, udløste det demonstration i København. Til Jørgen Kielers held kom demonstrationen forbi hans vindue. »Vi var selvfølgelig bange for tyskerne, og selvfølgelig fik vi tæv af politiet for at demonstrere. Universitets rektor truede os med, at vi ville blive smidt ud, hvis vi deltog. Men vi gjorde det, og efterfølgende fik vi organiseret to studenterbevægelser, der arbejdede i mod samarbejdspolitikken. Jeg kom med i 'Frit Danmark', og lejligheden, som jeg boede i med mine søskende, blev centrum for den illegale presse«, siger Jørgen Kieler. Hvorfor gjorde I modstand? »Gradvist så vi, hvordan den danske regering gav efter i forhold til tyskerne. Grundloven blev tilsidesat. Der var pressecensur, og der var industrielt samarbejde, hvor våben blev udleveret til tyskerne. Allermest var vi bange for, at Danmark skulle havne som tyskernes allierede efter krigen. Så var vi ikke blevet befriet af englænderne. Så var vi blevet besat af englænderne«. Betød modstanden noget eller var den bare symbolsk? »Vi fik for eksempel sendt omkring 8.000 jøder over Øresund uden at miste en eneste. Det drejede sig også om, hvorvidt vi var villige til at risikere noget. Om det var værnemagernes Danmark, eller om vi ville yde et bidrag i kampen mod nazisterne. Måske var det kun en dråbe i havet, men havet består dog af dråber, som Mogens Fog skrev til os modstandsfolk«. Hvordan vil du beskrive den politik, som regeringen førte under besættelsen? »Det var løgnagtighed fra starten. Historikerne skulle analysere den krise, demokratiet var i 9. april. Store dele af befolkningen følte sig bedraget, fordi regeringen havde ført en politik, der gjorde det nødvendigt at kapitulere samtidig med, at de havde forsikret befolkningen om, at det aldrig ville ske. Vi mistede tiltroen til politikerne, som trak sig ud i kulissen for at føre samarbejdspolitik«. Under en krig er det så ikke en rimelig målestok for, hvor dygtige et lands politikere er, at se på i hvor høj grad det lykkes at begrænse ødelæggelser og tab af menneskeliv? »Det kan man måske sige. Men lad mig give et andet eksempel. Da vi sprængte stålværket i Varde, gjorde vi det blandt andet fordi englænderne sagde, at de ville bombe det via luften, hvis vi ikke gjorde det. Hvis det var sket, ville mange uskyldige miste livet. Fordi vi ordnede det, sparedes mange menneskeliv. Det skal vi huske. Hvordan Scavenius ville klare den, ved jeg ikke«. Nogle vil mene, at vi bevarede demokratiet ved netop at samarbejde, og at det var nødvendigt at bekæmpe modstanden, der blandt andet kom fra kommunisterne? »Vi var bevidste om, at det var et problem at indgå samarbejde med kommunisterne. Med ordet demokrati mente vi og kommunisterne noget meget forskelligt. Samarbejdet drejede sig derfor i høj grad om, at gøre Hitler til en fælles fjende. Vi saboterede, fordi enhver eksport eller politisk støtte var en støtte til Hitlers krig. Der svigtede regeringen. Men det opløftende ved diskussionen om demokrati under besættelsen er, at vi efterfølgende indså, at trods de parlamentariske mangler under besættelsen, så er der ikke noget acceptabelt alternativ til demokrati«.